torsdag den 28. februar 2013

Podcast 73 (Den efter Oscar-uddelingen...)



Vi er trætte... Vi snakker om Oscar-showet... Vi snakker om TV2's dækning af Oscar-showet... Vi snakker med Laursen... Vi snakker med Anders... Vi siger tak for denne gang og binder sløjfe på årets prisuddelingssæson... og tager en lur. God fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper & Brie (og Laursen og Anders)


søndag den 24. februar 2013

Hjørnets Oscar-gæt og -håb for 2013


Her er listen over de film vi tror vil vinde og de film vi selv synes bør vinde. Enig eller uenig, så er det altså det vi fire kunne finde frem til i vores Oscar-opvarmnings-podcast. Vi har aldrig været særligt gode til at forudse vinderne, men det gør det ikke mindre sjovt. Ha' en god Oscar-nat ;-)

onsdag den 20. februar 2013

Podcast 72 (Oscar-opvarmnings-podcast 2013)



VELKOMMEN! Endnu engang skruer vi op for en episk Oscar-opvarmnings-podcast, der skal gøre dig 100 % klar til uddelingen af verdens fornemmeste filmpris d. 24 februar 2013. Et historisk stort hold sidder bag de intet mindre end fire mikrofoner, i form af Casper Christensen, Jesper Laursen, Brian "Brie" Iskov og den førstegangs-besøgende, Jakob "Basco" Bascoban. Fire filmglade nørder, der giver dig mere Oscar-gas end du kan få noget andet sted.

Vi har naturligvis et spækket program til jer. For det første (og største) er der gennemgangen af alle kategorierne, de nominerede film, hvem vi synes bør vinde og hvem vi tror vil vinde. Som sidste år introduceres hver kategori af computer-baben Kendra, hvis silkebløde cyber-stemme, får os til at blive bløde i knæene. Vi har et In Memoriam-indslag, hvor vi ser på hvilke bemærkelsesværdige filmfolk der har forladt Guds grønne jord i løbet af det seneste år. Vi har en række forskellige spørgsmål fra jer lyttere, som vi forsøger at svare på så godt som muligt. Vi skæver til den omvendte prisuddeling The Razzies, hvor sidste års værste film skal tildeles priser for nederdrægtig filmkunst. Og mindsandet om ikke Anders også lige slog på tråden og kom med hans syn og bud på årets Oscar-show. Og så snakker vi lidt om hvad Hjørnet egentlig skal finde på, på selve Oscar-natten, nu hvor Casper skal ind og mænge sig med parnasset, på den direkte transmission af showet på TV2.

Vi venter med at offentliggøre vores bud på skrift til på søndag, da det vil tage en del af spændingen ud af selve podcasten indtil da. Så læn dig tilbage og tag med på en odyssé ind i den femogfirsenstyvende uddeling af akademiets pris - Oscar.

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper, Brie & Basco

mandag den 18. februar 2013

Podcast 71 (Den der skal af vejen inden Oscar-opvarmnings-podcasten...)



Oscar-uddelingen dominerer totalt Hjørnet i disse dage, men vi har altså en håndfuld film vi skal have anmeldt og de ligger ved Gud langt fra Oscar-land. Det gælder Witch Hunters, Otto er et næsehorn, Warm Bodies, Skytten, A Good Day to Die Hard Another Day, Beautiful Creatures, Flight og Hitchcock. Og så har Brie også en håndfuld filmnyheder, men så er det altså også videre til Podcast 72 og vores fjerde, episke, årlige Oscar-opvarmnings-podcast. God fornøjelse med 71'eren så længe.

Med venlig hilsen,
Casper & Brie

tirsdag den 5. februar 2013

Podcast 70 (Den hvor vi slapper af...)



Der er stilhed før stormen i Podcast 70 (Den hvor vi slapper af...), for næste gang skal vi stable en episk oscar-opvarmnings-podcast på benene og det bliver hårdt. Derfor smider vi sutterne og smækker stængerne op på bordet, sammen med ti anmeldelser og et fremtidskig på 2013. Således anmelder vi Gangster Squad, The Impossible, Vilde Rolf, Min søsters børn i Afrika, Alle for to, Drengen fra bjerget, The Master, Lincoln, Django Unchained og Zero Dark Thirty. Vi ser også fremad mod de film vi vil blive udsat for i 2013, både det vi glæder os til og det vi absolut IKKE glæder os til. Der er naturligvis også en runde filmnyheder, lidt fiffige tv-serie-anbefalinger fra Anders og en reklame fra Reklamedude. Og mere er der ikke, for vi slapper nemlig af og håber også du slapper godt af i vores selskab.

Med venlig hilsen,
Casper & Brie

lørdag den 2. februar 2013

Skæve hjerner scorer kassen


I forbindelse med Hjørnets podcast om komedie-genren, har Brie gravet en god, gammel artikel frem om emnet, fra hans blog Bries Blog-o-rama. God fornøjelse!

Brian Iskov, JP Indblik juli 2011

Takket være hits som ”Tømmermænd i Thailand” er den sjove genre blevet Hollywoods nye guldkalv. Komediekonger som Judd Apatow har succes med at improvisere sig frem til et resultat, mens andre foretrækker at støtte sig til et solidt manuskript, som i den biografaktuelle ”Paul”. I Danmark arbejder komedieinstruktører også med improvisation som værktøj, om end i noget mindre skala.

I ARTIKLEN MEDVIRKER:
Simon Pegg & Nick Frost. Britisk skuespiller- og manusforfatterduo. Har skrevet og spillet hovedroller i ”Paul” samt kultsucceserne ”Hot Fuzz” og ”Shaun of the Dead”.
Judd Apatow under optagelserne til "Superbad" (2007) | pr-foto
Greg Mottola. Amerikansk filminstruktør. Før ”Paul” instruerede han bl.a. teenagekomedien ”Superbad” og seks episoder af tv-serien ”Undeclared”, begge produceret af Judd Apatow og skrevet af Seth Rogen (rumvæsnets stemme i ”Paul”).
Rasmus Heide. Dansk filminstruktør. Har instrueret komedierne ”Blå mænd”, ”Julefrokosten” og ”Alle for én” (fås på dvd med ekstra improviseret materiale).
Jonas Elmer. Dansk filminstruktør bag de overvejende improviserede ”Let's Get Lost” og ”Monas verden”. Har desuden signeret spillefilmen ”Nynne” og flere sæsoner af tv-serien ”Langt fra Las Vegas”. Seneste film er den amerikansk-producerede komedie ”New in Town” med Renée Zellweger.

Greg Mottola om Judd Apatow
Fører man luppen over flere af de senere års populære komedier fra Amerika, begynder et mønster at træde frem. Filmene handler helst om umodne mænd, der bringer sig selv i dybt pinlige situationer. De benytter sig i høj grad af improviserede optrin, hvor de medvirkende ”føder” gags og replikker i øjeblikket. Og hvis instruktøren ikke lige hedder Todd Phillips (som i ”Tømmermænd”), figurerer navnet Judd Apatow gerne mindst ét sted på rulleteksterne.