søndag den 22. december 2013

After Dark V (Den om Se7en...)




Aldrig har vi vist teaset så meget for en podcast, der har vist sig at tage så lang tid at få sat i søen, men nu er den her altså - After Dark V (Den om Se7en...)

Vi (Casper C og Jesper L) har set, lyttet og læst som gale og er så godt forberedt som vi nu kan være, når vi her begiver os ud på en 3 timer 21 minutter og 15 sekunder lang odyssé i Finchers stilskabende thriller fra 1995.

Som altid i en After Dark er der ingen grænser for hvor meget vi snakker om detaljerne i den pågældende film. Vi snakker altså hinanden så langt ud i hjørnerne af Se7en som vi kan. Forhåbeningen er så, at I rent faktisk får noget ud af det.

Måske denne maraton-podcast kan give dig en tiltrængt pause i juletiden, når den bliver lige lovlig hyggelig, for meget kan man sige om Se7en, men hyggelig er den sgu ikke. Den er derimod et studie i godhed, ondskab og hvad det vil sige at være et moralsk menneske.

Så uden videre forhaling vil vi gerne byde dig med ombord og ellers ønske dig en god jul og et godt nytår ;-) 

Med venlig hilsen,
Casper & Jesper


tirsdag den 10. december 2013

Podcast 85 (Den om filmåret 2013...)



Årets sidste podcast handler ikke overraskende om filmåret 2013. Casper, Brie og Jesper slår sig ned i studie 2 og har intet andet forberedt end en liste over alle de film der har haft premiere i de danske biografer i 2013. Det er en yderst improviseret podcast, sååå... Det bliver råt og stort set uredigeret. Vi juler ikke så meget i år som vi plejer, men der er da julemusik, julegaveoppakning og julepynt i spil her og der. 

Udover at vælte rundt i 2013-film, anmelder vi også Gravity, Prisoners og Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark og så svarer vi på alle jeres spørgsmål til os og viderebringer jeres hilsner.

Og det er sådan set det. Håber I får en god jul og et godt nytår og så ses vi i 2014. Godt nok i en lidt anden form end I er vant til, men mere om det til slut i podcasten.

Tusind tak til alle jer kære lyttere og fans. Vi elsker jer og vi elsker at hygge om jer.

Med venlig hilsen,
Casper, Brie og Jesper.

P.s. Og After Dark V (Den om Seven...) får du i julegave ;-)



Vind Only God Forgives på Blu-ray, DVD og T-shirt!


Mindsandten om ikke vi har været lang tid om at banke denne sammen, men kunne du (stadig) tænke dig en solid Only God Forgives-pakke, så svar os på følgende spørgsmål:

Hvilken by forgår Only God Forgives i?

Send svaret til os på filmnoerden@gmail.com, inklusiv jeres navn og adresse. De første fem der svarer rigtigt vinder!