Jeg elsker Quentin Tarantino. Jeg mener, jeg ELSKER Quentin Tarantino. Jeg ELSKER samtlige film han har lavet. Hver eneste gang jeg har sat mig i biografen, har mit hoved bogstaveligt talt været ved at eksplodere af forventning - et fysiologisk stunt, som Tarantino selv sikkert ville ha' elsket at se eller vise. Ikke en eneste af hans film har skuffet mig. Hver og en har de en særlig plads i mit film-bibliotek og de får sjældent lov at stå og samle støv. Jeg ELSKER Quentin Tarantino... men jeg HADER Inglourious Basterds!
Lige siden 50'ernes koldkrigs-paranoide science fiction-gysere, har der ikke været langt mellem rumvæsner-invaderer-Jorden-filmene. Senest var det floppet The Day The Earth Stood Still, der forsøgte at genfortælle en af genrens ældste historier, men selvom langt de fleste film af denne slags ligger i den rådne ende af skalaen, bliver instruktører og producere ved med at spytte dem på gaden. Og heldigvis for det, for en sjælden gang i mellem rammer de rigtigt. Som eksempelvis med District 9.
Da Sandra Bullock tordnede igennem som utilfreds politiker-kone og ufrivillig racist i Crash, vakte det opsigt. Tænk, konen kan jo spille skuespil! Fremragende, men det synes hun åbenbart ikke er sjovt, for hun er holdt op med det igen.