søndag den 30. september 2012

Podcast 63 (Den MED Anthony Dod Mantle...)

Sæt dig rigtig godt til rette, for du står overfor at skulle kaste dig ud i den længste sammenhængende podcast vi nogensinde har produceret - BUM! - og det er der flere gode grunde til.

onsdag den 12. september 2012

Filmnørdens Hjørne + 24syv = ...P3?

Hej kære film- og Hjørne-fans!

Vi har dårlige nyheder. Eller... det er egentlig som man ser på det. Faktum er at vi har fået afslag fra Radio 24syv. Det er naturligvis ærgerligt, at vi i denne omgang ikke får en chance for at vise hvad vi duer til på en landsdækkende radio, men som du forhåbentlig kan læse ud af kanaldirektør Jørgen Ramskovs svar, så giver det faktisk god mening. Der hvor Radio 24syv er og der hvor Radio 24syv er på vej hen, er ikke det samme sted som Filmnørdens Hjørne bør være. Uden yderligere sammenligning ville det jo også være lidt underligt, hvis DR2 pludselig begyndte at vise Kongerne af Rømø.

søndag den 9. september 2012

PODCAST 62 (Den om actionfilm...)


Ja, okay, så vi gik lidt amok med vores plakater denne gang, men det er altså heller ikke hver dag vi laver en action-special. Den er naturligvis affødt af premieren på Expendables 2, hvor go'e gamle actionhelte i alle afskygninger skyder, slås og oneline'er sig igennem årets sjoveste meta-B-film. Vi har derfor taget udfordringen op og snakker actionfilmens historie og hvorfor vi i det hele taget er så glade for at så vold på film.

mandag den 20. august 2012

PODCAST 61 (Den med 16 anmeldelser...)


Er du klar?... Er du klar til en podcast med flere anmeldelser end nogen anden podcast fra Filmnørdens Hjørne nogensinde har haft? Er du klar til at blive blæst bagover af vores mening om The Dark Knight Rises? Er du klar til at gå helt ud i periferien af filmlandskabet, for at smage på det guld vi har fundet? Er du klar til at blive tæsket synder og sammen på indoneser-måden? Er du klar?
For SÅ er vi nemlig tilbage! Yup, en lang sommer med masser af uforudsete hændelser har holdt os fra mikrofonerne, men endelige... ENDELIG har vi fundet sammen igen og sat os til rette i Studie 1, for at føre dig gennem den urskov af film der er vokset op i de danske biografer, mens vi har været væk. Og der er godt nok en masse ukrudt der skal lues ud i, men bare rolig: vi lader de bedste stå og resten bliver klippet ned til det blotte ingenting.

lørdag den 21. juli 2012

En opdatering fra Filmnørdens Hjørne

Kære venner, fans og fælles filmnørder.

Der har været så stille på Hjørnet på det sidste, at vi har kunnet høre en biografbillet falde til jorden. Ingen nye podcasts og få opdateringer på Fjæsbog. Ikke at det huer os, men sådan er det bare i øjeblikket. Vi er til dels blevet overrumplet af sommerferie og af diverse hændelser udenfor hjørnet, der har tvunget vores fod på bremsen. Noget lignende skete også i sommerferien sidste år, men det betyder ikke at vi ikke tænker på jer og på film og der sker skam også masser af spændende ting bag scenerne, hvoraf vi lige har lyst til at nævne et par her.

tirsdag den 3. juli 2012

Samurai Star Wars

Samuraier er fede! Star Wars-karakterer er fede! Så hvad sker der når man blender de to sammen? Du får en Star Samurai Wars-smoothie - nu med dobbelt så meget fedme! Det er tegneren Clinton Felker der har været en fiffig lille nørd og krussedullet de her imponerende sager sammen. Check hans blog her.

fredag den 29. juni 2012

Vind Martha Marcy May Marlene-billetter!

Som lovet er her en konkurrence hvor fem heldige asner kan vinde to billetter til Martha Marcy May Marlene - en film der fortæller en historie om en pige og hvordan hun kommer ind i og forsøger at komme ud af en kult. Den er både tankevækkende og nervepirrende og er enten et gyset drama eller en dramatisk gyser. Den er i hvert fald værd at se.
 
Alt hvad du skal gøre er, at fortælle os om engang hvor du så en film, som du intet anede om, men som overraskede dig enormt positivt. Gå ind på vores Facebook-side og skriv en besked til os eller send din anbefaling til filmnoerden@filmnoerden.dk. Vi vælger de fem bedste anbefalinger ud tirsdag d. 3. juli og skriver til vinderne så hurtigt som muligt derefter.
 
Med venlig hilsen,
 
Casper og Jesper
 

tirsdag den 26. juni 2012

Jespers tvungne sommer-blockbuster-guide

(I morges var Jesper i Radio 100 og snakke om sommerens resterende blockbusters. Ved indslagets afslutning blev han spurgt om blockbuster-guiden lå på Filmnørdens Hjørnes hjemmeside. Det gjorde den ikke, men hvad skulle han svare andet end "JA!". Derfor er her Jespers tvungne sommer-blockbuster-guide.)

Det er sommer i Danmark og det betyder én ting; blockbusters i biffen! Når man nu bor i et land med absurd ustadigt vejr, er Hollywoods store pengemaskinefilm kærkomne. Ferievejret kan svigte, men bifkalenderen holder! Derfor bringer Filmnørdens hjørne dig her en kort guide til resten af sommerens blockbusters.

Så der tegnefilm!
Til de yngste, deres forældre og barnlige sjæle generelt, bringer franchisestorken Ice Age 4 og Madagascar 3 i sit fedtede sequelnæb. Det er sikre kort fra succesfulde franchises, hvis historier grænser mere og mere til det fjollede, men som med garanti vil underholde poderne og sikkert også levere et grin til forældrene. Her på Hjørnet venter vi kun på, at de to film bliver skrevet sammen i Ice Age 8 : Madagascar-forbindelsen. Ungerne gnasker slik fra henholdsvis den 2. august og den 28. juni over hele landet. Vil man lidt længere op i målgruppne og ønsker en fortælling med mere på hjerte og hjerne, er Pixar klar med deres første kvindelige hovedkarakter i Brave. En ung pige, der nægter at blive sat i bås som pige og kæmper for sin egen identitet i det skotske højland. Efter at have fået en lussing for den mildest talt uinteressante Cars 2 lader det til at Pixar har hanket op i sig selv og søgt tilbage til kerneværdierne: spændende og hjertevarme historier med masser af humor, eksekveret i et spændende univers. Brave åbner 30. august.

mandag den 25. juni 2012

PODCAST 60 (Den MED Nikolaj Arcel...)

60 gange har vi nu siddet foran mikrofonerne på Filmnørdens Hjørne og det skal fejres med en ekstra lang og god podcast, med en vaskeægte special guest star. For ikke nok med at vi naturligvis har filmnyheder, anmeldelser og TV-serie-anbefalinger på programmet, så har vi besøg af en af Danmarks fremmeste instruktører (En kongelig affære, Sandheden om mænd, Kongekabale) og manusforfattere (Mænd der hader kvinder, Rejsen til Saturn, Klatretøsen) - Nikolaj Arcel. Med vores hjælp ville han gerne have så gode og kritiske spørgsmål fra de folk der rent faktisk kender og ser hans film - JER! Derfor spiller I, kære lyttere, faktisk også en kæmpe rolle i denne jubilæums-podcast, for det er jeres spørgsmål som vi griller Nikolaj med. I var rigtigt gode, hvilket kan høres på resultatet, i det mest ærlige og dybeborende (og sikkert også længste) interview, som Nikolaj Arcel nogensinde har lavet.

fredag den 22. juni 2012

Matt's minimalistiske filmplakater

Designeren Matt Owen fra USA, har en skarp streg og en hjerne fuld af gode idéer til, hvordan man koger store film ned til en enkelt letgenkendelig tegning. Disse evner har han brugt til at producere en række minimalistiske filmplakater, som det er svært ikke at blive lidt forelskede i, når man nu er en filmglad filmnørd. Se (og køb eventuelt) mere i hans galleri hos imagekind.com. Tak til vores tv-serie-anbefaler Ander Vad Bruun for tippet ;)

torsdag den 21. juni 2012

Batman i alle afskygninger

Batman-figuren og det der tilhørende univers, fungerer på mange planer, men især visuelt. Tegnere og kunstnere over hele kloden bliver inspireret af den mørke karakter og spytter dagligt nye variationer af den kendte superhelt ud. Vi er så småt begyndt at varme op til The Dark Knight Rises og har derfor snuset os frem til en lille håndfuld af de forskellige Batman-udtryk du kan finde inde på hjemmesiden www.deviantart.com. Og ja, vi har en forkærlighed for de Art Deco-inspirerede ;)

søndag den 17. juni 2012

PODCAST!!! - After Dark 3 (Den om Silence of the Lambs...)

Har du nogensinde funderet over betydningen af de fem skilte der hænger på det træ som Clarice løber forbi i åbningssekvensen af Silence of the Lambs? Har du nogensinde gravet i den symbolske betydning af den "afskedsgave" Miggs har til Clarice efter hun forlader Hannibal første gang? Og har du lagt mærke til at der er en meget tydelig forbindelse mellem en af Hannibals tegninger og den by Buffalo Bill bor i?

torsdag den 31. maj 2012

PODCAST!!! - episode 59 (Den om Ridley Scott...)

Legend, White Squall, A Good Year... ah, ja, Ridley Scott har virkelig sat sit mærke på filmhistorien. Han gjorde det naturligvis med Alien, Blade Runner, Thelma & Louise, Gladiator, Black Hawk Down og andre film, men netop de førstnævnte er også udtryk for, at han ikke er ufejlbarlig. Dette gør ham jo kun mere interessant, hvilket du kan høre meget mere om i vores grundige gennemgang af den cigar-gnaskende brittes oeuvre (SCHMÅKAGE, et fancy ord vi lige fik brugt, dér). Podcast 59 står nemlig i Ridley Scotts tegn, for med premieren på en af årets mest ventede film, Prometheus, sætter han endnu engang sig selv i centrum af filmverdenen og forsøger at generobre den sci-fi-genre som han lagde kimen til for over 30 år siden.

lørdag den 12. maj 2012

PODCAST!!! - After Dark 2 (Den om Blade Runner...)

At lave en After Dark om Blade Runner har været lidt som at ride på en vild elefant: svært, udmattende, ukontrolleret og (i første omgang) ikke muligt. Vi prøvede for over en måned siden at optage After Dark II (Den om Blade Runner...) og kom 1 time og 37 minutter ind i optagelserne, inden vi måtte lukke ned for studiet og indse at vi havde fået en ordentlig røvfuld af Ridley Scotts sci-fi-klassiker fra '82. Den var simpelthen for stor til, at vi kunne gabe over den med vores letlevende facon. En film der på ingen måde kunne tages på rutinen, selvom vi kender den ud og ind. I den mellemliggende tid gik vi i træningslejr og lagde en angrebsplan. Vi rejste også væk for at glemme det svigende nederlag og rense luften, så da vi endelig besluttede at hoppe tilbage i ringen og danse mande-dansen med Blade Runner igen, ville vi være forberedte - klar på det værste. Og for dælen, den gav os kamp til stregen...

fredag den 4. maj 2012

PODCAST!!! - episode 58 (Den om Avengers...)

Podcast 58 er endnu en opsamlings-podcast, hvor vi stort set ikke laver andet, end at få andmeldelser af vejen, så vi kan komme i gang med hovedretten: After Dark II - Den om Blade Runner... og det passer faktisk ikke helt.

Udover at vi anmelder The Lady, W.E., Act of Valor, Haywire, Over kanten og Avengers, så har Brie nemlig været en tur i London og snakke med Clark Gregg (der spiller Agent Coulson i Avengers), samt filmens über-fanboy-instruktør Joss Whedon. Det er blevet til nogle gode, små, eksklusive interviews,  som vi med stolthed serverer for vores kære lyttere.

Andet er der egentlig ikke at sige end nyd denne lille podcast 58 og glæd dig, for der er ikke lang tid til at den famøse After Dark II om Blade Runner ligger klar til download.

Rigtig god fornøjelse!

Kærlig hilsen,
Casper & Jesper