lørdag den 24. marts 2012

PODCAST!!! - episode 56 (Den kun med anmeldelser...)

Inden vi skulle i gang med vores anden After Dark-ekspedition, sad vi og brændte inde med nogle anmeldelser, så dem fik vi "hurtigt" ud af klappen, i denne amputerede podcast 56, der ene og alene består af anmeldelser. Vi smugler en karakter ind til Contraband, forsøger så vidt som muligt at ignorere Den som dræber - Fortidens skygge, prøver at finde frem til hvorfor vi åbenbart er de eneste i landet der synes The Hunger Games ikke fungerer og tager et par pudrede parykker på i anledning af En kongelig affære. Lange, grundige anmeldelser (i hvert fald tre af dem), der skulle have fungeret som forret inden hovedretten, i form af After Dark II (Den om Blade Runner...)

onsdag den 14. marts 2012

Morgenfrisk Jesper på Radio 100

Minsandten om ikke den ene halvdel af Hjørnet, i form af Jesper Laursen dukkede op på Radio 100 i morges, for at udsætte Mads Vangsø og hans morgenfriske medvært Helle Christina Bjerre Thusing, for en lille film-quiz. Jesper gik benhårdt efter at vinde lytternes sympati, ved at fortælle hvor let han græder af film, efter han har fået børn. Det virkede ret godt, men det gjorde ham ikke mere blødsøden i quizzen. Lyt til indslaget her:

JESPER PÅ RADIO 100

Om Radio 100 vil have mere film-gøgl fra Filmnørdens Hjørne må tiden vise, men det var i hvert fald en fornøjelse at nyde en kop kaff' i deres hyggelige selskab.

Fortsat god onsdag,
Casper & Jesper

tirsdag den 13. marts 2012

PODCAST!!! - episode 55 (Den om sex i film...)

Er sex-scener i film virkelig nødvendige eller er de der bare for at tiltrække lidt opmærksomhed, som pågældende film ellers ikke havde fået? Svaret ligger et eller andet sted midt i mellem og er sjældent utvetydigt klart, lige meget hvilken film vi slår ned på. Så meget er sikkert efter optagelsen af Podcast 55, hvor vi snakker os gennem emnet. Samtidig fortæller vi nogle af de bedste, sjoveste, mest ærlige og pinlige sex-scene-historier, som vores kære lyttere har suppleret os med, samt vores egne. Alt dette sex-spektakel ene og alene på grund af premieren på McQueen og Fassbenders film (med masser af sex), Shame.

Den anmelder vi, ligesom vi kaster stjerner efter Scorseses Hugo, Disneys John Carter og Clooneys Kamæleonen, der virkelig burde have beholdt sin amerikanske titel, for The Ides of March hænger SÅ godt sammen med filmen, men lad Anders fortælle mere om det i sit segment. TV-serie-anbefaler Anders Vad Bruun sidder nemlig med i sidevognen fra start til slut på 55'eren og byder ind med lidt John Carter-snak og lidt sex-snak, foruden hans egne serie-anbefalinger.

Mr. Filmnews - Brian "Brie" Iskov - kunne ikke deltage i optagelsen, men du slipper ikke for hans knivskarpe nyhedsrunde, for vi har nemlig båndet hans nyheder på forhånd, tv-køkken-style. Derudover er der også blevet plads til en yderst perverteret Top 10 og en ganske afslørende reklame fra Reklame-dude, men så er vi også i bund (indsæt Jesper Laursen-fnis her).

Så læg ungerne i seng og tag noget stramt tøj på, for nu bliver det lummert... rigtigt lummert.

God fornøjelse!

Kærlig hilsen,
Casper & Jesper

Indholdsfortegnelse for Podcast 55
00:00:00 - Intro
00:02:01 - Velkomst
00:05:45 - Filmnyheder (ved Brian "Brie" Iskov)
00:18:04 - Top 10 scener du aldrig vil indrømme du fik rejsning til
00:19:43 - Anmeldelse af Hugo
00:31:57 - Anmeldelse af John Carter
00:44:24 - Anmeldelse af Kamæleonen (The Ides of March)
00:54:52 - Anmeldelse af Shame
01:10:04 - Lyn-anmeldelser af Hvidsten gruppen, Ekstremt højt og utrolig tæt på, Hamilton - i nationens interesse og The Descendants
01:14:12 - Reklame (ved Reklame-dude)
01:16:27 - Sex-special
01:48:09 - TV-serie-anbefalinger (ved Anders Vad Bruun)

01:53:45 - Afslutning

tirsdag den 6. marts 2012

KONKURRENCE: Fortæl os din filmsex-historie og vind Shame-billetter!

SKAM JER! I anledning af premieren på sexoholiker-eventyret Shame, går vi i det lumre filmhjørne og snakker om sex på film i Podcast 55. I den forbindelse, skal vi naturligvis have din filmsex-historie med. Til gengæld sætter vi 3 x 2 billetter til Shame (gældende fra 12. marts til 18. april) på højkant.

Alt hvad du skal gøre er, at gå ind på vores Facebook-indlæg...


...og svare på spørgsmålet inden fredag d. 9. marts kl. 18.00. Alternativt kan du vælge at være anonym og sende din historie til os i en mail til filmnoerden@gmail.com. Så skal vi nok give dig et vildt pseudonym og lade være med at røbe hvem du er. Vi udvælger de tre bedste indlæg, som så scorer Shame-billetter. Vinderne kontakter vi gennem Facebook.

God fornøjelse og vi glæææder os til at fortælle om vores egne første sex-scene-oplevelser og høre om jeres. Det bli'r lummert!

Med venlig hilsen,

Casper og Jesper
Filmnørdens Hjørne