torsdag den 25. september 2014

Podcast 96 (Den om TIFF...)



Godt nok skal vi rubbe os for at få banket lidt podcasts af, inden vi holder jubilæum med Podcast 100, men det betyder altså ikke, at vi ikke kan nyde en god podcast-menu alligevel. 

Apéritifen består af en nyhedskompot, perfekt sammenkogt af Chef Laursen, der kanaliserer sin indre Reklamedude ud i seneste nyt fra filmens verden. Glæd jeg blandt andet til Keanu-ordspillet.

Forretten en en håndfuld dampende varme anmeldelser af 'Million Dollar Arm', 'To dage, en nat' og 'The Maze Runner' ristet, friteret og filetteret af blandt andet Chef Christensen. Vi kan allerede nu afsløre, at vi er overraskende... noget.

Hovedretten er tilberedt af Chef Iskov, der har været den halve klode rundt, for at bringe dig en veritabel ragout af indtryk fra filmfestivallen i Toronto (aka. TIFF). Ikke nok med at han kan fortælle om hvordan livet bobler i den canadiske by, så har han også et væld af dybstegte filmanbefalinger af sprit nye film som vi skal se frem til og som en virkelig dyr hotdog med en diamant som rosin i pølseenden (ja, nu tog det overhånd): et interview med instruktør Ole Christian Madsen.

Dessert? Ikke tid. Vi har jo for pokker Podcast 97 at tænke på.

Rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,

Casper, Jesper og Brie

torsdag den 11. september 2014

Podcast 95 (Den om at starte sin egen biograf...)



Biografbranchen står over for et hav af udfordringer. Billetslaget er skrøbeligt og fremtiden er usikker. Streamingtjenester og et virvar af nye underholdningstilbud presser sig på.

Alligevel ryster denne episodes gæst ikke på hånden. Han tror så meget på biograferne, at han har lavet en håndfuld selv. Emil Mark Nørholm er nemlig ejer af Atlas Biograferne i Rødovre og han har netop kunne fejre 1 års fødselsdag for sine luksussale i den københavnske forstad.

Alt dette og meget mere snakker Emil entusiastisk om i 95'eren, der også byder på lidt nyheder, anmeldelser af Sin City: A Dame to Kill For og Boyhood og et besøg af Reklamedude.

Derudover snakker vi lidt om den kommende, episke Podcast 100, der skal optages foran et livepublikum, netop i Emils Atlas Biografer. 

Rigtig god fornøjelse!


Med venlig hilsen,
Casper & Jesper

onsdag den 27. august 2014

Podcast 94 (Den om David Lynch...)


Nogle instruktører virker så overvældende, at det kan være svært at finde lysten til at give sig i kast med dem. Sådan en er David Lynch for Hjørnets Casper Christensen. Derfor er dette ikke bare en podcast, der skal lære dig, ja dig, om hvorfor David Lynch er genial. Det er også en podcast, hvor tre Lynch-fans (Jesper, Brie og Mille) skal forsøge at overtale en Lynch-ignorant (Casper) til at gå i krig med Lynch.

Vi kommer igennem det hele. Fra hans spæde barndom over de evige krige med filmselskaber til karrieren der ser ud til at have forladt filmens verden. Det er en utrolig lang, utrolig mættet og helt ufatteligt, utroligt nørdet podcast. 

Selvfølgelig er her masser af guf til Lynch-fans, men forhåbentlig også en masse til dem af jer (og Casper) der egentlig ikke har et forhold til den sjove, underlige og unikke filmskaber.

Men er der ikke andet end Lynch i denne podcast? Nej, det er der ikke, men det er også nok. 3 timer og 3 kvarter nok, for at være præcis.

En stor tak skal lyde til über-Lynch-nørd Anders Halskov, for at vi måtte ringe til ham og udfritte ham om hans netop kommende bog 'Paradoksets kunst'

Og så er der som sædvanligt ikke andet tilbage, end at ønske:

Rigtig god fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper, Brie og Mille




søndag den 17. august 2014

Podcast 93 (Den om originaler...)


Sommerferien er ovre og vi er tilbage med en håndfuld nyheder, filmanmeldelser og meninger om to skuespillere der har stillet træskoene i løbet af den seneste uge. 

Vintage-holdet bag mikrofonerne vil få nostalgien til boble frem i dine ører, for Podcast 93 (Den om originaler...) blev nemlig søsat med minimal besætning i form af Casper Christensen og Jesper Laursen. En slags anti-Expendables, om du vil. 

D'herrer anmelder How to Train Your Dragon 2, Transformers: Age of Extinction, Dawn of the Planet of the Apes, Guardians of the Galaxy, The Expendables 3, Blind og What If.

Lad os være de første til at sige, at vi er lidt rustne, men vi havde det sjovt og håber du også nyder denne uformelle hyggestund på Hjørnet.

Med venlig hilsen,
Casper og Jesper

tirsdag den 17. juni 2014

Podcast 92 (Den med Jakob Stegelmann...)



Aldrig er nyheden om en podcast-gæst blevet modtaget så varmt af jer lyttere, som da vi kunne fortælle hvem, der ville dukke op i podcast 92. Det bedste er, at han skuffer ikke.

Næ nej, Jakob Stegelmann er nemlig lige præcis så sej i levende live, som du går rundt og synes han var og er på TV. Derfor endte Podcast 92 (Den med Jakob Stegelmann...) også med at blive helt og aldeles fantastisk, hvis vi selv skal sige det. Hvad andet kunne man forvente, når man har en gud i studiet?

I havde leveret en lille milliard spørgsmål, som Brian fik ryddet op i og kategoriseret. Vi nåede gennem dem alle, så det blev til en lang god snak om Jakob, om Star Wars, om Troldspejlet, om Captain Marvel, om Dynasty, om at stønne af Geena Davis, om Jakobs kulturelle forældre og om hundrede andre ting.

Og så gjorde Jakob noget helt til sidst i podcasten, der overraskede os ekstremt. Et tilbud, du kan høre mere om selv, og som vi skal have formaliseret i nærmeste fremtid.

Der er dog liiidt malurt i bægeret, for lydniveauerne var ikke helt med os denne gang. Således endte volumen på Jakobs mikrofon med at være en my lavere, end vi kunne ønske og baggrundsmusikken en kende for dominerende under interviewet. 

Dette lille irritationsmoment ødelægger forhåbentlig ikke fornøjelsen ved at høre Danmarks vigtigste nørd tale om alt mellem himmel og jord.

Rigtig god fornøjelse, og så får I ikke mere for den 25-øre!

God fornøjelse,

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper, Brie, Anders og Jakob.

mandag den 2. juni 2014

Podcast 91 (Den om westerns...)



Hey ko-drenge og indianer-piger!

Hvordan griber man hele den kolonorme westerngenre an, så man kan presse den ind i en enkelt podcast på sølle tre timer? Man spørger naturligvis dig. Ja, dig. 


Det er nemlig dig og alle de andre lyttere, der har formet, hvordan vores gennemgang af denne genre over alle filmgenrer arter sig. Det har I gjort ved (endnu engang) at overdynge os med fantastisk velformulerede og indsigtsfulde spørgsmål.

I har også fortalt os, hvilke westerns I synes er de bedste og hvorfor. Det er der kommet en lille liste ud af, der står som jeres samlede bud på de bedste westerns nogensinde.

Udover at gå cowboy og indianer på din røv, anmelder vi også en god bunke film. Blandt andet Edge of Tomorrow, X-Men: Days of Future Past, Locke, Grace of Monaco og mange flere.

Laursen har varmet op under nogle filmnyheder, Brie har været i Cannes (uden at være på festival) og Mille har set flere westerns, end hun nogensinde har set før.

I det hele taget er det en veloplagt lille filmpodcast-bombe du sidder med foran dig, så skynd at trykke på play, inden den sprænger i luften.

God fornøjelse,

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper, Brie og Mille




søndag den 11. maj 2014

Podcast 90 (Den om filmoversættelse...)



Hvis de er gode, lægger du slet ikke mærke til dem. Hvis de er rigtigt gode, ophøjer de din filmoplevelse. Og hvis de er dårlige, kan de i bedste fald forstyrre din opmærksomhed, og i værste fald få dig til at tro, at karakterer siger noget helt andet end de egentlig gør.

Filmoversættelse er en overset kunst, men det råder Filmnørdens Hjørne denne gang bod på, i hyggeligt samarbejde med den rutinerede filmoversætter Henrik Thøgersen. Henrik (også kendt i hiphopkredse som Tyde T) fungerer som en af Danmarks mest brugte oversættere. Således har han oversat flere end 500 film, hvilket giver ham en unik indsigt i den særegne kunst, som han deler gavmildt ud af i denne 90. podcast fra Hjørnet. Og tak til alle jer, for jeres som altid gode spørgsmål til vores gæst.

Derudover suser vi gennem anmeldelser af Three Days to Kill, Brick Mansions, Sorcerer og Captain America: The Winter Soldier og Anders har en TV-undskyldning han gerne vil af med.

God fornøjelse,

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper, Brie, Anders og Henrik

P.s.: Vil du høre Henrik rappe om film, så check hans album Genganger her: http://idiotsikker.bandcamp.com/album/blockbuster-2

P.p.s.: Og læs Bries artikel om danske undertekster her: http://brianiskov.blogspot.dk/2011/09/danske-undertekster.html

mandag den 21. april 2014

Podcast 89 (Den om Stanley Kubrick...)



I har bedt om det, og vi har teaset for det længere end hvad godt er. Så nu er den her endelig - podcasten hvor vi kaster os over en af filmhistoriens ultra-tungeste drenge: Stanley Kubrick.

Så når du har lyttet denne podcast igennem, så ved du alt (ALT!!!) om Stanley Kubrick. Ikke et eneste element af manden eller nogen af hans film vil stå hen i det uvisse. Den ultimative Kubrick-bibel i lydform! BUM! TA-DAAA!

Og det er jo løgn, for Stanley Kubrick er umulig at blive færdig med. Så snart du svarer på et Kubrick-spørgsmål, dukker der to nye op og det er ikke engang løgn. Han er så godt som umulig at få overblik over, og det kan høres i vores podcast, for den varer ikke næsten fire timer for ingenting. Det løber løbsk og det må I undskylde, for vi ender sgu med at være og lyde lidt døde i sværen.

Når det så er sagt, så har vi altså rundbarberet den skæggede filmskaber så godt vi kunne, med en kronologisk gennemgang af alle hans film, samt en tsunami af lytterspørgsmål (og tak for dem).

Derudover anmelder vi The Amazing Spider-Man 2 og Noa, Miss Film News fyrer nogle nyheder af og en kær gammel kending gør sin entré.

God fornøjelse og til dem af jer der rent faktisk lytter den til ende: Tillykke!

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper og Praktikanten





lørdag den 22. marts 2014

Podcast 88 (Den om spilmatiseringer...)



Lige op, gammel skole, vanilje podcast til dine ører! Cooper, Ben, Maya og Anees er samlet for at kværne 88'eren ud så problemfrit som muligt. Vi anmelder Monica Z, Out of the Furnace, Fortiden, The Crash Reel, 300: Rise of an Empire, Grand Budapest Hotel, The Raid 2: Berandal, Saving Mr. Banks og Need for Speed.

I forbindelse med sidstnævnte film diskuterer vi også spilmatiseringen og hvorfor der ikke findes nogen gode film der er baseret på computerspil. 

Og længere er den ikke.

God fornøjelse!

Med venlig hilsen,
Casper, Brie, Anders og Praktikanten

lørdag den 1. marts 2014

Podcast 87 (LIVE webcast fra Oscar-uddelingen 2014)




Vores direkte transmitterede og dermed historiske Podcast 87 tager dig med tilbage til natten mellem den 2. og 3. marts, hvor Oscar-uddelingen 2014 blev afholdt. I den forbindelse sendte vi nemlig live fra Studie 2 på Filmnørdens Hjørne.

Casper, Jesper og Brie sad klar ved mikrofonerne, med en hær af vakse, chattende og spørgende lyttere ved højttalerne ude i det ganske land. 

Resultatet er blevet en noget halsbrækkende dækning af den røde løber, samt et virvar af kommentarer til showet, i de korte reklamepauser. 

Vi havde det sjovt. Lytterne lød til at have det sjovt. Og vi håber at du får det sjovt, når du nu begiver dig ud på en Oscar-odyssé af episke dimensioner.

Tusind tak til alle jer der hjalp til og lyttede med. Vi gør det SÅ MEGET igen næste år.

Med venlig hilsen,
Casper, Jesper og Brie