fredag den 17. juli 2009

Filmnørden anmelder: Harry Potter Og Halvblodsprinsen

Film: Harry Potter Og Halvblodsprinsen
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Emma Watson, Jim Broadbent
Instruktion: David Yates
Premiere: 17. juli 2009

Lyt til Filmnørdens anmeldelse af Harry Potter 6 på Voice:
Hmm... jeg ved ikke hvor jeg skal starte, så lad mig tage udgangspunkt i det indtryk jeg havde, umiddelbart efter filmen, selvom det er lidt negativt. Jeg var for første gang skuffet over en Harry Potter-film, men det kræver en forklaring.

Siden de første film har Harry Potter-filmene kørt på to spor. Der er den enkelte historie, der starter og slutter i filmen, og så er der den overordnede historie, der starter i film nr. 1 og slutter i film nr. 7 og 8. Hvor de første film kunne fokusere på deres egne afsluttede historier, må de sidste film uværgerligt begynde, at fokusere mere og mere på hovedhistorien. Harry Potter Og Halvblodsprinsen er selvsagt af den sidste slags og det lider den under, som enkeltstående film. Hvor man har fået meget mere helstøbte filmoplevelser ud af de fire første film, så virker film nr. 5 og nu nr. 6 som kapitler. Især denne sjette film i rækken, er som at se skakbrikkerne blive sat op, inden det sidste spil går igang - et sidste stop inden endestationen. Det er et nødvendigt onde, hvis effekt dog forsvinder, når man engang kan se de sidste to film, lige efter denne.

Jeg havde flere Potter-førstegangsoplevelser i Halvboldsprinsen. For første gange tænkte jeg flere steder "KOM NU VIDERE!" og for første gang føltes enkelte scener og skuespillere for selvhøjtidelige. Det er første gang jeg er blevet (lidt) træt af Harry Potter-universet og som konsekvens faldt jeg ud af det flere gange og det er synd. Derudover synes jeg også der mangler nogle helt basale elementer - hvor er de store kampe mellem de gode og de onde? Og hvor er Voldemort? Nu har vi set den ultimative bad guy i to film, så en film uden ham, virker pludseligt som et skridt tilbage. Nej, der var desværre en hel del ting der manglede fra Halvblodsprinsen, for at gøre det til en fuldblods-Potter-film.

De mange voksne, engelske skuespillere er som altid en fryd at opleve - især Jim Broadbent som den sære Horace Slughorn, der er tilbage som professor på Hogwarts, efter mange års fravær. De unge hovedrolleindehavere har fået endnu stærkere greb om deres skuespil, hvilket de får flere chancer for at bevise, for i denne Potter-film kommer der virkelig følelser på spil. Amorinerne flyver frem og tilbage mellem flere af Hogwart-eleverne og selvom der er tale om skolegårds-forelskelser, så er det ikke svært at genkende og leve sig ind i de svære og følsomme situationer. Det virker desværre som om, at disse følsomme aspekter stjæler plads og fokus fra den egentlige historie. Hvor karakterernes interne forhold og forelskelser har været en glimrende sidehistorie i forrige Potter-film, tager de denne gang ekstra fokus og som konsekvens virker filmen lidt mere målrettet mod teenagere, end de forrige. Det er sjovt at se på og glimrende sat sammen, men det virker en smule ligegyldigt. Jeg vil til enhver tid hellere se en blitzende troldmandskamp, end et forsigtigt teenagekys og i Halvblodsprinsen viger førstnævnte pladsen for sidstnævnte.

Filmens visuelle effekter er, som altid, af en enestående karakter. Det er ganske enkelt utrolige billeder der i tide og utide flyder over skærmen. Problemet er, at man er blevet vant til det i Potter-sammenhæng. Derudover byder historien næsten heller ikke på scener, der virkerlig lægger op til unikke, mindeværdige effekter.

Nu blev det jo til en ret negativ anmeldelse, men Harry Potter Og Halvblodsprinsen er som sagt stadig en god og flot film - bare ikke ligeså god og flot som de andre. Alt i alt er det som om, at der på flere måder bliver sparet lidt på krudtet i denne film, inden de næste to films (forhåbentligt) episke afslutning på Potter-sagaen. Jo, der er da masser af ondskab og eventyr og ingen vil være i tvivl om, at tingene spidser til for Harry og hans venner, men det hele virker (naturligvis med vilje) uforløst. Det gør filmen til et glimrende kapitel i Harry Potter-sagaen, men en ikke helt så glimrende enkeltstående film. Set alene får filmen 3 stjerner. Set i sammenhæng med resten af sagaen får den 5 stjerner. Ergo må jeg give den...

Filmnørdens karakter:
Fint, men kom så med den afslutning!


Gå til forsiden - klik her!

8 comments:

Anonym sagde ...

Filmen var enormt god PGA skuespillet men som en magi/harry potter film sucks den jeg var faktisk en del skuffet da de kun brugte magi nok cirka 15 gange i en film på 2 timer og 30 minutter ! og så manglede de den store kamp på slottet og det var lidt for enekelt for dødgardisterner og så lå dumbeldores stave ikke hvor den skulle! I GRAVEN !

Anonym sagde ...

"Og hvor er Voldemort? Nu har vi set den ultimative bad guy i to film, så en film uden ham, virker pludseligt som et skridt tilbage."

Ehm har du ikke læst bogen???

Gør det, så vil du finde ud af, at Voldemort ikke er med i Halvblodsprinsen... jo som Romeo Gåde Detlev Jr. men ikke som Voldemort.

En anmeldelse fra folk der ikke har læst bøgerne er meget uprofessionelt og kan ikke bruges til noget som helst.

Michelle sagde ...

Jeg er meget enig med din anmeldelse og vil tilføje at jeg blev skuffet over den måde filmskaberne bliver ved med at prioritere action fremfor den gode fortælling og dermed fremmedgør seerne for det geniale plot. Formidlingen er elendig. Jeg så den i Tyrkiet 15/7, og der var flere tyrkere som udvandrede. Jeg tror simpelthen ikke den appelerer til andre end os kendere. Desværre, men det er selvfølgelig også svært når man er nået til nr. 6.

Desuden vil jeg lige tilføje at jeg ikke anser det som uprofessionelt hvis en anmelder ikke har læst bøgerne - filmene skal jo kunne fungere for sig selv, og det vurderer man bedst hvis man ikke kender plottet.
Mvh Michelle

Anonym sagde ...

Jeg er meget uenig med jer alle :)
Imens, og efter filmen havde jeg et stort smil på læben, og jeg synes at denne film er den bedste i rækken. Jeg lagde slet ikke mærke til Voldemorts fravær, fordi der var så meget andet. Jeg synes at de fik forkortet bogen ned, til en rigtig rigtig fin film og skuespiller præsentationerne (især Daniel Radcliffe og Emma Watson har forbedret sig gevaldigt. Rupert Grint er fantastisk som altid) jeg synes virkelig at filmen er en succes.
Kamilla.

Anonym sagde ...

Måske var denne anmeldelse på sin plads i forhold til mange andre. Plottet er veget tilbage for følelserne hvilket ville være godt for publikum udenfor Potter-universet, men filmen, som nævnt, kan ikke forstås ordentligt hvis ikke man har læst bogen.
Hvad angår Voldemorts manglende tilstedeværelse, så er denne film ikke anerledes end de forrige. I den næste første del af bog 7, ses Voldemort formodentlig heller ikke, og instruktørerne kan ikke ændre på plottet bare fordi man så ham i 5 og 6!
Jeg smilede, blev forskrækket, bange og blev rørt i denne film, og hvis ikke jeg tager fejl vil denne film blive blandt de 3 mest sete film gennem tiderne. Denne vil overgå de forrige!
Filmen skal ses!

Anonym sagde ...

Kan godt se hvad i alle mener, men er i ikke enige i at de selvopdigtede scener var ret dårlige? Og siden hvornår kan dødsgardisterne flyve? Det er naturligvis ikke nødvendigt at følge en bog slavisk, men blev ret skuffet, da de ikke bare havde slettet scener, men yderligere fundet på nye selv. Personligt synes jeg, filmen var ok. Men heller ikke mere end det. Meget væsentlige scener manglede. Jeg synes det var vigtigt med lidt mere kærlighed, da karakterene jo er blevet unge, men når de ikke vil lade filmen var 3 timer, må de jo gøre plads til det mere vigtige. Plottet!

Anonym sagde ...

jeg er meget enig med anmeldelsen. Skuespilleren spiller genialt, men kan se de er vokset med opgaven, men jeg kom også ud af biografen med en skuffet førnemelse.

Anonym sagde ...

Altså som en stor Harry Potter fan, har jeg aldrig brudt mig særlig meget om filmene... Ser dem stort set udelukket fordi jeg elsker film, og gerne vil se Hollywoods filmatisering af Hollywood universet.
Harry Potter er bare alt for bredt til at kunne indkaples i en film på 2-3 timer...
Foruden A historien (hovedhistorien) er der et utal af underhistorier(B-, C-, D-, E-, histoirer osv.) som er mindst lige så relevante som A historien - kampen mellem Harry og Voldemort - kampen mellem det gode og det onde.. Og det er her jeg synes STeve Kloves og David Yates de fejler lidt, ved ikke at nøjes med en primær fokus på hovedhistorien... Men som sagt, så er det også en svær opgave, da Harry Potter universet simpelthen er så stort..

mvh.
martin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...