Susan Sarandon - et paradoks i Hollywood
I en alder af 62 år nærmer hun sig en status som levende Hollywood-legende, for hun er både den perfekte mor og det perfekte sexsymbol og alt sammen fordi hun har gjort netop det alle andre rådede hende til ikke at gøre. Jyllandsposten har mødt et omvandrende paradoks - Susan Sarandon.
Af Filmnørden
På fredag toner Susan Sarandon endnu engang frem på de danske biograflærreder og endnu engang gør hun det i rollen som mor. Har du fulgt med, så kender du hende som mor til blandt andre Orlando Bloom, Ryan Phillippe, Claire Danes, Natalie Portman, Reese Witherspoon og på fredag bliver hun så mor til Emile Hirsch i filmen Speed Racer. Selvom det er ren Hollywood-genetik og selvom hendes børn er spredt over flere film, så er det stadig en flok imponerende film-unger. Hun er blevet den ultimative film-mor og vi møder hende en regnvejrs dag i London, hvor hun ivrigt snakker om mødre, kønsroller og Playboy.
- Jeg har altid synes det at være mor, var komplet umuligt og dybt fascinerende. Selv efter at jeg blev mor i den virkelige verden, er det blevet ved med at fascinere mig og jeg tror det er derfor jeg bliver ved med at ta' mor-rollerne. I begyndelsen fik jeg at vide, at det var en stensikker måde at afslutte min karriere på. At jeg ikke kunne være seksuelt tiltrækkende efter at ha' spillet en mor. Men jeg har ikke noget i mod at gå mod strømmen.
For stik imod forventningerne og de "gode" råde, er hun ikke blevet sat i bås af filmindustrien. Ligeså meget som fans og kolleger ser hende som super-mor, så ser de hende som et stærkt sexsymbol - et levende bevis på at kvinders seksualitet ikke falmer, så snart de er blevet for gamle til at være på MTV. Og heri ligger det umiddelbare dilemma ved Susan Sarandon: hvordan bliver man både den ideelle mor og det ideelle sexsymbol, uden at forårsage et større, socialt Ødipuskompleks? Hun griner højlydt af spørgsmålet.
- Altså, i sidste ende handler det om at prøve på at være til stede i sit liv og at være interesseret i det. Jeg kan huske, da jeg var yngre og var ved at blive kendt, der ringede Playboy hele tiden. De ville gøre alt, for at få mig med i deres magasin, hvilket jeg overhovedet ikke gad, for jeg synes ikke det var ret sexet. Det synes jeg stadig ikke. Jeg så mere på ikke-amerikanske kvinder som Anna Magnani og tænkte "Gud, de er jo så lækre. Hvorfor? De ligner jo slet ikke Barbarella!"
Hentydningen til den tæt- og letpåklædte science fiction-heltinde, personificeret af Jane Fonda, får hende til at grine.
Glad = sexet
- Jeg undersøgte virkelig hvorfor jeg dog syntes disse anderledes kvinder var så sexede, og det havde noget at gøre med den måde de var så levende på. Takket være Marilyn Monroe herskede der en generel opfattelse af, at sexede kvinder var ofre for deres egen seksualitet. Man kunne ikke være sexet og være en mor samtidig, men det ændrede sig langsomt takket være de kvinder jeg så op til. Siden da er det præcis det jeg har søgt hele livet - at være en kvinde der siger ja til livet, så længe det er der. Hvis det tolkes som seksuel energi, så er det jo fint.
Selvom seksualitet på film foregår i et fiktivt univers, så eksisterer de samme regler på det store lærred, som i den virkelige verden.
- På et filmlærred er det lidt anderledes. Der kommer den seksuelle energi ikke fra en enkelt person. Den kommer fra det forhold to personer har sammen på lærredet. Hvis du tror på at de to personer, føler noget ganske særligt for hinanden, og her mener jeg ikke nødvendigvis seksuel lyst, så kan det godt tolkes som at de er sexede.
Men ifølge Susan kommer det alt sammen tilbage til, om de to pågældende skuespillere udstråler livsglæde.
- Så kan det være lige meget om du er gammel eller grim eller hvilken hudfarve du har. Hvis du har livsglæde, vil den altid skinne igennem og vil sikkert hurtigt blive tolket som seksuel spænding eller udstråling. Men det er livsglæden der er vigtig at fokusere på, for guderne skal vide at kampen for at vedligeholde et perfekt fysisk ydre, den er tabt på forhånd.
Hvordan er det så at være et vaskeægte sexsymbol?
- Jeg er da glad for at nogle mener at jeg personificere den form for seksualitet, men jeg har altså fået det fra andre kvinder, for verdenen er fuld af dem.
Roller og kønsroller
Det at Susan Sarandon har opnået den næsten umulige kvalitet "moderligt sexet", kan ses som et led i et større budskab, for hun har tit og ofte slået et slag for kvindekampen, når hun har udtalt sig i interviews og andre officielle henseender. Udover at hun og hendes samlever, Tim Robbins, har råbt meget højt om deres utilfredshed med USA's afgående præsident og dennes politik, så har Susan også brugt hver en chance hun har haft, til at slå en streg under hvor fastlåst kønsrollemønstret er i Hollywood.
- Lad mig først lige sige, at det i det hele taget er utroligt svært at finde gode roller, både for mandlige og kvindelige skuespillere - roller der ikke nødvendigvis spiller op ad de etablerede normer, om den stærke mand og den svage kvinde. Filmstudierne er ikke så vilde med at prøve nye ting af, så en idé der ligger lidt udenfor normen, har meget svært ved at blive til noget.
Når det er sagt, så mener Susan stadig, at der er færre gode roller og penge til kvinder end til mænd.
- Og situationen er værre for gamle kvinder, og den er endnu værre for gamle, sorte kvinder. Det har ikke ændret sig, men jeg tror det der er ved at ske nu er, at kvinder er blevet mere proaktive og bedre til at udvikle deres egne projekter. Personligt kan jeg ikke klage. Jo, jeg begynder da at få flere biroller, men så længe de efter min mening er interessante og vigtige i forhold til filmen, så har jeg intet i mod at spille dem. Det betyder desuden at jeg ikke bruger så meget tid på hver enkelt film, og dermed kan være med i mange flere.
Store penge, små film
Hun er ganske rigtigt enormt produktiv. Indenfor det seneste år har hun været med i intet mindre end seks film og har yderligere fem på vej, men trods den høje arbejdsfrekvens, så mener hun stadig at der er langt mellem snapsene i den amerikanske filmindustri.
- Industrien jo ikke en industri for ingenting. Den er drevet af idéen om at tjene penge, så pengene vil altid komme før de gode, nye idéer. Filmselskaberne satser jo oftest på det sikre. Det der er prøvet før. Det er den linde strøm af 2'ere og 3'ere et godt bevis på. Ja, de koster mange penge at lave, men filmselskabet VED at de tjener dem ind og så kan det være lige meget om det er en mellem-god film. De ved den tjener penge. Hele branchen er så gearet på at skulle tjene penge, at filmselskaberne ikke tør satse på "små" film, der desuden også har meget svært ved at blive distribueret. Der er ikke nogen der tør, hvilket i øjeblikket har meget at gøre med USA's svage økonomi.
Der er dog lys for enden af tunnelen, hvis man skal tro Susan.
- Jeg tror det ender med at film gennemgår samme udvikling som musik. Det ender med, at film bliver produceret og distribueret uden om de store filmselskaber og biografkæder, og bliver leveret direkte til publikum via nettet. Og det kommer til at ændre hele systemet som det ser ud i dag, ligesom det er sket i musikindustrien.
Og Susan selv? Vil hun også ændre sig? Hun tænker. Et smil breder sig på hendes læber.
- Der vil vel altid være brug for en mor.
0 comments:
Send en kommentar