Medvirkende: Michael Caine, Emily Mortimer, Ben Drew
Instruktion: Daniel Barber
Premiere: 20. maj 2010
Anmeldt af Casper K. I. Christensen

Harry bor i et gudsforladt slumkvarter i en unavngiven engelsk storby. Hver dag ser han hvordan byens narkomaner, pushere, ludere og andet godtfolk, gør livet surt for alle andre end dem selv. Hans kone ligger for døden på nærliggende hospital, men da de endelig ringer til Harry og siger "nu er det nu" kommer han for sent, fordi han ikke tør gå gennem fodgængertunnelen og derfor må gå en ad en omvej. Harrys bedste og eneste ven, Leonard, er også bange - og vred. Så vred at han nu er begyndt at gå rundt bevæbnet med en gammel militærbajonet. Leonards vrede (og våben) ender dog hurtigt med at få ham slået ihjel. Nu er Harry altså alene i verden, en mand uden noget at tabe og det er her han beslutter at drage nytte af sine år som koldblodig marinesoldat. Blodet flyder og bøllerne falder som fluer.

Så skifter filmen fuldstændig stil. Billederne er herfra stille som graven og krystalklare som en poleret kiste. Harrys ramponerede nabolag ligner en krigszone, men er filmet som var det en fashion-reklame. Det er et forfriskende valg af en visuel udtryksform, der ligger så langt fra socialrealisme som man kan tænke sig og det virker. Instruktøren Daniel Barbers ekstensive erfaringer inden for reklamebranchen, er ikke svær at spotte. Disse utroligt flotte billeder af noget utroligt grimt, fungerer kontrapunktisk og ender med at forstærke fornemmelsen af omgivelsernes ækelhed. I disse omgivelser præsenteres du så for en række kriminelle voldsmænd, der via filmens kolde, klare stemning og stil, også får deres ækelhed forstærket. Det virker ikke uægte - bare hyper-realistisk. Kombineret med den unavngivne geografi og det onde, pumpende elektroniske soundtrack, skaber dette en distance mellem tilskueren og filmen, der understreger at dette altså ikke skal opfattes som virkelighed. Harry Brown skal nemlig opfattes som et slags eventyr, omend et ufatteligt grumt og grimt et af slagsen.

Filmen er glimrende afbalanceret. I første halvdel er du vidne til så mange uretfærdigheder, at du næsten klapper i hænderne, når Harry endelig afliver sin første bølle. Problemet er, at den aldrig rigtigt tager stilling til sig selv. En film der oser så meget af selvtillid og overskud, bør også gå ind i en dialog med tilskueren om sit emne, men den gør det desværre ikke. Er det korrekt at udøve gade-retfærdighed eller er det bare symptombehandling? Vil de nedlagte pushere ikke bare blive erstattet af nye pushere? Filmen gi'r et meget kort, ensporet og unuanceret svar, der ikke holder.


Mangler intet andet end dybde.
Køb filmen for en slik på Amazon.co.uk:
0 comments:
Send en kommentar