- Film: Conan The Barbarian
- Medvirkende: Jason Momoa, Stephen Lang, Rose McGowan
- Instruktion: Marcus Nispel (The Texas Chainsaw Massacre ('03), Pathfinder, Friday The 13th ('09))
- Premiere: 18. august 2011
I eventyrlandet Hyboria fødes et barn af barbarernes leder og hans kone, midt under et blodigt slag. Efter et impromptu og dødeligt kejsersnit ser en lille dreng dagens lys og som det passende falder den nybagte fader ind, løfter han ham i strakte arme over sit blodplettede hoved og udstøder et urbrøl. WUAAAAAARRRRGGGH! Conan er født. Desværre er Conans papa også vogter over et af stykkerne af en magiske maske, der giver onde, onde guddommelige kræfter til hvem end der måtte samle den og tage den på.
Spring frem i tiden og Conan er teenager. Ind fra højre kommer krigsherren Kahlar Zym, der virkelig gerne vil have fingre i masken. Han torturerer og dræber Conans far og hele Conans hjemby, hvorefter han får fingre i den sidste del af masken.
Spring frem i tiden og Conan er en fuldvoksen kødhest. Efter i årevis at have draget rundt på må og få, begynder Conan at få færden af Khalar Zym og hans håndlangere og beslutter sig for at gøre det af med dem en for en. Hævn skal der til. På sin rejse får han overraskende følgeskab af en super hot nonne-agtige tøs, der åbenbart skal dræbes af Khalar Zym, for at masken kan vækkes til live. De slås, snakker og puler og så slås de lidt mere... og lidt mere... og så er det ellers "spændende" at se om Conan får smadret skallen på Khalar Zym og hans håndlangere og reddet verden oven i hatten. Hurra.
To tredjedele inde i Conan begyndte jeg aktivt at lede efter noget positivt. Noget der kunne retfærdiggøre at denne film skulle have mere end nul stjerner. Det første der slog mig, var de flotte locations, hvilket pressematerialet afslørede, bliver leveret af Bulgariens rå natur. Den passer godt til historien om Conan og dens mere rå og grove eventyrverden. For selvom den måske ved første øjekast minder om så mange andre af de Ringenes Herre-agtige eventyrverdener vi har set de seneste år, så er Conans verden (landet Hyboria) altså en hel del mere rå og grum. En slags goth'et heavy metal-eventyrverden. Der er naturligvis brugt computergrafik til at realisere de store vistaer med skumle borge og mere overjordiske elementer, men en stor del af det du ser findes altså i Bulgarien.
En anden ting der slog mig som positivt, var stemningen i filmen. Den er ikke lige så rå og voldsom som i Schwarzeneggers originale film, hvilket nok ikke vil glæde fans af 80'er-Conan. Alligevel synes filmen at ramme den mere rå eventyr-stemning ganske godt, ikke mindst takket være førnævnte Bulgarske natur.
Den sidste ting på plus-siden, skal ses i henhold til hvad denne film forsøger at opnå. Conan lokker med rå og blodig action og meget kan man sige om denne action (hvilket vi også gør om lidt), men den leverer. Der er action i denne film, ja, men her kan vi lydløst glide over på den anseelige liste over negativer ved Conan The Barbarian.
Lad os starte med actionsekvenserne. Ja, de er der og det er godt, for hvis ikke de havde været der, havde filmen jo nok været en del mere skuffende. Problemet er dog, at de ikke er særligt godt eksekverede. Det er et problem der går igen i mange andre af nutidens action-baskere og Conan slipper ikke helt for denne smitte, for det er ofte ganske enkelt svært at følge med i hvad der rent faktisk sker. Hvem var det nu lige der fik smattet hjernen ud af en kampesten? (Højst sandsynligt ikke Conan). Og hvem var det nu lige der sprættede indvoldene op på den soldat? (Højst sandsynligt Conan). Derudover mangler actionscenerne originalitet. Når man sætter sig for at lave en film, der ene og alene skal overleve på sine fuldfede actionsekvenser, så skal der altså noget nyt på bordet og det leverer Conan ikke.
I samme åndedræt kan vi fokusere på et andet af filmens mere tekniske aspekter, nemlig computergrafikken. Det meste af det er OK, men i enkelte skud ser det virkelig ud som om det er lavet alt for hurtigt. Især et etablerende billede af en ond borg med et par ulve foran står stærkt på nethinden, fordi en af de siddende ulve "svævede" hen over jorden. Denne form for glitch i computergrafikken i en blockbuster er ellers sjælden.
Næste problem er de uheldige sjæle der er blevet valgt til at udføre disse actionscener: skuespillerne. Vi skal ærlig talt ikke kunne bedømme hawaiianske Jason Momoas skuespillertalenter, for i en så papirtynd rolle som Conan er der grænser for hvad han har kunnet gøre. Han har dog store muskler og kan se nogenlunde overbevisende ud når han svinger et sværd, hvilket stort set også er hans eneste funktion i denne film. Stephen Lang har læst nok i Håndbog For Filmskurke til at hans Khalar Zym ikke falder helt igennem og Ron Perlman gør tydeligvis som han får besked på i rollen som Conans far Corin. Resten af den pauvre rolleliste udgøres mere eller mindre af no-name- eller B-skuespillere, der udviser den forventede mangel på følelsesmæssige indlevelse i deres roller.
Vi flyver straks videre til et af grundproblemerne i Conan The Barbarian. Et problem der ikke bare gælder denne nyeste film, men som gennemsyrer stort set hele Conan-sagaen: Der er ikke nogen man gider holde med. Det åbenlyse valg burde naturligvis falde på kødhesten i centrum af hele dette morads, men Conan-karakteren er simpelthen for dum til at han fortjener sympati. Havde han bare udvist et gram intelligens i løsningen på nogle enkelte af hans problemer, kunne han måske have vundet lidt sympati, men bogstaveligt talt samtlige af hans problemer løses med at en eller anden får kvast sit kranie. En så krigsliderlig ædedolk og horebuk er måske underholdende som en sidekarakter, men trods hans udhuggede marmor-muller, så kan han ikke bære en hel film alene.
Sidst men ikke mindst går filmens egen logik fløjten, jo mere den nærmer sig sin slutning. Khalar Zyms hekse-datter udviser forunderlige talenter, da hun halvvejs inde i filmen fremmaner nogle yderst kampdygtige sand-bæster, der virkelig giver Conan en udfordring. Hvorfor fa'en laver hun ikke nogle flere af dem i filmens afgørende og afsluttende scene, men nøjes med at tøffe rundt og se skummel ud i stedet. Dette er bare et eksempel på hvordan filmen bryder sin egen logik, men langt fra det eneste.
Er du typen der sparker til ting hvis du ikke kan få dem til at fungere (fjernsyn, biler, kærester), for derefter at kyle dem på lossepladsen, så skal du dog nok hygge dig i biffen. For alle jer andre er Conan The Barbarian virkelig ikke en særlig god film. Alligevel skal den have et par klaptræer, for den opnår trods alt sit mål om at give dig en spand rå og barbarisk action, svøbt ind i en passende Conan-stemning.
Filmnørdens karakter:
Så dum, men ganske barbarisk...
Spring frem i tiden og Conan er teenager. Ind fra højre kommer krigsherren Kahlar Zym, der virkelig gerne vil have fingre i masken. Han torturerer og dræber Conans far og hele Conans hjemby, hvorefter han får fingre i den sidste del af masken.
Spring frem i tiden og Conan er en fuldvoksen kødhest. Efter i årevis at have draget rundt på må og få, begynder Conan at få færden af Khalar Zym og hans håndlangere og beslutter sig for at gøre det af med dem en for en. Hævn skal der til. På sin rejse får han overraskende følgeskab af en super hot nonne-agtige tøs, der åbenbart skal dræbes af Khalar Zym, for at masken kan vækkes til live. De slås, snakker og puler og så slås de lidt mere... og lidt mere... og så er det ellers "spændende" at se om Conan får smadret skallen på Khalar Zym og hans håndlangere og reddet verden oven i hatten. Hurra.
To tredjedele inde i Conan begyndte jeg aktivt at lede efter noget positivt. Noget der kunne retfærdiggøre at denne film skulle have mere end nul stjerner. Det første der slog mig, var de flotte locations, hvilket pressematerialet afslørede, bliver leveret af Bulgariens rå natur. Den passer godt til historien om Conan og dens mere rå og grove eventyrverden. For selvom den måske ved første øjekast minder om så mange andre af de Ringenes Herre-agtige eventyrverdener vi har set de seneste år, så er Conans verden (landet Hyboria) altså en hel del mere rå og grum. En slags goth'et heavy metal-eventyrverden. Der er naturligvis brugt computergrafik til at realisere de store vistaer med skumle borge og mere overjordiske elementer, men en stor del af det du ser findes altså i Bulgarien.
En anden ting der slog mig som positivt, var stemningen i filmen. Den er ikke lige så rå og voldsom som i Schwarzeneggers originale film, hvilket nok ikke vil glæde fans af 80'er-Conan. Alligevel synes filmen at ramme den mere rå eventyr-stemning ganske godt, ikke mindst takket være førnævnte Bulgarske natur.
Den sidste ting på plus-siden, skal ses i henhold til hvad denne film forsøger at opnå. Conan lokker med rå og blodig action og meget kan man sige om denne action (hvilket vi også gør om lidt), men den leverer. Der er action i denne film, ja, men her kan vi lydløst glide over på den anseelige liste over negativer ved Conan The Barbarian.
Lad os starte med actionsekvenserne. Ja, de er der og det er godt, for hvis ikke de havde været der, havde filmen jo nok været en del mere skuffende. Problemet er dog, at de ikke er særligt godt eksekverede. Det er et problem der går igen i mange andre af nutidens action-baskere og Conan slipper ikke helt for denne smitte, for det er ofte ganske enkelt svært at følge med i hvad der rent faktisk sker. Hvem var det nu lige der fik smattet hjernen ud af en kampesten? (Højst sandsynligt ikke Conan). Og hvem var det nu lige der sprættede indvoldene op på den soldat? (Højst sandsynligt Conan). Derudover mangler actionscenerne originalitet. Når man sætter sig for at lave en film, der ene og alene skal overleve på sine fuldfede actionsekvenser, så skal der altså noget nyt på bordet og det leverer Conan ikke.
I samme åndedræt kan vi fokusere på et andet af filmens mere tekniske aspekter, nemlig computergrafikken. Det meste af det er OK, men i enkelte skud ser det virkelig ud som om det er lavet alt for hurtigt. Især et etablerende billede af en ond borg med et par ulve foran står stærkt på nethinden, fordi en af de siddende ulve "svævede" hen over jorden. Denne form for glitch i computergrafikken i en blockbuster er ellers sjælden.
Næste problem er de uheldige sjæle der er blevet valgt til at udføre disse actionscener: skuespillerne. Vi skal ærlig talt ikke kunne bedømme hawaiianske Jason Momoas skuespillertalenter, for i en så papirtynd rolle som Conan er der grænser for hvad han har kunnet gøre. Han har dog store muskler og kan se nogenlunde overbevisende ud når han svinger et sværd, hvilket stort set også er hans eneste funktion i denne film. Stephen Lang har læst nok i Håndbog For Filmskurke til at hans Khalar Zym ikke falder helt igennem og Ron Perlman gør tydeligvis som han får besked på i rollen som Conans far Corin. Resten af den pauvre rolleliste udgøres mere eller mindre af no-name- eller B-skuespillere, der udviser den forventede mangel på følelsesmæssige indlevelse i deres roller.
Vi flyver straks videre til et af grundproblemerne i Conan The Barbarian. Et problem der ikke bare gælder denne nyeste film, men som gennemsyrer stort set hele Conan-sagaen: Der er ikke nogen man gider holde med. Det åbenlyse valg burde naturligvis falde på kødhesten i centrum af hele dette morads, men Conan-karakteren er simpelthen for dum til at han fortjener sympati. Havde han bare udvist et gram intelligens i løsningen på nogle enkelte af hans problemer, kunne han måske have vundet lidt sympati, men bogstaveligt talt samtlige af hans problemer løses med at en eller anden får kvast sit kranie. En så krigsliderlig ædedolk og horebuk er måske underholdende som en sidekarakter, men trods hans udhuggede marmor-muller, så kan han ikke bære en hel film alene.
Sidst men ikke mindst går filmens egen logik fløjten, jo mere den nærmer sig sin slutning. Khalar Zyms hekse-datter udviser forunderlige talenter, da hun halvvejs inde i filmen fremmaner nogle yderst kampdygtige sand-bæster, der virkelig giver Conan en udfordring. Hvorfor fa'en laver hun ikke nogle flere af dem i filmens afgørende og afsluttende scene, men nøjes med at tøffe rundt og se skummel ud i stedet. Dette er bare et eksempel på hvordan filmen bryder sin egen logik, men langt fra det eneste.
Er du typen der sparker til ting hvis du ikke kan få dem til at fungere (fjernsyn, biler, kærester), for derefter at kyle dem på lossepladsen, så skal du dog nok hygge dig i biffen. For alle jer andre er Conan The Barbarian virkelig ikke en særlig god film. Alligevel skal den have et par klaptræer, for den opnår trods alt sit mål om at give dig en spand rå og barbarisk action, svøbt ind i en passende Conan-stemning.
Filmnørdens karakter:
Så dum, men ganske barbarisk...
0 comments:
Send en kommentar