- Film: Tintin: Enhjørningens Hemmelighed
- Medvirkende: Jamie Bell, Daniel Craig, Andy Serkis
- Instruktion: Steven Spielberg (Jaws, Raiders of the Lost Ark, Schindler's Liste)
- Premiere: 27. oktober 2011
Anmeldt af Casper K. I. Christensen
Filmnørdens karakter:
Indpakningen er mere spændende end indholdet.
Der skal et par facts på bordet, inden vi begiver os ordentligt ud i denne anmeldelse. For det første er undertegnede meget stor fan af Steven Spielberg. For det andet er undertegnede overhovedet ikke i nærheden af at være fan af Tintin. To vigtige ting at tage i betragtning når du læser denne anmeldelse.
Tintin: Enhjørningens Hemmelighed byder på en historie der er strikket sammen af flere forskellige Tintin-albums. Hovedparten udgøres af Enhjørningens Hemmelighed og Rackham den Rødes Skat, med delelementer fra Krabben med de Gyldne Klør. Det hele starter med at Tintin falder over et flot modelskib, som han køber for en skilling. Hvad han endnu ikke ved og som Terry finder ud af først, så indeholder skibet et lille stykke papir med en mystisk besked. Dette lille stykke papir er der nogle skumle typer der er meget interesserede i at få fingrene i og inden han ser sig om, er Tintin viklet ind i et hæsblæsende eventyr, der tager ham fra Europa til Afrika, hvor han undervejs møder Kaptajn Haddock for første gang. Kaptajnen er nemlig en nøgleperson i jagten på at løse mysteriet om Rackham den Rødes Skat.
Undertegnede har aldrig helt forstået Tintin-tegneserierne og deres værdi. De har i hvert fald aldrig fanget mig, selvom jeg gentagne gange har forsøgt at læse dem. Ikke et problem jeg har brugt videre tankekraft på at løse, men som jeg nu i denne film bliver konfronteret med for alvor. For hvorfor er det at jeg bare ikke synes Tintin er spændende, når horder og atter horder af fans verden over synes hans tegneserier er så geniale? Efter at have set filmen og gennemtænkt oplevelserne med tegneserierne, er svaret egentlig ret tydeligt. Tintin er røv kedelig. Ikke historierne, men karakteren. Han er så blankpoleret, ufejlbarlig, evigt glad, jomfruelig, uskyldig og intetsigende, at han næsten ikke findes. Efter lidt research og interviews med Tintin-fans står det også klart, at det absolut ikke er Tintin-karakteren der er det mest spændende ved tegneserierne, for alle fansene. Det er eventyrene, birollerne, de skæve sidehistorier, tidsbillederne og frem for alt helhedsindtrykket, der gør at folk elsker Tintin.
Problemet er, at en historie bygget op omkring en central figur der er fuldstændig ligegyldig, mens alt hvad der sker omkring ham skal være spændende, ikke virker på film. I hvert fald ikke i den film Spielberg har lavet. Jeg mangler ganske enkelt at blive følelsesmæssigt bundet til Tintin, så de vilde eventyr han kommer ud på kunne få betydning for mig. Det bliver jeg ikke og som konsekvens deraf, bliver jeg komplet ligeglad med de vilde eventyr og de skæve biroller og alt det andet. Det virker som om filmen prøver at gøgle og larme så meget, at jeg ikke fatter at Tintin i bund og grund ikke har en fløjtende fis at fortælle mig.
Den var ellers tæt på at lykkes i sin mission. Jeg var lige ved at tilgive den sit tomme indre, fordi der ved Gud sker så meget vildt oppe på lærredet. Den ene overkomponerede actionsekvens afløser den anden, til en sådan grad at jeg bagefter faktisk havde svært ved at spotte hvorfor jeg egentlig ikke synes filmen var særlig god.
Her er det nærliggende at hive Indiana Jones tilbage ind i billedet, for han er også en ret tom karakter, der kommer ud på vilde eventyr uden egentlig at ville fortælle mig noget... og så igen. Det der gør at Indy virker godt som eventyrhelt, er hans karakterbrister. Et ulmende faderkompleks affødt af hans mors tidlige død har gjort, at han bliver besat af sine mål, til en sådan grad at han stort set sætter både sit og sine venners liv og lemmer på spil, for at nå dem. Som konsekvens af sin besættelse, kaster han sig ud i at forsøge at løse problemer (både mentale og fysiske) uden at ane hvad han egentlig skal gøre. Og så er han er ikke ret god til det med følelser. Han virker arret og erfaren, men samtidig også skrøbelig og ofte ude hvor han ikke kan bunde. Han virker som et rigtigt menneske. Det er fedt at følge med ham, for hvor går hans grænser? Hvad vil han IKKE gøre, for at få den lille, åndssvage dims fra oldtiden ind på et museum?
Hvorfor drager Tintin på eventyr? Ja, han er journalist og leder altid efter en historie, men hvorfor? Hvad driver ham? Hvad er det han vil opnå? Grundlæggende mangler Tintin noget ægthed, der kunne gøre ham til et rigtigt menneske og når man sætter sådan en karakter ind som grundpillen i et stort, svulmende eventyr, så går der ikke længe før han knækker over på midten og eventyret braser sammen.
På en måde er Tintin og hans univers ekstremt karikeret og forholdsvis urealistisk. Her kan vi så passende fokusere på det særlige visuelle udtryk som Peter Jackson (producer) og Steven Spielberg har valgt til filmen. Tintin: Enhjørningens Hemmelighed er nemlig computeranimeret fra start til slut. De "rigtige" skuespilleres bevægelser og stemmer er blevet indfanget af en computer, der så har brugt dem til at animere computergenererede karakterer... og det ser stadig underligt ud. Umiddelbart forventede jeg at blive vant til den ultra-detaljerede tegnestil som filmen foldede sig ud, men hele filmen igennem blev jeg gang på gang opmærksom på præcis hvor mange furer jeg kunne se i Haddocks pande og hvor perfekt rillerne i Tintins lillefingernegl var gengivet. Det er et grafisk udtryk, der næsten er selvmodsigende, for det ser ekstremt detaljeret og realistisk ud, samtidig med at det ser dybt urealistisk ud, eksempelvis fordi karakterernes hoveder ofte er meget store i forhold til deres kroppe.
For mit vedkommende hoppede indlevelses-kæden af det visuelle udtryk, da man ser Haddock lynhurtigt blive slynget rundt af en flypropel, hvorefter han bliver tyret ned i ørkensandet. Det er første (men ikke sidste) "stunt" i filmen, der umuligt kunne være gennemført af en rigtig stuntmand. Havde det nu været en Pixar-film eller en old school, håndtegnet Disney-film, så havde det ikke gjort noget, men den "kunstige realisme" som denne film udtrykker sig med, fik det til at stikke ud som en sur tommelfinger. Animationsmæssigt befinder vi os i en brydningstid og når vi engang har set 100 film der bruger denne form for overdetaljeret "kunstig realisme", så skurer det sikkert ikke i øjnene mere, men det gør det altså nu.
Musikken leveres af Spielbergs tro væbner, John Williams, og det er muligvis første gang han har lavet et score, uden et eneste genkendeligt tema. Det er absolut ikke negativt, men netop en gøglet animationsfilm ville nyde godt af lidt letgenkendeligt leitmotif's her og der.
Phew... Så kom vi vist igennem alt jeg havde at sige om Tintin: Enhjørningens Hemmelighed. Jeg aner ikke om Tintin-fans vil bryde sig om den, men lad det endelig komme an på en prøve. Derudover er det en (måske lidt for) børnevenlig film, så tag endelig poderne med i biografen og giv dem en oplevelse. Det var en film jeg meget gerne ville kunne lide og det kan jeg til dels også, men jeg har alt for mange problemer med den til at holde den ude af glemmebogen. Det er en film der byder på to hæsblæsende og ganske underholdende timer i biografen, så længe du baner vejen for den med popcorn og cola og ikke kratter i dens ekstremt blankpolerede overflade.
Tintin: Enhjørningens Hemmelighed byder på en historie der er strikket sammen af flere forskellige Tintin-albums. Hovedparten udgøres af Enhjørningens Hemmelighed og Rackham den Rødes Skat, med delelementer fra Krabben med de Gyldne Klør. Det hele starter med at Tintin falder over et flot modelskib, som han køber for en skilling. Hvad han endnu ikke ved og som Terry finder ud af først, så indeholder skibet et lille stykke papir med en mystisk besked. Dette lille stykke papir er der nogle skumle typer der er meget interesserede i at få fingrene i og inden han ser sig om, er Tintin viklet ind i et hæsblæsende eventyr, der tager ham fra Europa til Afrika, hvor han undervejs møder Kaptajn Haddock for første gang. Kaptajnen er nemlig en nøgleperson i jagten på at løse mysteriet om Rackham den Rødes Skat.
Undertegnede har aldrig helt forstået Tintin-tegneserierne og deres værdi. De har i hvert fald aldrig fanget mig, selvom jeg gentagne gange har forsøgt at læse dem. Ikke et problem jeg har brugt videre tankekraft på at løse, men som jeg nu i denne film bliver konfronteret med for alvor. For hvorfor er det at jeg bare ikke synes Tintin er spændende, når horder og atter horder af fans verden over synes hans tegneserier er så geniale? Efter at have set filmen og gennemtænkt oplevelserne med tegneserierne, er svaret egentlig ret tydeligt. Tintin er røv kedelig. Ikke historierne, men karakteren. Han er så blankpoleret, ufejlbarlig, evigt glad, jomfruelig, uskyldig og intetsigende, at han næsten ikke findes. Efter lidt research og interviews med Tintin-fans står det også klart, at det absolut ikke er Tintin-karakteren der er det mest spændende ved tegneserierne, for alle fansene. Det er eventyrene, birollerne, de skæve sidehistorier, tidsbillederne og frem for alt helhedsindtrykket, der gør at folk elsker Tintin.Problemet er, at en historie bygget op omkring en central figur der er fuldstændig ligegyldig, mens alt hvad der sker omkring ham skal være spændende, ikke virker på film. I hvert fald ikke i den film Spielberg har lavet. Jeg mangler ganske enkelt at blive følelsesmæssigt bundet til Tintin, så de vilde eventyr han kommer ud på kunne få betydning for mig. Det bliver jeg ikke og som konsekvens deraf, bliver jeg komplet ligeglad med de vilde eventyr og de skæve biroller og alt det andet. Det virker som om filmen prøver at gøgle og larme så meget, at jeg ikke fatter at Tintin i bund og grund ikke har en fløjtende fis at fortælle mig.
Den var ellers tæt på at lykkes i sin mission. Jeg var lige ved at tilgive den sit tomme indre, fordi der ved Gud sker så meget vildt oppe på lærredet. Den ene overkomponerede actionsekvens afløser den anden, til en sådan grad at jeg bagefter faktisk havde svært ved at spotte hvorfor jeg egentlig ikke synes filmen var særlig god.Her er det nærliggende at hive Indiana Jones tilbage ind i billedet, for han er også en ret tom karakter, der kommer ud på vilde eventyr uden egentlig at ville fortælle mig noget... og så igen. Det der gør at Indy virker godt som eventyrhelt, er hans karakterbrister. Et ulmende faderkompleks affødt af hans mors tidlige død har gjort, at han bliver besat af sine mål, til en sådan grad at han stort set sætter både sit og sine venners liv og lemmer på spil, for at nå dem. Som konsekvens af sin besættelse, kaster han sig ud i at forsøge at løse problemer (både mentale og fysiske) uden at ane hvad han egentlig skal gøre. Og så er han er ikke ret god til det med følelser. Han virker arret og erfaren, men samtidig også skrøbelig og ofte ude hvor han ikke kan bunde. Han virker som et rigtigt menneske. Det er fedt at følge med ham, for hvor går hans grænser? Hvad vil han IKKE gøre, for at få den lille, åndssvage dims fra oldtiden ind på et museum?
Hvorfor drager Tintin på eventyr? Ja, han er journalist og leder altid efter en historie, men hvorfor? Hvad driver ham? Hvad er det han vil opnå? Grundlæggende mangler Tintin noget ægthed, der kunne gøre ham til et rigtigt menneske og når man sætter sådan en karakter ind som grundpillen i et stort, svulmende eventyr, så går der ikke længe før han knækker over på midten og eventyret braser sammen.På en måde er Tintin og hans univers ekstremt karikeret og forholdsvis urealistisk. Her kan vi så passende fokusere på det særlige visuelle udtryk som Peter Jackson (producer) og Steven Spielberg har valgt til filmen. Tintin: Enhjørningens Hemmelighed er nemlig computeranimeret fra start til slut. De "rigtige" skuespilleres bevægelser og stemmer er blevet indfanget af en computer, der så har brugt dem til at animere computergenererede karakterer... og det ser stadig underligt ud. Umiddelbart forventede jeg at blive vant til den ultra-detaljerede tegnestil som filmen foldede sig ud, men hele filmen igennem blev jeg gang på gang opmærksom på præcis hvor mange furer jeg kunne se i Haddocks pande og hvor perfekt rillerne i Tintins lillefingernegl var gengivet. Det er et grafisk udtryk, der næsten er selvmodsigende, for det ser ekstremt detaljeret og realistisk ud, samtidig med at det ser dybt urealistisk ud, eksempelvis fordi karakterernes hoveder ofte er meget store i forhold til deres kroppe.
For mit vedkommende hoppede indlevelses-kæden af det visuelle udtryk, da man ser Haddock lynhurtigt blive slynget rundt af en flypropel, hvorefter han bliver tyret ned i ørkensandet. Det er første (men ikke sidste) "stunt" i filmen, der umuligt kunne være gennemført af en rigtig stuntmand. Havde det nu været en Pixar-film eller en old school, håndtegnet Disney-film, så havde det ikke gjort noget, men den "kunstige realisme" som denne film udtrykker sig med, fik det til at stikke ud som en sur tommelfinger. Animationsmæssigt befinder vi os i en brydningstid og når vi engang har set 100 film der bruger denne form for overdetaljeret "kunstig realisme", så skurer det sikkert ikke i øjnene mere, men det gør det altså nu.Musikken leveres af Spielbergs tro væbner, John Williams, og det er muligvis første gang han har lavet et score, uden et eneste genkendeligt tema. Det er absolut ikke negativt, men netop en gøglet animationsfilm ville nyde godt af lidt letgenkendeligt leitmotif's her og der.
Phew... Så kom vi vist igennem alt jeg havde at sige om Tintin: Enhjørningens Hemmelighed. Jeg aner ikke om Tintin-fans vil bryde sig om den, men lad det endelig komme an på en prøve. Derudover er det en (måske lidt for) børnevenlig film, så tag endelig poderne med i biografen og giv dem en oplevelse. Det var en film jeg meget gerne ville kunne lide og det kan jeg til dels også, men jeg har alt for mange problemer med den til at holde den ude af glemmebogen. Det er en film der byder på to hæsblæsende og ganske underholdende timer i biografen, så længe du baner vejen for den med popcorn og cola og ikke kratter i dens ekstremt blankpolerede overflade.Filmnørdens karakter:
Indpakningen er mere spændende end indholdet.
0 comments:
Send en kommentar