Af Casper Christensen
I min berøring med filmen Hushpuppy har jeg været rundt om så mange af filmens aspekter, at jeg er blevet godt gammeldags rundtosset. Få, hvis nogen, film har præsteret at gøre mig så meget i tvivl om hvad jeg skulle mene om den. Eller rettere, få film har været så svære for mig at bedømme som Hushpuppy og det er der rigtig, rigtig mange grunde til. Jeg er kommet helt tæt på selve essensen af anmelderiet og filmen har fået mig til at stille spørgsmål ved mine fremgangsmetoder og bevægegrunde. Det er både forfriskende og trættende, men jeg bliver nød til at prøve at formulere det til en anmeldelse.
Livet i Badekarret
Hushpuppy fortæller historien om den lille pige Hushpuppy, der bor med sin far Wink i et sumpområde (kaldet Badekarret) udenfor New Orleans. De bor i et lille samfund af selvvalgt udstødte, der nægter at lade sig indlemme i samfundet og som i stedet vælger at stå på egne ben, selvom storme og andre naturkatastrofer både hurtigt og langsomt får vandet til at stige i deres udsatte nabolag. De bor i skrammel-huse, med skrammel-interiør og lever i og af naturen. En kæmpe storm er på vej og selvom flere af Badekarrets beboere vælger endelig at flygte ind til det etablerede samfund bag digerne, står en håndfuld beboere fast, deriblandt Wink og dermed Hushpuppy. De bliver. De kan selv. De er nogle overlevere.
Lad mig få det positive af vejen, for det er der ingen grund til at dvæle ved, eftersom 90 % af jordens filmanmeldere (100 % af de danske) har rost dette lille lav-tekniske vidunder af en film til skyerne. Der er kun uddelt 5 og 6 stjerner. Dybt imponerende. Og dybt foruroligende, men det kommer jeg til. For både teknisk og objektivt set, er der som sagt her tale om et lille vidunder. Filmens genre kan kortest betegnes som "socialrealistisk adventure", med en yderst samfundsbevidst historie, der finder sted i de ganske virkelige, men også forunderlige og eventyrlige omgivelser man finder ved Mississippi-flodens udløb. Filmen fortælles stramt gennem den lille pige Hushpuppys eget perspektiv og det kræver ekstrem kontrol over sit filmsprog at kunne. Blandt andet derfor er det en imponerende debut fra instruktør Benh Zeitlin, der må være født med et ufatteligt talent og klarsyn. De billeder og stemninger han får vredet ud af både historie som omgivelser er, som så mange andre har understreget, besnærende, fortryllende, magisk og (find selv på flere poetisk famlende adjektiver).
Mange har også rost amatørskuespillernes præstationer - især lille Quvenzhané Wallis - men her begynder min enighed med den globale anmelderstab så småt at slippe op. Nej, de spiller ikke godt. De spiller okay og formår at få formidlet de følelser de skal, men jeg nåede under filmen at tænke "hold da op, har Zeitlin forsøgt at dække over skuespillernes manglende evner ved at få dem til konstant at råbe?". For råbet som kommunikationsform er både kraftfuldt og utvetydigt og følelsesladet, men det kræver ikke den store finesse at udføre. Især Wink, Hushpuppys far, kommunikere primært gennem råb til en sådan grad, at det blev trættende. Ja, han falder ned til sidst, takket være et skrantende helbred, men ikke før han har lært sin datter, at råbet er den bedste måde at kommunikere på. Så nej, jeg blev ikke forført af det ellers elskværdige skuespil som disse amatører spiller. Derudover bruger filmen også nogle narrative greb, der i min bog lugter lidt af muggen kliché, såsom det mytiske grisebæst der tør op i den arktiske is og begynder at indhente lille Hushpuppy. For banalt til mig. Grundlæggende er der dog ikke mange fingre at sætte på de filmtekniske aspekter af filmen. Alt spiller og set med objektive, filmtekniske øjne, er det helt og aldeles vidunderligt.
Men når alt spiller i en film, så kan man få folk til at tro på alt, hvilket giver fortælleren en farlig magt og det er her jeg igen og igen løber ind i et ufatteligt dilemma. Skal jeg som anmelder tage kritisk stilling til de budskaber jeg får ud af filmen? Det er ikke uvant for mig at se film, der gør mig ilde til mode. Film der er ubehagelige og giver mig en knugende fornemmelse i maven. Et rimeligt friskt eksempel er We Need to Talk About Kevin. En grim og grum film om hvordan en mor uforvarende kan komme til at opdrage sit barn til massemorder (eller er det nu også hendes skyld?). Således efterlod Hushpuppy mig med en grim knude i maven, men jeg forstod ikke hvorfor. Dette er jo en skøn historie om en lille pige der klarer sig mod alle odds og overlever i en verden af magisk realisme der er komplet ubarmhjertig. Hvorfor er jeg ikke med hende? Hvad er det der forhindrer mig i at vinde sympati for hende? Hvad er det dog ved denne film, der gør at jeg ikke kan lide den, på et meget dybtfølt, personligt plan?
Ekstremister af enhver slags bliver glade
Efter mange, lange timers grublen og søgen, tror jeg at jeg har fundet svaret og det er lidt omfattende, så hold ud. Ideologisk set har vi her med en film at gøre, der både direkte og indirekte bringer en kritik af menneskets forhold til naturen, blandt andet. Vi futter for meget kul, olie og brænde af, hvilket får polerne til at smelte, hvilket får vandstanden til at stige, hvilket bringer lille søde Hushpuppy og hendes magiske sumpland i fare. Hun og det mini-samfund hun lever i forsøger at holde stand, med et symbiotisk forhold til Moder Gaia Jord og den ekstremistiske venstrefløj sidder og klapper i deres små hænder. Hushpuppy og det bestialske mini-samfund nægter pure at lade sig indlemme af samfundet, staten og den medfølgende velfærd. De kan og vil selv, koste hvad det vil – selv livet. De kæmper for deres lille stykke land og de gør det alene, uden hjælp fra nogen og den ekstremistiske højrefløj sidder og klapper i deres små hænder. Obama kunne lære noget af Zeitlin. Ingen af ovenstående budskaber stryger mig mod hårene. Det er værdige budskaber at sætte fokus på og spændende som de ekstremt forskellige ideologier finder sammenhørighed i denne film.
Næ, mine grundlæggende problemer med filmen kan deles op i tre:
1. De forkasteligt amoralske og uetiske menneskelige værdier der forherliges, glorificeres og romantiseres.
2. Den manipulerende tvangsfodring af punkt 1, via et ufatteligt effektivt og manipulerende filmsprog.
3. Den helt grundlæggende mangel på udvikling og læring hos karaktererne.
Filmen låser sig som sagt fast i Hushpuppys perspektiv. Publikum forlader aldrig hendes syn på verden - får aldrig chancen for at se hendes verden udefra. Man får med andre ord serveret en romantisk version af livet i armod, hvor de forkvaklede værdier hun bliver indoktrineret gennem sin far, skal ses som positive. Flere gange kommanderes hun af sin far til aldrig at græde. Gråd er et tegn på svaghed. Og Hushpuppy græder ikke. Hun retter ind. Hun kvæler sine følelser og på basis af denne umenneskeliggørende opførsel skal vi som publikum glædes over hvor stærk hun er. Hushpuppy besøger i jagten på sin mor et bordel, hvor de prostituerede alle er nogle søde, rare, kærlige, moderlige kvindfolk, der krammer de små søde børn, mens deres neutrale, liderlige kunder sidder rundt omkring og venter på et knald. Samtlige af de voksne som Hushpuppy omgives af i sit lille sump-samfund er alkoholiske tosser, der tydeligvis ikke har den fjerneste anelse om hvordan man skal tage sig af et barn. Jeg bliver nød til at være hudløst ærlig og sige at synes det er sygt.
Det er jo sygt, det her
Min lede formindskes ikke af det faktum, at ufatteligt få anmeldere har gjort opmærksom på disse forfærdelige aspekter af filmen i deres anmeldelser. Det tyder unægteligt på, at jeg fejlfortolker filmen, men NEJ! Jeg kan ikke med mine personlige principper i behold bifalde en film der så manipulerende tvinger sit publikum til at glædes ved dette sociopatiske menneskesyn, for det er præcis hvad lille Hushpuppy opdrages af sin far og filmen til at blive: en følelseskvælende, egoistisk sociopat. Og vi, som publikum, opdrages til det samme. Havde Hushpuppy eller hendes far eller hans venner eller publikum bare fået det mindste håb om, at disse karakterer rent faktisk lærte noget af dette forbandede morads, ville der have været et lys for enden af tunnelen, men det gør de ikke. INGEN af karaktererne i denne film udvikler sig. INGEN lærer noget. De forbliver lige så ignorante som de er fra begyndelsen. Inklusiv publikum.
Husker du Spielbergs Hushpuppy?
Filmen Hushpuppy stiller ikke spørgsmål. Den giver og råber svarene ud i hovedet på dig og nogle virkelig modbydelige nogle af slagsen. Magen til frastødende menneskesyn. Her må jeg henlede din opmærksomhed på Steven Spielbergs glimrende Empire of the Sun. Her er en lignende historie, om en dreng der konfronteres med en grim og grum voksenverden, som han kun overlever ved at opbygge sit eget forkvaklede syn på sine omgivelser. Men Empire of the Sun lægger ikke skjul på hvor forkert drengens opfattelse af sin omverden er. Den tager både sit publikum med ind i drengens perspektiv, samtidig viser den sit publikum drengen udefra. Empire of the Sun dømmer ikke hvad der er rigtigt og forkert. Den stiller spørgsmål, perspektiverer og viser hvad der presser folk ud i at leve som bæster, men den fortæller dig ikke hvad der er rigtigt ved at forherlige, romantisere eller glorificere sine pointer. Den lader publikum finde sine egne svar.
Mit afsluttende råb
Nej, jeg er ikke glad for Hushpuppy. Som sagt en den et filmteknisk vidunder og den fortjener megen ros. Men for pokker hvor fortjener den også en røvfuld for sin propagandistiske formidling af et amoralsk og uetisk menneskesyn, formidlet via en Darwinistisk hyldest til sejren af kontrol og styrke over følelser og omsorg. Og det bliver kun værre af, at netop dette hyldes af 90 % af Jordens anmeldere. Den skal have stor ros for sine tekniske aspekter, der kan fungere som inspirationskilde for en hel generation af filmskabere uden penge, men den skal have lige så megen ris, for sine grimme, forherligede budskaber. Jeg kan og vil ikke se bort fra sidstnævnte, selvom jeg måske burde i filmanmelderiets hellige navn, men det strider simpelthen for hårdt mod mine helt personlige, private principper.
Filmnørdens karakter:Så lav-teknisk flot som den er moralsk grim
1 comments:
Der faldt en sten fra mit hjerte, en kort overgang troede jeg, at jeg var den eneste der ikke syntes at den var fantastisk.
/Arthur
Send en kommentar