Film: District 9
Medvirkende: Sharlto Copley, Jason Cope, Nathalie Bollt
Instruktion: Neill Blomkamp
Premiere: 21. august 2009
Lige siden 50'ernes koldkrigs-paranoide science fiction-gysere, har der ikke været langt mellem rumvæsner-invaderer-Jorden-filmene. Senest var det floppet The Day The Earth Stood Still, der forsøgte at genfortælle en af genrens ældste historier, men selvom langt de fleste film af denne slags ligger i den rådne ende af skalaen, bliver instruktører og producere ved med at spytte dem på gaden. Og heldigvis for det, for en sjælden gang i mellem rammer de rigtigt. Som eksempelvis med District 9.
Filmen lægger hårdt ud og starter 20 år efter, at Jorden omsider har fået besøg af rumvæsner. I modsætning til alle forventninger, så var de hverken onde og eller gode, da de ankom tilbage i 80'erne. De var bare møg trætte. De valgte også at lande over en noget uventet by: Johannesburg. I de forløbne 20 år har den sydafrikanske regering hyret selskabet Multi-National United til, at stå for interneringen af disse dovne og klamme rumvæsner. Som en anden flygtningelejr oprettede de det såkaldte District 9, der minder om et slum-kvarter i et hvilket som helst u-land. De sociale problemer har hobet sig i gennem årene og det er nu besluttet, at District 9 skal flyttes 250 km ud af byen og det er her filmen begynder.
Som leder af hele flytteprojektet har Multi National United valgt den slapsvansede Wikus Van De Merwe. Han er stolt som kun en tåbe kan være det, over at ha' fået opgaven og går friskt i gang med arbejdet. Flere hundrede hold sendes ind i District 9, for i overensstemmelse med loven, at gøre rumvæsnerne opmærksomme på at de skal flyttes. Det er på en af disse ture, at Wikus kommer i nærkontakt med et besynderligt stof, der får så grusomme konsekvenser for ham, at han til sidst kun kan findes et sted hvor han kan skjule sig: District 9.
Det altoverskyggende aspekt af District 9, som de af jer der har set traileren måske kan gætte, er den måde historien visuelt fortælles på. Filmen bruger nemlig de samme virkemidler som en klassisk dokumentar: håndholdt kamera, sporadiske interviews, klip fra nyhedsudsendelser, og så videre. Det er en stil der virker og i Neill Blomkamps hænder, næsten bliver brugt til perfektion. Derfor er det også meget let at overse filmens andre positive sider, for dem er der mange forskellige af.
De komplet ukendte skuespillere kaster nogle ekstremt fede præstationer af sig. Især Sharlto Copley, der har rollen som filmens absolutte hovedperson Wikus, leverer i enkelte scener nogle reaktioner der kravler langt på under huden på tilskueren. Mest imponerende er det dog, at Wikus er en slatten bangebuks, der gang på gang viser sin mangel på mod og medmenneskelighed... og ALLIGEVEL holder man med ham. Man mister sympatien for ham, men der går ikke længe inden man har fået den igen. Det er både imponerende skrevet og imponerende spillet.
Selve historien i District 9 byder også på en hel del overraskelser. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men nøjes med at sige, at den tager nogle uventede drejninger her og der. Vigtigst af alt er, at den utroligt nok aldrig overskrider grænsen, hvor man holder op med at tro på den. Ja, det er total science fiction det her, men HVIS nu at der landede en bunke flygtninge-rumvæsner på Jorden, så er det slet ikke umuligt at det her ville ske.
Dette er ikke overraskende en effekt-tung film, men netop fordi historien, skuespillet og dokumentar-følelsen spiller godt sammen, tænker man ikke så meget over dem. Som alle andre elementer, glider de fint sammen med resten af filmen.
Desværre har District 9 et ret stort problem, netop som følge af den helt bevidste fortællemåde den bruger. For filmen prøver ikke 100 % at ligne en dokumentar. I et tiltagende antal scener, lader den dokumentar-illusionen falde, til fordel for historiefortælling. Dette udmønter sig i flere og flere scener, hvor det kamerahold der ofte refereres til i starten af filmen, ganske enkelt ikke er der. De visuelle dokumentar-effekter fortsætter, men illusionen om en ægte dokumentar fordufter. Denne leg med fortælleformen er ganske vist frisk og interessant, men for undertegnede betød den, at jeg blev så godt som komplet følelsesmæssigt afskåret fra karaktererne og historien. Drøn ærgerligt, for hvis Blomkamp havde holdt ved i dokumentar-illusionen, ville det ha' været så meget nemmere, at lade sig involvere i historien. Ikke at Cloverfield er en særlig god film, men den bryder på intet tidspunkt sin egen hjemmevideo-illusion og mister derfor ikke sit publikum af den grund (men muligvis af andre).
Det er faktisk eneste negative ting der er at sige om District 9, men den er også ganske alvorlig. Den er flot, spændende, innovativ, underholdende og alt muligt andet. Den slipper desværre bare taget i sin tilskuer i sidste halvdel.
Filmnørdens karakter:
Fed science fiction, men ikke helt så fed film
Medvirkende: Sharlto Copley, Jason Cope, Nathalie Bollt
Instruktion: Neill Blomkamp
Premiere: 21. august 2009
Lyt til Filmnørdens anmeldelse af District 9 på Voice:
Lige siden 50'ernes koldkrigs-paranoide science fiction-gysere, har der ikke været langt mellem rumvæsner-invaderer-Jorden-filmene. Senest var det floppet The Day The Earth Stood Still, der forsøgte at genfortælle en af genrens ældste historier, men selvom langt de fleste film af denne slags ligger i den rådne ende af skalaen, bliver instruktører og producere ved med at spytte dem på gaden. Og heldigvis for det, for en sjælden gang i mellem rammer de rigtigt. Som eksempelvis med District 9.
Filmen lægger hårdt ud og starter 20 år efter, at Jorden omsider har fået besøg af rumvæsner. I modsætning til alle forventninger, så var de hverken onde og eller gode, da de ankom tilbage i 80'erne. De var bare møg trætte. De valgte også at lande over en noget uventet by: Johannesburg. I de forløbne 20 år har den sydafrikanske regering hyret selskabet Multi-National United til, at stå for interneringen af disse dovne og klamme rumvæsner. Som en anden flygtningelejr oprettede de det såkaldte District 9, der minder om et slum-kvarter i et hvilket som helst u-land. De sociale problemer har hobet sig i gennem årene og det er nu besluttet, at District 9 skal flyttes 250 km ud af byen og det er her filmen begynder.
Som leder af hele flytteprojektet har Multi National United valgt den slapsvansede Wikus Van De Merwe. Han er stolt som kun en tåbe kan være det, over at ha' fået opgaven og går friskt i gang med arbejdet. Flere hundrede hold sendes ind i District 9, for i overensstemmelse med loven, at gøre rumvæsnerne opmærksomme på at de skal flyttes. Det er på en af disse ture, at Wikus kommer i nærkontakt med et besynderligt stof, der får så grusomme konsekvenser for ham, at han til sidst kun kan findes et sted hvor han kan skjule sig: District 9.Det altoverskyggende aspekt af District 9, som de af jer der har set traileren måske kan gætte, er den måde historien visuelt fortælles på. Filmen bruger nemlig de samme virkemidler som en klassisk dokumentar: håndholdt kamera, sporadiske interviews, klip fra nyhedsudsendelser, og så videre. Det er en stil der virker og i Neill Blomkamps hænder, næsten bliver brugt til perfektion. Derfor er det også meget let at overse filmens andre positive sider, for dem er der mange forskellige af.
De komplet ukendte skuespillere kaster nogle ekstremt fede præstationer af sig. Især Sharlto Copley, der har rollen som filmens absolutte hovedperson Wikus, leverer i enkelte scener nogle reaktioner der kravler langt på under huden på tilskueren. Mest imponerende er det dog, at Wikus er en slatten bangebuks, der gang på gang viser sin mangel på mod og medmenneskelighed... og ALLIGEVEL holder man med ham. Man mister sympatien for ham, men der går ikke længe inden man har fået den igen. Det er både imponerende skrevet og imponerende spillet.Selve historien i District 9 byder også på en hel del overraskelser. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men nøjes med at sige, at den tager nogle uventede drejninger her og der. Vigtigst af alt er, at den utroligt nok aldrig overskrider grænsen, hvor man holder op med at tro på den. Ja, det er total science fiction det her, men HVIS nu at der landede en bunke flygtninge-rumvæsner på Jorden, så er det slet ikke umuligt at det her ville ske.
Dette er ikke overraskende en effekt-tung film, men netop fordi historien, skuespillet og dokumentar-følelsen spiller godt sammen, tænker man ikke så meget over dem. Som alle andre elementer, glider de fint sammen med resten af filmen.
Desværre har District 9 et ret stort problem, netop som følge af den helt bevidste fortællemåde den bruger. For filmen prøver ikke 100 % at ligne en dokumentar. I et tiltagende antal scener, lader den dokumentar-illusionen falde, til fordel for historiefortælling. Dette udmønter sig i flere og flere scener, hvor det kamerahold der ofte refereres til i starten af filmen, ganske enkelt ikke er der. De visuelle dokumentar-effekter fortsætter, men illusionen om en ægte dokumentar fordufter. Denne leg med fortælleformen er ganske vist frisk og interessant, men for undertegnede betød den, at jeg blev så godt som komplet følelsesmæssigt afskåret fra karaktererne og historien. Drøn ærgerligt, for hvis Blomkamp havde holdt ved i dokumentar-illusionen, ville det ha' været så meget nemmere, at lade sig involvere i historien. Ikke at Cloverfield er en særlig god film, men den bryder på intet tidspunkt sin egen hjemmevideo-illusion og mister derfor ikke sit publikum af den grund (men muligvis af andre).Det er faktisk eneste negative ting der er at sige om District 9, men den er også ganske alvorlig. Den er flot, spændende, innovativ, underholdende og alt muligt andet. Den slipper desværre bare taget i sin tilskuer i sidste halvdel.
Filmnørdens karakter: Fed science fiction, men ikke helt så fed film
Gå til forsiden - klik her!
1 comments:
Jeg så filmen i går. Syntes den var helt fantastisk. Der går ikke mere end 5 min., så sidder man med ondt i maven og føler sig utryk ved hele situationen... men på den gode måde. Måske syntes jeg ikke om slutningen af filmen... men jeg vil ikke "spoile" den for nogle.
Send en kommentar