Medvirkende: Mia Wasikowska, Johnny Depp, Helena Bonham-Carter
Instruktør: Tim Burton
Premiere: 4. marts '10
Med en sær blanding af frygt, spænding og tilbageholdenhed har jeg ladet Tim Burton gi' sit bud på en 3D-film. Alice I Eventyrland er blevet vredet gennem Burton-møllen og det er der kommet en unægteligt flot film ud af.
Alice er blevet ældre siden hun besøgte det bizarre drømmeland sidst, men da hun flygter fra en aristokratisk tvangs-forlovelse falder hun sørme ned i kaninhullet igen. Her bliver hun større, mindre og større igen og mindre igen, mens hun møder et par fede tvillinger, en gal dronning med et stort hoved, en gal hattemager, en gal kanin og en masse andre gale ting og sager. Af uforklarlige årsager et det åbenbart kun hende, der kan redde de gode gale fra, at blive tyranniseret af de onde gale. Det hele er meget galt og tosset og 3D-flot og imponerende visuelt, men for POKKER hvor virker det hele fuldstændig ligegyldigt!
Alice På Pandora ville ha' været en mere passende titel, for på bundlinjen kommer du ud af biografen med nøjagtig samme oplevelse som med Av'dar (Avatar på Schwarzeneggersk): "Nøj, hvor var det flot og hvad så?"... Nu er det dristigt at drage sammesluttende konklusioner om en teknisk "revolution" på basis af to film, men efter at ha' set denne anden store 3D-film, er resultatet ikke til at overse. 3D-film suger livet ud af deres historier! Ja, selvfølgelig skal der nok komme en smart instruktør, der formår at indgyde både følelse og intelligens ind i en 3D-film, men han hedder hverken Cameron eller Burton.
Dette er intet andet end endnu en skønhedskonkurrence for computer-programmører, der viser hvad de kan lave af flot grafik. Eneste karakter man føler noget som helst for, er Den Gale Hattemager spillet af Johnny Depp. Hans historie er uden tvivl den mest spændende i denne film, men han forbliver en birolle i en bihistorie der er spændt for det store 3D-tog - et tog der ganske vist buldrer derudaf, men uden retning eller formål. Det buldrer bare for at buldrer. I sidste ende var den største overraskelse nok, at dette 100 % er en børnefilm. Humoren, billederne, skuespillet, historien - det hele er direkte henvendt til børn. Ikke at der er noget galt i det, for de skal jo også ha' det sjovt en gang i mellem. Alligevel er det skuffende, for dette kunne og burde ha' været så meget mere, end en alt for simpel børnefilm.
Filmnørdens karakter:Alice På Pandora
0 comments:
Send en kommentar