torsdag den 25. september 2008

Superskurke redder verden

Med udgangspunkt i superskurke fra filmens verden, kommer der her nogle alternative forslag til hvordan man kan redde verden. Godt nok har de en tendens til at tilintetgøre Jorden, men det er jo kun for Jordens eget bedste. Læs og lær.

Af Filmnørden


Blog Image
1 - MARINEBIOLOGISK PARADIS

Kilde: The Spy Who Loved Me ('77)
Superskurk: Karl Stromberg, billionær og ejer af et shipping imperie.
Udgangspunkt: Karl nærer et personligt had til menneskeheden, men elsker havet. Efter hans mening er topmålet af Jordens udvikling, det liv der findes under havets overflade.
Mål: At starte en ny verdensorden under havet, med hans utrolige undersøiske palads, Atlantis, som hjørnesten.
Middel: Ved at få både en amerikansk og russisk ubåd til at affyre atommissiler mod henholdsvis Rusland og USA, vil han starte tredje verdenkrig og dermed udslette jordens befolkning. Herefter kan han i ro og mag opbygge en ny civilisation under havet.
Analyse: Karls plan er forholdsvis ambitiøs, især set i lyst af at mennesker ikke er bygget til at leve under vandet. Hans idealistiske synspunkt er ikke til at overse, men det er hans egoistiske mål om at blive enevældig hersker heller ikke. Som altid sætter James Bond en stopper for projektet.
Citat: For me, this is all the world. There is beauty... there is ugliness... and there is death. (Karl Stromberg om havet)


Blog Image
2 - RUMMET TUR-RETUR
Kilde: Moonraker ('79)
Superskurk: Hugo Drax, billionær og ejer af Drax Industries der producerer rumfærger.
Udgangspunkt: Det er lidt usikkert hvad Hugos præcise problem med verden er, men mon ikke han med sin nazistiske baggrund mener at jordens befolkning er blevet lidt for genetisk mudret.
Mål: At genopbygge en verden, kun befolket med hvad Hugo kalder "perfekte mennesker".
Middel: Hugo udvikler en potent virus, der kan slå hele jordens befolkning ihjel, men som ingen effekt har på dyr og planter. For at sikre så stor geografisk spredning som mulig, vil han sende 50 satelitter ladet med virussen mod jorden. Mens menneskeden bukker under for virussen, vil Hugo og hans "perfekte mennesker" opholde sig på en rumstation, indtil Jorden igen bliver beboelig og sikker at tage tilbage til.
Analyse: Hugos nazistiske udgangspunkt er der ikke ret mange af os der kan forlige os med, men han har dog en pointe. Menneskeheden er løbet ud af kontrol, og må genstartes. Hans diabolske plan går naturligvis i vasken da James Bond kommer forbi.
Citat: Like gods, your offspring will return to Earth and shape it in their image. (Hugo Drax)


Blog Image
3 - ZOOLOGISK AFBALANCERING
Kilde: Twelve Monkeys ('95)
Superskurk: Bioterror-organisationen The Army Of The Twelve Monkeys
Udgangspunkt: The Army Of The Twelve Monkeys mener at menneskeheden har fået for stor kontrol over jordkloden. Naturen er ved at bukke under for presset og det skal der gøres noget ved.
Mål: At bringe Jorden tilbage i (deres opfattelse af) naturlig balance.
Middel: Under ledelse af Jeffrey Goines udvikler The Army Of The Twelve Monkeys en virus der spreder sig enormt hurtigt, og som slår næsten alle mennesker på Jorden ihjel, men som ingen effekt har på dyr og planter.
Analyse: Som en af de eneste superskurke-organisationer nogensinde, lykkes det rent faktisk The Army Of The Twelve Monkeys at tilintetgøre menneskeden. I den forbindelse er det værd at bemærke, at de er de eneste superskurke, der ikke arbejder for personlig vindings skyld - de arbejder for sagen, ikke sig selv. De dør jo med tiden også af virussen. Man kan diskutere om det er en korrekt fremgangsmåde, for det er jo ikke så godt for os mennesker, men ud fra deres synspunkt har de reddet verden, fra menneskeden.
Citat: There's no right, there's no wrong, there's only popular opinion. (Jeffrey Goins)


Blog Image
4 - JUNGLE-INDSIGTER TIL FOLKET
Kilde: Apocalypse Now ('79)
Superskurk: Oberst Walter E. Kurtz
Udgangspunkt: Selvom han ikke selv udtrykker det klart, så kan man groft sige, at Kurtz mener menneskeheden er holdt op med at give mening. At der er brug for at vi alle får et nyt filosofisk, etisk og moralsk grundlag at leve efter. Og at krig er noget lort.
Mål: At gøre verden bevidst om menneskehedens dobbelthed og derved inspirere til nye handlingsmønstre - især politisk.
Middel: Under Vietnamkrigen bryder Kurtz med den amerikanske hær og opbygger sin egen civilisation dybt inde i junglen. Her er han en gud og mumler rundt og filosofere over menneskeheden. Han venter dog kun på at den rette amerikanske soldat kommer forbi, så han kan give soldaten en besked til resten af verden, inden han lader sig selv slå ihjel.
Analyse: Kurtz er mere ude på at redde verden på det mentale plan. Udover at han er en kølig dræber, så har han fået nogle indsigter i sin tid som soldat, der gør at han er blevet ude af stand til at leve i verdenen som den ser ud nu. Men han har nogle synspunkter og råd, der kan være til gavn for verdenen. Interessant fyr.
Citat: You have to have men who are moral... and at the same time who are able to utilize their primordial instincts to kill without feeling... without passion... without judgment... without judgment. (Walter E. Kurtz)


Blog Image
5 - DE SYV BUD
Kilde: Seven ('95)
Superskurk: John Doe
Udgangspunkt: John er af den opfattelse at verden er gennemsyret af synd og ondskab.
Mål: At statuere et opsigtsvækkende eksempel, der kan få folk til sætte sig op og tænke sig mere om.
Middel: Med udgangspunkt i de syv dødssynder, begår John syv bestialske og symbolske mord, der vil ha' så høj nyhedsværdi, at hele jordens befolkning vil lære dem at kende. Derefter vil menneskeheden på basis af mordenes symbolske værdi, begynde at tænke og handle mere etisk og moralsk korrekt.
Analyse: John har valgt en relativ let måde, at redde verden på. Ikke noget med at slå jordens befolkning ihjel, eller noget i den stil. I stedet satser John på at menneskets intellekt vil komme til fornuft, når den reflekterer over symbolikken i de mord han begår. Og her går planen i vasken, for godt nok får han gennemført sine mord, men umiddelbart uden at menneskeheden lader sig røre af det.
Citat: What sick ridiculous puppets we are / and what gross little stage we dance on / What fun we have dancing and fucking / Not a care in the world / Not knowing that we are nothing / We are not what was intended. (Fra John Does dagbog)

Artikel udgivet første gang i Chili september 2006.

2 comments:

Anonym sagde ...

Filmnørden tester lige kommentar-funktionen ;-)

Anonym sagde ...

Faktisk en rigtig fin lille artikel!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...