Filmklubben: Touch Of Evil ('58)

(Filmnørden er med i en lille Filmklub med to væsensforskellige kumpaner, der hver onsdag aften ser en film. Der er ingen synlig rød tråd i udvalget af film. Vi ser film der er nye og gamle, gode og dårlige, svære og lette. Foruden den sociale underholdningsværdi, er aftenens højdepunkt den meningsudveksling der forekommer umiddelbart efter filmen. Filmnørden vil efter hver filmaften her gengive højdepunkterne af denne meningsudveksling.)I aftes lod Filmklubbens medlemmer sig udsætte for Orson Welles’ klassiker Touch Of Evil (Politiets Blinde Øje) fra 1958. Historien om den fede, fordrukne amerikanske politimand (Welles), der tørner sammen med den retskafne, mandhaftige mexikanske politimand (Charlton Heston), er egentlig ikke videre genial. Det er alt det der omgiver historien derimod. Den tyktflydende film noir-stemning, der fylder hvert et billede. Henry Mancinis til tider maniske latin-jazz, der blæser derudaf i flere scener, og gerne med flere numre på samme tid. Og hele filmens baghistorie, om Welles der håbede på at denne stjernespækkede film kunne få ham tilbage på Hollywoods grønne gren (hvilket ikke lykkedes), er netop sådanne elementer der giver stof til Hollywood-klassikere. Og Touch Of Evil ér en klassiker. Den ses som værende en af de sidste ”ægte” film noir-film.

Filmklubben giver tommelfingeren op til Touch Of Evil, af flere årsager. Især den fuldstændigt geniale åbningsscene er nævneværdig. Der går fire minutter uden et klip. I løbet af disse minutter ser man en bombe blive indstillet til at springe om tre minutter, hvorefter den placeres i bagsmækken på en bil. Bilen bliver hentet af to uvidende personer, der efterfølgende kører langsomt gennem de ekstremt befolkede gader, i en festlig mexikanske by. Fra første sekund sidder man helt ude på sædekanten af spænding over hvornår denne bombe dog springer. Genialt. Efter lidt tid daler filmens spænding dog lidt, og man skal vænne sig lidt til hvor meget der egentlig snakkes og gerne i munden på hinanden.

Orson Welles selv, er hele filmen værd. Hans rolle som vraltende, overvægtig, brummende, korrupt politimand, er så ekstrem, at der ikke er set noget lignende, verken før eller siden. Ikke mindst fordi sådan en karakter i nutidens film ville virke som en karikatur, men som i sammenhæng med denne film (og tid), virker perfekt.

Sidst, men ikke mindst, er der den film-dramatiske slutningen. Den har alle de elementer der skal til, at lave en old school Hollywood-slutning af den slags, hvortil man med god samvittighed kan lære replikkerne udenad. ("That's the second bullet I stopped for you...")

Touch Of Evil var absolut ikke en succes i USA, da den havde premiere. Derimod var europæerne ret vilde med den. Især datidens nytænkende film-franskmænd som Truffaut, satte højlydt pris på filmen. Da filmen originalt havde premiere i USA, var den blevet så groft redigeret af Universal Studios, at Welles satte sig ned og skrev et 58-sider langt brev til Universal, med forslag til hvad der skulle gøres, for at redde filmen. Universal tog ganske få af hans forslag til sig, og da filmen havde premiere i ’58, så den på ingen måde ud som det Welles havde arbejdet så hårdt for. Først i 1998 fik Universal klippet filmen om, så den nu så vidt som muligt, ligner det Orson Welles beskrev i sit 58-sider lange brev. Resultatet er en blændende film, der ganske retfærdigt fortjener sin status som ægte klassiker.

Filmklubbens karakter: