fredag den 30. januar 2009

Oscar-opvarmning 3 - Bedste Skuespillerinde, hovedrolle

Næste skridt i Filmnørdens Oscar-opvarmning er over i damernes lejr og her er tingene slet ikke så stensikre, som i herrenes. Inden vi ser på hvorfor, skal vi naturligvis først ha' en hurtig gennemgang af de nominerede:
- Anne Hathaway for Rachel Getting Married -

- Angelina Jolie for Changeling -

- Melissa Leo for Frozen River -

- Meryl Streep for Doubt -

- Kate Winslet for The Reader -

Så denne kategori er altså ikke stensikker, men den hælder helt klart i én retning. Lad os ta' dem i rækkefølge, med den mindst sandsynlige vinder først.

Anne Hathaway
er en ung, ny skuespillerinde, der ikke just har vist det vildeste potentiale indtil videre. At hun er så heldig at banke en fin præstation af i Rachel Getting Married er, kynisk set, mere held end talent. Hun skal i hvert fald fyre nogle flere fede roller af, inden Filmnørden mener hun er Oscar-klar.

Meryl Streep
har i forvejen så mange Oscars, at hun kan bruge dem som dørstoppere og chancen for at vinde en Oscar for at spille en utiltalende person, er mindre end for at spille en tiltalende.

Angelina Jolie
skruer ret højt op for følelserne i Clint'ens Changeling og der er uden tvivl en del kvinder der instinktivt kan identificere sig med hendes oplevelser i filmen, men spiller hun virkelig så godt? Holder man på noget tidspunkt op med at se Angelina Jolie og i stedet se Christine Collins? Nej, Filmnørden gjorde i hvert fald ikke.

Så er der kategoriens joker - Melissa Leo. Hun har ifølge IMDB.com været med i over 78 tv-og filmproduktioner, men er alligevel et fuldstændigt nyt ansigt for Filmnørden. Eftersom Filmnørden ikke har set Frozen River (endnu), skal han ikke kunne sige om hendes præstation er Oscar-værdig, men Hollywood elsker en underlegen overraskelse, så måske hun har en chance - måske ikke.

Langt de fleste bookmakere sætter dog pengene på Kate Winslet, af flere årsager. For det første er The Reader åbenbart en fantastisk film. Den får ros hvorend den dukker op. For det andet vandt Kate begge de Golden Globes hun var nomineret til, den ene for The Reader, og den der tager en Golden Globe, tager ofte også en Oscar. Men for det tredje (og mest imponerende) så har Kate været nomineret til en Oscar fem gange (FEM GANGE!) før, uden at vinde. Læg alle disse tre grunde sammen og så er det ret sandsynligt at de stemmende Hollywood-hoveder, sætter deres kryds ved hende.

Men denne kategori er som sagt ikke helt så sikker. Blandt andet havde de fleste regnet med, at Kate Winslet også ville blive nomineret for sin rolle i Revolutionary Road, men det blev hun ikke. Helt sikkert en kategori, med plads til overraskelser.

Flere Oscar-nomineringer kommer under luppen snart, med mere Oscar-opvarmning på vej fra Filmnørden.

God fornøjelse!

2 comments:

Anonym sagde ...

Melissa Leo er amazing i Frozen River, har desværre ikke set de andre film (men derfor kan man vel godt have en mening!)
Meryl Streep har vundet to oscars og IMO har hun fortjent mange flere også selvom hun lavede en svipser med Mamma Mia. ;-) Nok den bedste nulevende skuespillerinde. Tør man konstatere det? Oui!

Anne Hathaway og Angelina Jolie... ej come on? :)

Filmnørden sagde ...

Man fristes til at mene, at Streep netop ikke fortjener en Oscar for det år hun lavede Mamma Crap-ia ;-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...