Anmeldelse: The Adjustment Bureau

• Film: The Adjustment Bureau
  

• Medvirkende: Matt Damon, Emily Blunt, Anthony Mackie

• Instruktion: George Nolfi (dette er hans debutfilm)

• Premiere: 10. marts 2011

Anmeldt af Casper K. I. Christensen

Vi skal ikke kunne sige om Philip K. Dick var en genial science fiction-forfatter, men efter at dømme på den mængde af fans hans romaner og noveller har, må manden have haft et talent af en slags. Han kunne i hvert fald finde på forholdsvis originale idéer og det er mere end man kan sige om de fleste. Hans idéer og skriverier har i hvert fald lagt grundstenene til klassiske science fiction-film som Blade Runner og Total Recall. Hans idéer og skriverier har dog også lagt grundstenene til mindre klassiske science fiction-film som Paycheck og Next. Man kan med andre ord koge hans idéer om til det pureste guld eller det pureste bras, alt afhængig af hvem kokken er.

Seneste forsøg på en filmatisering af en Philip K. Dick-novelle kommer her i form af The Adjustment Bureau. Instruktøren er en gut ved navn George Nolfi og han har aldrig instrueret en film før. Han var dog manus-forfatter på både The Sentinel, Ocean’s 12 og Bourne Ultimatum, hvilket ikke afslører andet end, at han producerer stærkt ujævne resultater, men måske han rammer rigtigt denne gang.

Den unge, lovende, amerikansk politiker David, møder den engelske danserinde Elise og de to falder pladask for hinanden. Som skæbnen vil have det, afsporer dette forhold desværre hans politiske karriere. Eller rettere, det ville det gøre, hvis ikke medlemmerne af The Adjustment Bureau (”justeringsbureauet” på dansk) havde en finger med i spillet. Disse mystiske mænd i grå cottoncoats og med ens udseende Trilby-hatte styrer nemlig det vi kalder skæbnen. De vil have at den unge politiker bliver præsident, fordi det ifølge dem selv, vil gavne menneskehedens ve og vel. Derfor gør de alt for at holde de to fra hinanden, blandt andet ved at lade David miste Elises telefonnummer. Problemet er, at den justeringsbureau-agent der er sat på sagen begår en kæmpe fejl, der fører til, at justeringsbureauet må afslører sig selv overfor David og fortælle ham, at hans skæbne ikke er hans egen. Han får besked på bare at gøre som de siger og ikke afsløre deres eksistens for nogen – ellers vil de slette hans hjerne. David kan dog ikke lade sit livs kærlighed glide gennem fingrene på ham, så han tager kampen op med selve skæbnens vogtere og gør alt i verden for at finde sammen med sin udkårne.

Der er så mange problemer med denne film, at det kan være svært at overskue, så lad os i stedet starte med det positive. Matt Damon og Emily Blunt er skræmmende gode i deres respektive roller som David og Elise. Det forhold de opbygger gennem filmen er ikke til at skyde igennem og virker så troværdigt, at man vitterligt håber de får hinanden til sidst. Teknisk set fejler filmen heller intet og de lokkende New Yorker-locations gør sig som altid godt på film. Men vi skal jo til det…

Det værste en science fiction-film kan gøre er, at sige ”sådan er det bare”. Desværre virker det til, at netop denne lille sætning har været mottoet for filmens manus-forfattere: sådan er det bare! Hvordan ved justeringsbureauet hvad der vil ske i fremtiden? Sådan er det bare! Hvorfor kan deres hatte forbinde døre, der geografisk set ikke er i nærheden af hinanden? Sådan er det bare! Hvorfor arbejder de for menneskets ve og vel? Sådan er det bare! Hvis de, som det forklares i filmen, har været på Jorden i tusindvis af år, hvorfor går de så klædt som forretningsmænd fra 1950’erne? Sådan er det bare! Når nu David mister Elises telefonnummer, hvorfor pokker kan Elise så ikke bare finde ud af at skabe kontakt til David – en af landets mest omtalte, unge politikere? Sådan er det bare! Hvordan virker agenternes små notesbøger, der gennem kryptiske tegninger og kort viser en persons livsbane? Sådan er det bare! Hvorfor kan justeringsbureauet ikke forudse deres egne fejl? Sådan er det bare! Hvorfor har justeringsbureauets agenter telekinetiske evner i nogen scener, men ikke i andre? Sådan er det bare! Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Sådan… er… det… bare!

Men måske er det ikke noget problem for dig. Måske synes du bare det er fedt og sejt og godt fundet på og i så fald skal du da bare gå bananas og hygge dig i biffen med The Adjustment Bureau. Så synes du sikkert også, at Inception var en super fed science fiction-film og at vi er nogle gamle, kedelige, voksne, sure anmeldere, der ikke kan finde ud af, at have det sjovt i biografen. Bare stop med at læse her. Din anmeldelse er færdig.

Til alle jer andre: filmens science fiction hænger på ingen måde sammen! Ja, man skal naturligvis være klar til at sluge et par kameler, når man sætter sig for at se en science fiction-film, men det her er jo latterligt. The Adjustment Bureau opbygger en bizar verden, ene og alene på basis af abstrakte, ubegrundede idéer, der i enkeltstående form sagtens kan føre til forunderligt tankespind, men som ikke holder en eneste dråbe vand, i det øjeblik idéerne forsøges kædet sammen med en historie der skal foregå i den virkelige verden. Og hvis ikke den verden du opbygger i din film hænger sammen, så har du bare ikke gjort det godt nok. At kræve blind accept af tingenes tilstand i en film som denne, er at spille fallit. Inception, anyone?

Matt Damon og Emily Blunt opbygger som sagt noget ganske særligt i denne film. Det gør det kun ekstra ærgerligt, at deres glimrende skuespil skal hives med ned i afgrunden, af en latterlig historie. Justeringsagenterne har tydeligvis sovet i timen, for ellers havde de sørget for, at denne usammenhængende rodebunke af en film aldrig var blevet lavet.

Filmnørdens karakter:
Sådan er det bare!