Anmeldelse: I Am Number Four

• Film: I Am Number Four
  

• Medvirkende: Alex Pettyfer, Timothy Olyphant, Teresa Palmer

• Instruktion: D. J. Caruso (Disturbia, Eagle Eye)

• Premiere: 17. marts 2011

Anmeldt af Casper K. I. Christensen

Twilight… Twilight, Twilight, Twilight… Det er ikke nogen hemmelighed, at vi absolut ikke var glade for Twilight. Hjørnet skrev en anmeldelse der var så negativ, nederdrægtig og subjektiv, at den fik horder af unge piger til at finde stavepladen frem og kværne den ene kommentar ind på bloggen efter den anden. Det blev til både underholdende og lærerig læsning, for om ikke andet, blev vi meget klogere på den målgruppe, som vi så hæmningsløst massakrerede i den anmeldelse. De følte sig stødt og det var meningen. Nu er I Am Number Four så dukket op i de danske biografer og om noget lægger den op til en lignende anmeldelse, men det ville alligevel være for let.

I Am Number Four er som Twilight, baseret på en bog. Den fortæller historien om teenagedrengen John, der ikke er som ret mange andre. Helt præcist er der otte andre som ham – rumvæsner der skjuler sig som mennesker på Jorden, fordi de onde Mogadorianere invaderede deres planet Lorien og udryddede hele deres art… næsten, altså. Nu bor de ni overlevende på Jorden, spredt for alle vinde og hver med deres egen bodyguard, for de er jaget vildt. Mogadorianerne har nemlig fundet ud af, at de gemmer sig blandt os og er gået i gang med at snuse sig frem til dem og dræbe dem en for en. I rækkefølge faktisk og da de allerede har dræbt nr. 1 til 3, ved John at han er den næste, for han er nummer 4. Praktisk, ik’ sandt? Alligevel prøver John at leve et nogenlunde normalt teenage-liv med skolegang, fester, kærester, venner og sjov og ballade, selvom hans bodyguard råder ham til at holde så lav profil som muligt. Inden længe må John dog kæmpe for sit og sine venners liv, da de koldblodige dræbere fra det ydre rum (bevæbnet til tænderne og med to kæmpe, klamme rum-monstre under deres kommando) dukker op.

Det ville helt sikkert være underholdende, at slagte I Am Number Four og meget, meget let. Denne film er noget bras og hvis du er alt andet end en pige mellem 12 og 18 år, så skal du gå gennem ild og vand for at undgå at se den. Så er det sagt.

Næ, mere spændende er det, at forsøge at finde ud af, om denne film rent faktisk rammer den målgruppe, som den så åbenlyst forsøger at lokke biograf-lommepenge ud af. Det lykkedes med bravur for Twilight-filmene, men kan I Am Number Four gøre dem kunsten efter? Øhm… måske.

I første omgang er checklisten for en succesfuld tøse-teen-film næsten krydset 100 % af:

Smækker-lækker hovedrolleskuespiller (her i Adonis-form af britiske Alex Pettyfer), der kan få pulsen i vejret på mainstream teen-piger.

Påklistret romance mellem smækker-lækker-helten og den anderledes pige på skolen (der tager stemningsfulde kunstbilleder med et fotokamera – ikke et digi-kamera! Artsy!).

Den anderledes pige på skolen må flere gange i løbet af filmen beskyttes af smækker-lækker-helten.

Smækker-lækker-helten opdager igennem filmen, at han får nye evner, der skal pseudo-symbolisere de pubertære udviklinger teenagere gennemgår.

Overproduceret emo-rock til udfyldning af pauser i lydbilledet.

Smække-lækker-helten trodser sin værge, nøjagtigt som filmens målgruppe ofte trodser deres forældre.

Obligatorisk showdown-scene mellem smækker-lækker-helten og skolens bøller.

Spirende og komplet utroværdige venskab mellem smækker-lækker-helten og skolens underlige nørd, der har problemer med ovennævnte bøller.

”Jeg elsker dig, men jeg bliver nød til at forlade dig… fordi jeg elsker dig”-problematikken.

Smækker-lækker-helten ofrer sig for sin kæreste, sine venner, Jordens befolkning og så videre…

Der er helt sikkert mange flere, men pointen er vist banket igennem. I Am Number Four er født af en kommerciel skabning og lander i samme hjørne af det popkulturelle landskab som Twilight, Paradise Hotel og Justin Bieber. Med andre ord, et yderst lukrativt hjørne af popkulturen. Alligevel er der en hel del elementer i filmen der gør, at den aldrig vil få lige så hårdt fat i hestehalerne på de 12 til 18-årige piger, som Twilight.

For det første er romancen mellem John og den anderledes pige ikke i centrum af historien, lige meget hvor hårdt de så end prøver at forcere den derind. Det er og bliver Johns flugt fra Mogadorianerne og samtidige søgen efter en identitet (i ordets bogstaveligste forstand) der er rygraden i historien.

For det andet er filmens forsøg på at integrere en vild science fiction-historie, med en følsom high school-romance ikke så vellykket. Der går high school-romancen og vampyr vs. varulve-historien lettere i spænd i Twilight.

For det tredje er hovedrollen i denne film en fyr og du kan sige hvad du vil, men piger har trods alt lettere ved at identificere sig med piger.

For det fjerde er selve science fiction-delen af filmen ret actionmættet. Latterlig, men actionmættet. Michael Bay er overordnet producer på filmen og det ses i disse action-scener, for de er overraskende flotte og effektive. Netop på dette punkt er det utroligt svært at forudse, hvordan målgruppen vil reagere. Teen-piger der synes denne form for action er sej, vil nok være tilbøjelige til at synes, at resten af filmen er latterlig - og omvendt. Dem der synes high school romancen er dejlig, vil nok stå af på den hårde action.

Derudover er der generelt et hav af fuldstændigt elementære problemer i denne film, men de er i nuværende situation ligegyldige, for målgruppen vil instinktivt se bort fra dem. De vil være ligeglade med den alt for lange spilletid, de gabende plothuller og den essentielle birollefigur der på nær 15 sekunder i filmens begyndelse, pludselig dukker op i sidste akt og spiller en afsindig vigtig rolle. Alt det er lige meget for målgruppen og fred være med dem.

I sidste ende er I Am Number Four en underlig fisk. Den er velproduceret og teknisk ganske flot, men umiddelbart rammer den forbi den målgruppe den så gennemskueligt sigter imod. Hovedproblemet er nok, at fokus fra starten af produktionsprocessen har ligget på sci-fi-historien og ikke på romantikken. Den vil helt sikkert hive teenagere i biffen og få dem til at punge ud til både billet, popcorn og cola, men det ville være en overraskelse hvis den kom i nærheden af succes på Twilight-niveau.

Filmnørdens målgruppeorienterede karakter:
Zuper film, altzå, men, lissom, den er ik zå zuper zom Twilight.

Filmnørdens personlige karakter:
Ikke helt håbløs... men pokkers tæt på.