Anmeldelse: Kongens Store Tale

• Film: Kongens Store Tale (The King's Speech)
  

• Medvirkende: Colin Firth, Helena Bonham Carter, Geoffrey Rush

• Instruktion: Tom Hooper (The Damned United, John Adams (TV), Elizabeth I (TV))

• Premiere: 3. marts 2011

Anmeldt af Casper K. I. Christensen

Mangt og meget er i den seneste tid blevet sagt og skrevet om The King’s Speech eller Kongens Store Tale, som filmen lidt forkvaklet er blevet oversat til dansk. Filmen scorede en Oscar for både bedste mandlige skuespiller (Hr. Firth), bedste instruktør (Hr. Hooper) og bedste film og det er stort set lig med, at den bliver et stensikkert hit – så stort et hit som dramaer om englændere med stive overlæber nu kan blive, i vores lille land.

For de få af jer, der endnu ikke har opfanget hvad den handler om, må vi nok lige først smide en synopsis på bordet. I 30’ernes England er kong George d. 5’s helbred ved at gå på hæld. Arvefølgen dikterer at det er hans førstefødte, Edward, der skal være hans efterfølger, hvilket passer Edwards lillebror George (alias Bertie) glimrende. Bertie har det nemlig forfærdeligt med udsynet til at skulle være konge, for han kan ikke udstå tanken om at skulle lede og regere over et helt land, af en simpel årsag: han stammer… virkelig! I en indledende scene oplever man på nærmeste hold hvor tåkrummende pinligt resultatet er, af at stille ham foran en mikrofon og tusindvis af mennesker. Derfor er Bertie ganske glad for at blive holdt ude af befolkningens søgelys, for han er i sagens natur en ganske privat person.

Sådan går det bare ikke ret længe, for storebror Edward er smask forelsket (eller, så smask forelsket som en englænder med stiv overlæbe nu kan blive) i den allerede fraskilte amerikaner Wallis Simpson. Men at en konge skulle kunne gifte sig med en både borgerlig og fraskilt kvinde (og så endda en amerikansk en af slagsen), går ikke i spænd med de hundreder og atter hundreder års gamle regler og traditioner. Efter farmands død bliver Edward ganske vist indsat som konge, men der går ikke mange sekunder før end han abdicerer og dermed kaster vægten af hele det krigstruede Stor Britannien over på sin lillebrors skuldre.

Berties elskværdige kone, Queen Elizabeth, har dog allerede sat hjælpsomme hjul i gang, i et forsøg på at få hendes mands tunge på geled, om man så må sige. Hun har nemlig sat Bertie i stævne med den yderst alternative, australske talepædagog, Lionel Logue, efter gentagne gange at have forsøgt samme procedure med mere konservative talepædagoger. På tværs af samfundskløfter finder Lionel og Bertie langsomt grobund for et spirende venskab, der skal få enorm betydning, ikke mindst for den royale af de to. For kan Lionel og Bertie dog nå at få styr på sine taleevner, inden han skal levere den samlende, patriotiske, forsikrende, opildnende tale til sit folk, da 2. Verdenskrig officielt begynder?

Man skulle tro at instruktøren Tom Hooper, hvis mor der rent faktisk fortalte ham om denne interessante og sande historie, havde sat sig for at bikse en Oscar-magnet sammen. Filmen synes kirurgisk sammensat til at vinde priser, for den består af helt klassiske delelementer, der om noget bejler til Oscar-juntaen:

1. Hovedrollen er handicappet.
2. Indirekte spiller 2. Verdenskrig en rolle i handlingen.
3. Den er baseret på en sand historie.
4. Handlingen drejer sig om den engelske kongefamilie.
5. Filmen genskaber ganske detaljeret en historisk periode.
6. Historiens kernepersoner må ofre sig på hver deres måde.

…og så videre. Mængden af Oscar-formede brikker er overvældende og det havde da også virket ekstremt søgt, var det ikke fordi filmen fungerer så godt – for det gør den virkelig. Skuespillet er i helt i top, historien er gribende og filmhåndværket er af højeste karat. Du kan egentlig bare læse en hvilken som helst anden anmeldelse på 4 stjerner eller derover, for at se hvad der er godt ved denne film – jeg er enig. Og Colin Firth er for sej – så er det sagt.

Så hvorfor skal denne guldklump af en film dog ikke score de sjældne seks stjerner? Det kræver naturligvis en forklaring og lad os i den forbindelse bare tage filmens titel som et symbol på hvad jeg mener. Se bort fra den danske oversættelse, for den ødelægger det ordspil der så åbenlyst befinder sig i den engelske. The King’s Speech kan jo netop betyde to ting. Det kan betyde både ”kongens tale” og ”kongens taleevne”. Get it? Det er et yderst simpelt ordspil, med to fortolkningsmuligheder, som enhver kan forstå og mere er der ikke i denne titel. Man er ganske enkelt ikke i tvivl om dens betydning. Den fornemmelse af sikkerhed i titlens betydning, kan direkte overføres til filmen som helhed. Ja, den er stort set perfekt ned i mindste detalje, lige meget hvilken vinkel du anskuer den fra, men den er yderst simpel. Den overlader stort set ingen ubesvarede spørgsmål til sit publikum, for den fører os med ganske sikker hånd gennem hele historien. Det betyder naturligvis, at den ikke taber nogen på gulvet, hvilket uden tvivl giver den et større publikum, men det betyder også, at man godt kan føle sig lidt for dirigeret.

Dermed ikke være sagt, at historien er simpel. Hovedfokus ligger jo på Bertie og Lionel og deres indbyrdes forhold, men omkring denne hovedhistorie vikler sig et utal af små sidehistorier: Berties forhold til sine børn, de gigantiske politiske kontroverser der buldrer løs på den internationale scene, Edwards (u)lykkelige kærlighed, Churchills tur op ad karrierestigen og mange flere. Disse sidehistorier antydes der kun til, hvilket giver filmen en fornemmelse af bredde, hvilket igen kun hjælper til at underbygge vigtigheden af hvad der egentlig foregår mellem Bertie og Lionel.

På trods af alle disse spændende historier, der næsten usynligt væves sammen, efterlades man dog stadig uden nogen form for tvivl. Når rulleteksterne ruller, er der ingen spørgsmål tilbage og du er ikke i tvivl om hvad du netop har oplevet. Netop dette er kilden til den lidt uhåndgribelige fornemmelse af tomhed, der gør at The King’s Speech efter min ydmyge mening, ikke er en særlig stor film. God, flot, perfekt, underholdende, gribende, morsom og historisk lærerig, men ikke stor eller særlig dyb.

En sidste kritik skal gå til filmens visuelle stil. Tom Hoopers endeløse brug af vidvinkler, som det der ses i billedet ovenfor, skal muligvis symbolisere omverdenens skræmmende størrelse i forhold til ”lille” Bertie, men gentagne gange virkede den mere forstyrrende, end inddragende. Jeg opfatter symbolikken, men det er altså på bekostning af indlevelse og det er lidt synd.

Men tag nu ikke fejl: dette er en rigtig god film, der vil kunne give en god oplevelse til næsten alle former for publikum. Om den var den rette Oscar-vinder kan naturligvis diskuteres, men det er egentlig lige meget, for det gør hverken The King’s Speech værre eller bedre, at den har vundet filmverdenens mest præstigefyldte pris. Det er meget svært ikke at kunne lide den, også selvom den måske lyder lidt hul, når du banker på den.

Filmnørdens karakter:
Yderst velfortalt drama, på den klassiske måde