- Film: Ritualet (The Rite)
- Medvirkende: Colin O'Donoghue, Anthony Hopkins, Rutger Hauer
- Instruktion: Mikael Håfström (Ondskan, 1408, Derailed)
- Premiere: 10. marts 2011
Eksorcisme er cool. Der er bare noget forbandet sejt over djævleuddrivelse. Det har flere film med varierende held forsøgt at drage nytte af og her kommer seneste i rækken, men hvor mange af det seneste årtis eksorcisme-film vitterligt har lignet hinanden, lokker Ritualet med at lade Djævlen dukke op i Rom og, hvem ved, måske endda Vatikanet. Se, dét ville være bibelsk gatecrashing af format!
Michael Kovak er en ung mand af en forholdsvist forskruet familie. Hans far er nemlig bedemand og går op i sin profession, som var det hans livsværk og han forventer naturligvis, at sønnen skal gå i hans fodspor. Det gør han da også en stund, men dårlige minder om en lind strøm af døde mennesker ind og ud af barndomshjemmet (deriblandt hans egen mor), får ham til at søge nye græsgange. Desværre er det sådan, at man i Kovak-familien enten bliver bedemand eller præst, så Michael uddanner sig til sidstnævnte. Problemet er bare, at han faktisk ikke er det mindste troende. Han mangler, som så mange andre, beviser for Guds eksistens.
Efter endt uddannelse har han derfor ingen intentioner om, at springe ud i et præsteembede, men i et sidste forsøg på at få ham på andre tanker, sender præsteskolens leder ham på et sommerkursus i Rom, hvor han skal lære om eksorcisme. Det viser sig at være ganske interessant, men det er først da Michael møder den noget alternative, eneboende præst, Fader Lucas, at han virkelig får noget at tænke over. Fader Lucas er nemlig en berømt og berygtet eksorcist og han begynder, at undervise Michael i den sjældne kunst, at fordrive dæmoner fra besatte mennesker. Sammen med Fader Lucas begiver Michael sig nu ud på en mørk dannelsesrejse af den mentale slags, der ender med at få skæbnesvangre konsekvenser for dem begge.
Det fungerer rigtigt godt, rigtigt længe, det her. Den noget ukendte Colin O’Donoghue spiller rollen som Michael ganske godt, men det trækplaster der har fået bosserne på Warner Brothers til at give filmen grønt lys, er uden tvivl Anthony Hopkins. Selvom den kære Hopkins aldrig rigtigt har formået at slippe ud af Hannibal Lecters skygge, besidder han stadig en anseelig mængde såkaldt starpower – måske netop derfor. Derudover fortjener location-spejderen på Ritualet virkelig en medalje for, at have snuset sig frem til nogle helt ufatteligt flotte og stemningsfylde steder i Rom (og Budapest, der her og der er stand-in for den italienske hovedstad). Okay, så giv en medalje til fotografen også, men manuskriptforfatteren... Historien er lidt lirum-larum, men på trods af det ubesvarede spørgsmål om, hvorfor Kovak-familiemedlemmer kun må uddanne sig til bedemænd eller præster, hænger det hele meget godt sammen, uden nogensinde at være decideret overraskende. Rigtigt kød på benet kommer der, da Fader Lucas kommer ind i billedet. Nogle af de sager som han og Michael arbejder på, er ganske fængende og til dels skræmmende.
Birolle-brigaden fyldes ud af solide skuespillere som Toby Jones, Rutger Hauer og (en personlig favorit) Ciáran Hinds, hvoraf det kun er førstnævnte falder igennem. Desværre ender filmens største force, Anthony Hopkins, også med at være en af dens største svagheder. Godt nok er slutningen på historien direkte uoriginal, åndsforladt og selvdestruktiv, men Hopkins hjælper den på vej. 
I et spektakulært eksempel på hvordan man på sekunder kan ødelægge en god præstation, går Hopkins på sekunder fra at underspille sin rolle ganske glimrende og troværdigt, til at overspille som en førsteårsstuderende på teaterskolen. Det er pinligt og ærgerligt at se på og desværre et problem der igen og igen dukker op for Hopkins.Det er som om manden Anthony Hopkins ender med totalt at overskygge de roller han spiller, måske fordi han faktisk ikke har så mange tangenter at spille på som skuespiller. Klart, han er stort set altid en fornøjelse at se på, men er det bare os, eller minder hans præstationer ikke ofte om hinanden? Det kunne i hvert fald være rart at se ham udforske sit talent lidt mere, end han har gjort på det seneste. Ret skal dog være ret og i Ritualet er det begrænset, hvad han har at arbejde med.
Hvis du kan klare, at filmen stort set falder sammen i de sidste scener, så er der intet i vejen for, at du ikke skulle få en god og små-gyset oplevelse ud af Ritualet. Det er bare synd, at en film der præsterer at få udtrådte eksorcisme-klichéer til at virke så friske, mister netop denne evne til slut.
Filmnørdens karakter: Slutningen har sine helt egne indre dæmoner.
0 comments:
Send en kommentar