tirsdag den 29. september 2009

Wall Street 2 på vej

Hjørnet har netop modtaget følgende pressemeddelelse fra Fox...

En tirsdag eftermiddag rullede en sort Cadillac op foran indgangen til Federal Reserve Bank of New York på Manhattan. Ud steg en mand iført cashmere sweater og sorte bukser. Manden var ingen ringere end filminstruktøren Oliver Stone og anledningen var forberedelsen til hans kommende film Wall Street 2.

Wall Street 2 tager fat, hvor den forrige – Wall Street – aldrig nåede til, nemlig overophedningen og krisen i finanssektoren, der tog sin begyndelse med investeringsbanken Bear Stearns fallit.

”Jeg troede med sikkerhed, at den boble var vel overstået”. […] “Jeg troede, at de dage ville være talte… Overforbruget!”. Udtaler Stone selv om 1980’ernes overforbrug. Men han tog fejl i sin prognose, overforbruget ophørte langt fra med udgangen af 1980’erne – tværtimod! Derfor er Wall Street 2 mere relevant end nogensinde.

Oliver Stones originale Wall Street film handlede om moral og var en fortælling om grådighed og usmykket ambition, hvor Stones personlige holdninger til overforbrug og kapitalisme fremstod særdeles tydeligt. En sideeffekt til den oprindelige film har dog været stik imod Stones hensigt, at slogans som” Greed is good” og ”Money never Sleeps” har haft en kulturel udholdenhed og popularitet, han hverken regnede med eller brød sig om.

Som Oliver Stone selv siger: ”Jeg kan ikke fortælle dig hvor mange unge mennesker, der dengang i firserne kom hen til mig og sagde, at de tog til Wall Street netop fordi de havde set den film”.

Oliver Stone fortsætter: ”I den oprindelige Wall Street film fra 1987 var der ingen Federal Reserve Bank, det interesserede vi os ikke for dengang. Nu, hvor verden har ændret sig radikalt, viser vi, hvordan Federal Reserve Banken bliver anvendt som sikkerhedsnet imod krisen”.

Børsen og dens hektiske miljø var prominent i den oprindelige Wall Street film, men det vil ikke være i fokus i 2’eren. Her vil The Federal Reserve Building, hvor de vigtige finansielle møder ved indledningen til krisen, blev holdt, være det centrale.

Michael Douglas høstede både en Oscar og en Golden Globe for bedste mandlige skuespiller i rollen som Gordon Gekko, et skruppelløst finansgeni, hvis mindeværdige statements fortsat citeres på børsgulve verden over. Douglas vil igen indtage rollen som Gekko, der grundet grådighed og insiderhandel, måtte se sig indespærret i fængsel ved forrige films slutning. Som Stone udtaler: ”Når Gekko ved indledningen af Wall Street 2 kommer ud af fængslet, må han redefinere sig selv i sin søgen efter ”a second chance””.

Douglas siger selv om rollen som Gekko: ”Det er muligvis min karrieres største overraskelse, hvor mange mennesker, der kommer hen til mig og udtaler, at denne forførende skurk har motiveret dem ind i børsbranchen. Op til i dag", fortsætter Douglas, "er det en nærmest normal foreteelse, at der under en middag ude i byen kommer en bedugget børsspekulant op til mig og siger, 'Du er bare manden'. Det har en vis absurditet over sig”.

Ud over Douglas spiller Shia LaBeouf rollen som en ung børshandler, Jake Moore, der er forlovet med Gekkos datter spilles af Carey Mulligan. Josh Brolin har rollen som leder af en investeringsbank. Frank Langella er Jakes mentor og Susan Sarandon spiller Jakes mor.

Charlie Sheen, som spillede den centrale karakter, Bud Fox, en ung børssælger i originalfilmen, vil have en cameo rolle i Wall Street 2.

Med tanke på det ovenstående kan man måske godt konkludere, at var det ikke for den nutidige bankkrise ville fortsættelsen, Wall Street 2, aldrig været blevet til noget.

Dansk biografpremiere 23. april 2010.


Gå til forsiden - klik her!

0 comments:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...