Filmnørden anmelder: Zombieland

Film: Zombieland
Medvirkende: Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, Emma Stone
Instruktion: Ruben Fleischer
Premiere: 23. oktober 2009

Siden Filmnørdens Zombie-ex3vaganza har jeg været ret obs på zombie-film og allerede nu sidder halvdelen af jer og ruller med øjnene, for "JEG gider i HVERT fald ikke at se en zombie-film", men hold nu ud. Der er nemlig noget befriende og altid udforskende over zombie-film. Genren har få, men stramme regler, som du relativt hurtigt lærer at kende (såsom: bliver du bidt af en zombie, bliver du selv til en zombie), hvilket kan give dig tid til, at fokusere på genrens andre aspekter. Ja, du skal være klar på lidt blodig vold og du skal acceptere tanken om "levende døde", men kan du sætte kryds i disse to felter, så er du indenfor i zombie-varmen. Det giver dig lov til at nyde genrens evige eksperimenteren med den menneskelige psyke sat under et enormt (omend hypotetisk) pres. For hvordan vil raske folk reagere den dag Jorden forpestes af en ustoppelig virus, der forvandler almindelige mennesker til balestyriske, kødædende, halv-spedalske vilddyr? Svaret på dette spørgsmål søges oftest besvaret i denne slags film, ved at fokusere på en lille gruppe mennesker og deres reaktionsmønstre, under føromtalte omstændigheder. Dette er også det oftest stillede spørgsmål i zombie-film, ene og alene fordi det er det mest interessante og Zombieland er ingen undtagelse.

Columbus er navnet på en nervøs, ung dreng, der via en logisk udarbejdet liste af overlevelses-tips, formår at holde sig selv i live, efter at 99,9 % af Jordens befolkning er blevet til zombier. De tæller eksempelvis #1 Kondi (god kondi er essentiel for at kunne løbe fra zombier), #3 Pas på toiletter (toiletter har trang plads og få flugtveje, så pas på) og # 32 Ikke være en helt (hvis du ikke går forrest, er du ikke den første der bliver ædt), og så videre. Regler der på finurlige grafiske måder dukker op på lærredet, når de tages i brug - fed idé, for øvrigt. Columbus er bange for mange mere eller mindre forståelige ting og opfører sig mest af alt som en teenage-Woody Allen.

Tallahassee er mere eller mindre Columbus' direkte modsætning. Han er ikke bange for noget som helst og har ingen regler. Han ved og gør hvad han vil og hvis der er en zombie i vejen for ham, fjerner han den på mere eller mindre blodig vis. Disse to komplette modsætninger ender lidt modvilligt i samme bil, på vej i samme retning. Inden længe har de fået selskab af to piger - den hotte Wichita og hendes 12-årige lillesøster Little Rock. Og skulle du undrer dig over firkløverets underlige navne, skal du vide, at de navngiver hinanden, alt efter hvor de kommer fra. Little Rocks største drøm er at se Pacific Playland - et tivoli i Los Angeles - så gruppen beslutter at drage mod L.A.

Andet er der faktisk ikke til historien. Ikke noget overordnet mål, om at finde en kur mod zombi-virussen. Ikke noget håb om en zombi-fri-zone i Mexico. Ikke noget mål, andet end Pacific Playland (som pigerne ganske vist små-håber er fri for zombier, men de ved det umuligt kan passe). En film uden et håndgribeligt mål er ofte som en bil uden motor, men Zombieland kører fint alligevel, først og fremmest fordi selve filmens hjørnesten, er disse fire personers indbyrdes forhold. Det er så underholdende og godt formidlet, at de ikke behøver et mål. Som tilskuer er det tilfredsstillende bare at se hvordan de reagerer indbyrdes i forskellige situationer, ganske enkelt fordi disse fire karakterer er virkeligt godt beskrevet og grundlæggende sympatiske.

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg i bund og grund har set meget få zombie-film, som jeg egentlig syntes var rigtigt gode. Listen tæller faktisk kun: Dawn Of The Dead ('78), Dawn Of The Dead ('04), 28 Days Later, 28 Weeks Later og Shaun Of The Dead (og nu også Zombieland). Men udover gode karakterer - en essentiel del af stort set alle film - hvilke kritrier er det så egentlig Zombieland opfylder, for at komme med på denne liste?

• Grafisk vold - Zombieland har masser af smækre scener, med zombier der får flækket skallen på den ene eller den anden måde.
  
• Sjov dialog - Især Columbus' og Tallahassees samtaler og kommentarer funkler hele filmen igennem. ("You see? You just can't trust anyone. The first girl I let into my life and she tries to eat me.")
  
• Gode effekter - Som den ikoniske, blodspruttende slow motion-intro til filmen så flot illustrerer, så er der ikke sparet på fede effekter i Zombieland.
• Troværdig verden - Et klassisk trick for at skabe troværdighed omkring en zombie-films så godt som ubefolkede verden, er at vise et par kendte landemærker, med udbrændte biler og skrald strøet sporadisk omkring i landskabet. I Zombielands tilfælde eksempelvis Hollywood Boulevard.
• Bill Murray - Selvom han kun er på i 3 minutter, er han som altid en fornøjelse.
• Smart zombie-taktik - En god zombie-film skal ha' en række gode og helst unikke eksempler på, hvordan man på en smart og taktisk måde kan narre zombier og skaffe sig af med dem, på den ene eller anden måde. Zombieland har så mange, at den næsten kan ses som en overlevelsesmanual.

Derfor er den med på listen, men det betyder ikke at der ikke er noget dårligt ved Zombieland. Lidt over halvvejs inde i filmen, lytter den ikke til sit eget råd #1, for den mister pusten. Dog kun i et par scener, men nok til at det mærkes. Men Zombielands største fejl, er det den IKKE er. Den er nemlig ikke helt så genial og nytænkende og underfundig, som den meget let kunne ha' været. Alle brikkerne er der: fede skuespillere, fede karakterer, fed dialog, fede effekter, fede zombier, men det er som om det aldrig kommer 100 % op og ringe - kun ca. 90 %. Det er ikke dårligt, men jeg kunne ikke lade være med at forestille mig de sidste 10 %. Og så må jeg som filmnørd og zombie-fan sige, at når der figurerer en motorsav på plakaten for filmen, så skal der sgu bruges noget motorsav i filmen og det bliver der ikke. Tilgengæld bliver en overvægtig zombie smadret med en banjo.

Det er dog småting og det trækker ikke meget ned i filmens overordnede karakter. Woody Harrelson og Jesse Eisenberg passer perfekt i deres roller og er klart det bedste ved filmen. Det er deres karakterer og skuespil der holder liv i det psykologiske spil, der kører i gruppen af de fire overlevende. Kombiner denne form for velskreven og velspillet gruppedynamik, med blodgurglende zombier og god humor og du har en film ligger i den fashionable ende af Hjørnets seks-stjernede skala.

Filmnørdens karakter:
Lidt uambitiøs, men ellers tip-top

Trailer for filmen: