Medvirkende: Willem Defoe, Charlotte Gainsbourg
Instruktør: Lars Von Trier
Premiere: 20. maj '09
Baseret på reaktioner i pressen og reportager fra Cannes, er det ikke underligt hvis du sætter dig i biffen og ser Antichrist, med en vis forventningfuld spænding. Dette er jo åbenbart en film, der kan få tilskueren til at blive svimmel, kaste op og besvime og det tyder jo på hård kost - dette er filmmarkedsføring der ikke kan købes for penge og både Trier og Aalbæk hygger sig utvivlsomt ved dette faktum. Men hvad er det egentlig for en film Trier har bikset sammen denne gang?
Et navnløst forældrepar mister deres lille søn, da denne en nat vælger at hoppe ud af vinduet fra tredje sal. Faderen er psykolog/terapeut og han begynder, at bearbejde sorgen lige efter bogen. Moderen derimod, bliver fuldstændig opslugt af sin sorg, hvilket får hendes mand til at prøve at hjælpe hende. Han finder frem til at hendes største hindring for at komme igennem sorgen, er hendes frygt. Efter flere terapeutiske samtaler finder de sammen ud af, at det hun er absolut mest bange for, er skovområdet omkring deres hytte (kaldet Eden). Hendes mand ser kun en løsning: at tage op til Eden og konfrontere frygten direkte. Desværre fungerer hans kone ikke helt sådan, for hun bliver nemlig mere og mere sindssyg af at være der, indtil hun til sidst går godt og grundigt fra forstanden.
Lad os ta' det mest presserende emne op først. Ja, denne film har nogle meget voldelige og blodige scener. Derudover er der også en del eksplicitte sexscener der er ekstremt grafiske. Både vold, blod og sex bliver endda blandet sammen her og der. Om det er chokerende? Det kommer helt og aldeles an på hvad du er vant til. Har du set Cannibal Holocaust eller Ichi The Killer, så er det her ingenting. Blev du derimod rystet i din grundvold af Remains Of The Day, jo, så vil du blive dybt chokeret. Under alle omstændigheder er det efter denne anmelders mening langt fra så klamt og chokerende, som man gennem pressens Trier-besættelse har fået indtryk af. Klam... men ikke SÅ klam - og lad os så lukke bogen (for nu) på den del af filmen, for det er slet ikke det der er spændende.
Antichrist er nemlig en utrolig flot film på rigtigt mange andre punkter. Mest iøjenfaldende er Anthony Dodd Mantles fotografering. Det er nogle næsten ufattelige billeder han har komponeret, hvilket kun bliver understreget af, at han har brugt et såkaldt Red One-kamera, der digitalt kan optage godt 1.000 billeder i sekundet. Resultatet er optagelser der gengives i så langsom slowmotion, at man i splitsekunder tror man ser på still-billeder - en effekt der bruges flere gange i løbet af filmen, men som havde været ubetydelige, havde det ikke været for Mantles billedkomposition. Wow! Det var ikke i mangel af bedre, at han fik en Oscar.
En anden imponerende del af Antichrist er skuespillet. Trier kan et eller andet med, at få sine skuespillere helt ud på overdrevet, uden nogensinde at miste publikum eller realismen og dette gælder denne gang især Charlotte Gainsbourg. Willem Defoe gør det skam også godt, men hans rolle er ikke nær så krævende som Gainsbourgs, så det er hende der løber med opmærksomheden.
Selve filmens plot og (be)tydningen af dette, virkede efter forevisningen mærkeligt uvæsentlig for oplevelsen af filmen, pånær én ting: det terapeutiske aspekt. De mange samtaler Defoe og Gainsbourg har, hvor de sammen prøver at finde frem til problemer og løsninger, gennem klassisk psykologi. Disse samtaler er fascinerende og lette at identificere sig med, samtidig med at de åbner op for hendes psyke og dermed filmens grimme kerne.
Hvad der ellers sker i filmen er lidt lige meget og egentlig virker det, som om den sidste tredjedel kører af sporet, fordi Trier med vold og magt prøver at forklare hvad der faktisk sker - uden held. Ja, ja, jeg har jo fattet Triers besked om, at vold kommer af følelser og at følelser kommer fra kvinden, men I kan sige hvad I vil om dybere mening, fortolkning og Triers genialitet, men historien er sgu usammenhængende. Det er muligvis med vilje, men problemet er at det ikke virker sådan. Derfor var det jo også ret heldigt, at den ikke var særlig vigtig for undertegnedes filmoplevelse. (Læg mærke til at Filmnørden for en gangs skyld IKKE tillægger en films historie særlig høj værdi - det sker ikke så tit).
Nu kan det jo sagtens være på grund af føromtalte forventningsfulde spænding, baseret på omtale af filmen, men fra start til slut opbygger og opretholder Antichrist en stemning af simrende ubehag. Den koger kun over i de få øjeblikke med åbenlys vold. Ellers holder Trier ubehaget fint pakket ind i smukke, truende billeder og det er nok Antichrists mest markante egenskab - man ved aldrig helt hvad man skal forvente, men man er hele tiden sikker på, at det ikke er rart, hvad end der er på vej. Og det bringer os tilbage til Triers eksplicitte voldsporno-klip, for mit største spørgsmål, efter at ha' set filmen var: hvorfor er de der?
De er på ingen måde essentielle for den filmoplevelse jeg kom ud af biografen med. Der er helt sikkert nogen der vil mene, at de er filmens kerne, men jeg følte det modsatte - de fortyrrede oplevelsen i stedet for at forstærke den. Jeg kan dog naturligvis ikke unddrage mig det faktum, at de har haft en betydning for min filmoplevelse, men mest fordi disse ubehagelige klip, fik Cannes-sjakket til næsten at spilde deres champagne af ren bestyrtelse, hvilket fik pressen pisket helt op i det røde felt, hvilket fik mig til at forvente noget ubehageligt, allerede inden filmen begyndte. Det kunne ha' været ENORMT rart, at se filmen uden at vide, at den ville være ubehagelig eller i visse øjeblikke, meget ulækker. Derfor fristes undertegnede til at tro, at disse klip kun er med, for at skabe omtale - ikke for at hjælpe filmens fortælling - og DÉT er fesent!
Men nok om de fortærskede voldsklip. Antichrist er som sagt meget mere end det. En uhyre flot og kunstnerisk set velkomponeret film, hvis historie egentlig ikke er noget ud over det sædvanlige, men som utvivlsomt vil give dig en biografoplevelse, der er alt andet end sædvanlig.
Filmnørdens karakter:
Æstetisk ubehag på højt plan, baseret på en flad historie
Gå til forsiden - klik her!Instruktør: Lars Von Trier
Premiere: 20. maj '09
Lyt til Filmnørdens anmeldelse af Antichrist på Voice:
Baseret på reaktioner i pressen og reportager fra Cannes, er det ikke underligt hvis du sætter dig i biffen og ser Antichrist, med en vis forventningfuld spænding. Dette er jo åbenbart en film, der kan få tilskueren til at blive svimmel, kaste op og besvime og det tyder jo på hård kost - dette er filmmarkedsføring der ikke kan købes for penge og både Trier og Aalbæk hygger sig utvivlsomt ved dette faktum. Men hvad er det egentlig for en film Trier har bikset sammen denne gang?
Et navnløst forældrepar mister deres lille søn, da denne en nat vælger at hoppe ud af vinduet fra tredje sal. Faderen er psykolog/terapeut og han begynder, at bearbejde sorgen lige efter bogen. Moderen derimod, bliver fuldstændig opslugt af sin sorg, hvilket får hendes mand til at prøve at hjælpe hende. Han finder frem til at hendes største hindring for at komme igennem sorgen, er hendes frygt. Efter flere terapeutiske samtaler finder de sammen ud af, at det hun er absolut mest bange for, er skovområdet omkring deres hytte (kaldet Eden). Hendes mand ser kun en løsning: at tage op til Eden og konfrontere frygten direkte. Desværre fungerer hans kone ikke helt sådan, for hun bliver nemlig mere og mere sindssyg af at være der, indtil hun til sidst går godt og grundigt fra forstanden.Lad os ta' det mest presserende emne op først. Ja, denne film har nogle meget voldelige og blodige scener. Derudover er der også en del eksplicitte sexscener der er ekstremt grafiske. Både vold, blod og sex bliver endda blandet sammen her og der. Om det er chokerende? Det kommer helt og aldeles an på hvad du er vant til. Har du set Cannibal Holocaust eller Ichi The Killer, så er det her ingenting. Blev du derimod rystet i din grundvold af Remains Of The Day, jo, så vil du blive dybt chokeret. Under alle omstændigheder er det efter denne anmelders mening langt fra så klamt og chokerende, som man gennem pressens Trier-besættelse har fået indtryk af. Klam... men ikke SÅ klam - og lad os så lukke bogen (for nu) på den del af filmen, for det er slet ikke det der er spændende.
Antichrist er nemlig en utrolig flot film på rigtigt mange andre punkter. Mest iøjenfaldende er Anthony Dodd Mantles fotografering. Det er nogle næsten ufattelige billeder han har komponeret, hvilket kun bliver understreget af, at han har brugt et såkaldt Red One-kamera, der digitalt kan optage godt 1.000 billeder i sekundet. Resultatet er optagelser der gengives i så langsom slowmotion, at man i splitsekunder tror man ser på still-billeder - en effekt der bruges flere gange i løbet af filmen, men som havde været ubetydelige, havde det ikke været for Mantles billedkomposition. Wow! Det var ikke i mangel af bedre, at han fik en Oscar.En anden imponerende del af Antichrist er skuespillet. Trier kan et eller andet med, at få sine skuespillere helt ud på overdrevet, uden nogensinde at miste publikum eller realismen og dette gælder denne gang især Charlotte Gainsbourg. Willem Defoe gør det skam også godt, men hans rolle er ikke nær så krævende som Gainsbourgs, så det er hende der løber med opmærksomheden.
Selve filmens plot og (be)tydningen af dette, virkede efter forevisningen mærkeligt uvæsentlig for oplevelsen af filmen, pånær én ting: det terapeutiske aspekt. De mange samtaler Defoe og Gainsbourg har, hvor de sammen prøver at finde frem til problemer og løsninger, gennem klassisk psykologi. Disse samtaler er fascinerende og lette at identificere sig med, samtidig med at de åbner op for hendes psyke og dermed filmens grimme kerne.Hvad der ellers sker i filmen er lidt lige meget og egentlig virker det, som om den sidste tredjedel kører af sporet, fordi Trier med vold og magt prøver at forklare hvad der faktisk sker - uden held. Ja, ja, jeg har jo fattet Triers besked om, at vold kommer af følelser og at følelser kommer fra kvinden, men I kan sige hvad I vil om dybere mening, fortolkning og Triers genialitet, men historien er sgu usammenhængende. Det er muligvis med vilje, men problemet er at det ikke virker sådan. Derfor var det jo også ret heldigt, at den ikke var særlig vigtig for undertegnedes filmoplevelse. (Læg mærke til at Filmnørden for en gangs skyld IKKE tillægger en films historie særlig høj værdi - det sker ikke så tit).
Nu kan det jo sagtens være på grund af føromtalte forventningsfulde spænding, baseret på omtale af filmen, men fra start til slut opbygger og opretholder Antichrist en stemning af simrende ubehag. Den koger kun over i de få øjeblikke med åbenlys vold. Ellers holder Trier ubehaget fint pakket ind i smukke, truende billeder og det er nok Antichrists mest markante egenskab - man ved aldrig helt hvad man skal forvente, men man er hele tiden sikker på, at det ikke er rart, hvad end der er på vej. Og det bringer os tilbage til Triers eksplicitte voldsporno-klip, for mit største spørgsmål, efter at ha' set filmen var: hvorfor er de der?
De er på ingen måde essentielle for den filmoplevelse jeg kom ud af biografen med. Der er helt sikkert nogen der vil mene, at de er filmens kerne, men jeg følte det modsatte - de fortyrrede oplevelsen i stedet for at forstærke den. Jeg kan dog naturligvis ikke unddrage mig det faktum, at de har haft en betydning for min filmoplevelse, men mest fordi disse ubehagelige klip, fik Cannes-sjakket til næsten at spilde deres champagne af ren bestyrtelse, hvilket fik pressen pisket helt op i det røde felt, hvilket fik mig til at forvente noget ubehageligt, allerede inden filmen begyndte. Det kunne ha' været ENORMT rart, at se filmen uden at vide, at den ville være ubehagelig eller i visse øjeblikke, meget ulækker. Derfor fristes undertegnede til at tro, at disse klip kun er med, for at skabe omtale - ikke for at hjælpe filmens fortælling - og DÉT er fesent!Men nok om de fortærskede voldsklip. Antichrist er som sagt meget mere end det. En uhyre flot og kunstnerisk set velkomponeret film, hvis historie egentlig ikke er noget ud over det sædvanlige, men som utvivlsomt vil give dig en biografoplevelse, der er alt andet end sædvanlig.
Filmnørdens karakter: Æstetisk ubehag på højt plan, baseret på en flad historie
Trailer for filmen:
5 comments:
helt rart at se en ned-på-jorden anmeldelse frem for alle de opskruede. bliver spændende at dømme ved selvsyn.
Er lige kommet tilbage fra filmen og synes du fedter for meget med antallet af clapboards. Det som jeg finder enestående ved filmen er at den fungerer på så mange forskellige planer - især metaforisk (hvor den kan læses både ud fra en kristen, hedensk og middealderfilosofisk ... Read Moreæstetik) - dette er sat op imod det moderne rationale, især psykoanalysen som du påpeger. Det er måske netop derfor ekstremiteterne fungerer perfekt i denne kontekst og ikke virker forstyrrende i min bog. Desuden er filmen blændende godt researceret da det ikke blot er tom eller tilfældig symbolik LvT smider i hovedet på os, men derimod billeder der kan læses og tolkes på rigtig mange måder.. Jeg kan ikke vente på at se den igen, nu langt bedre forberedt..:)
Ah, se DÉT er interessant! Men det ved en gemen filmnørd som mig jo ikke et klap om, så MIN oplevelse var til fire klaptræer. Men bevæbnet med viden om kristen, hedensk og middelalderfilosofisk æste... ætitæ... æseki.. ting, ville man uden tvivl få en bredere oplevelse ud af filmen :-)
Kommentar til Torben: Jeg opplever ikke de to verdensanskuelser du nevner som "satt opp mot hinanden" i filmen. Jeg ser at de er der,og det er interessant. Men jeg synes heller at den rationelle tanke helt forlates for det glade vanvidd i den siste del af Antichrist. Hvor finner du diskusjonen? Det er ellers noen knakende spennede ting du nevner!
Hei, så fint å se en skikkelig kommentar til filmen! Her i Norge kappes journalistene om å besvime raskest mulig og slå ett øye på terningen. Har lenket til deg på bloggen min :-)
Send en kommentar