Medvirkende: Benicio Del Toro, Julia Ormond, Deminán Bichir
Instruktør: Stephen Soderbergh
Premiere: 7. maj '09
Er det bare Filmnørden eller er der gået uheldig mode i, at lave fluekneppe-detaljerede biografiske film? Både Bader Meinhof Komplekset og Public Enemy No 1 fortæller historier om ekstremt spændende mennesker, men desværre ved hjælp af alt for lange film, der er så tunge på faktuelle oplysninger, at selve filmoplevelsen bliver tynget ned. Che - Argentineren er endnu en af denne slags film. Soderbergh fortæller historien om Ernesto "Che" Guevara i to film. Den første beskriver hans transformation fra ordinær argentinsk læge til revolutionær cubansk frihedskæmper og den anden fortæller om hans mindre vellykkede forsøg på, at gentage revolutions-succesen i Bolivia. Filmnørden anmelder her den første.
Che - Argentineren tager ikke alt for store chancer i den måde hvorpå den fortæller sin historie. En kronologisk gennemgang af hans aktiviteter, lige fra hans første møde med Fidel Castro i 1956 ved et middagsselskab, til hans blodige jungle-strabadser på Cuba i 1959, kydsklippes med klip og kommentarer fra hans besøg og tale i FN's hovedkvarter i New York i 1964. Man kan stadig mærke at det er en Soderbergh-film, men det er som om hans kreative fingeraftryk er sat lidt i baggrunden.
Det er jo en spændende historie og bag scenerne er især Benicio Del Toro gået til ekstreme længder i sin research og sit skuespil, for at nå indtil kernen af Guevara, hvis historie ellers så let drukner i symbolværdi. Det betyder dog ikke, at der bliver givet ved dørene, når det kommer til
hans personlige udvikling. Som tilskuer skal man selv grave lidt i det billede man her får af den revolutionære leder, for at få indblik i hans personlighed og motiver. Det giver en både tilfredsstillende og mangelfuld oplevelse for tilskueren, for på sin vis er det rart ikke at få stoppet filmens budskaber ned i halsen, men samtidig virker det også lidt som om, at man bliver ladt i stikken. De meget håndgribelige historiske begivenheder og militære handlinger glider over lærredet med robust tempo og action, men de virker afhægtede fra det indblik bag facaden på Guevara, som filmen samtidig forsøger at give. Ærgerligt.
Faktisk er ovenstående problem nok den største udfordring for en biografisk film. Kunsten er jo med afsæt i virkelige, historiske hændelser, at skabe indblik i hovedpersonens karakter. Det lykkes ikke for Baader Meinhof Komplekset, det lykkes ikke for Public Enemy No 1 og det lykkes ikke for Che - Argentineren. Det lykkes tilgengæld for Nicolas Winding Refns Bronson, filmen om den balestyriske engelske fængsels-vildbasse Michael Gordon Peterson, men den anmeldelse må du vente med at læse, til filmen får dansk premiere senere på sommeren. Filmnørden tager den bare med her, for at vise at det altså kan lade sig gøre.
Når dette er sagt, så er Che - Argentineren interessant på mange andre måder, for når den ikke opnår dybere indsigt i Guevaras personlighed, giver den til gengæld indsigt i kunsten at føre guerillakrig. Filmen er næsten en instruktionsvideo i hvordan man organiserer og fører sin egen krig. Opmærksomme tilskuere vil føle sig vel rustet til, at gå ud af biografens mørke og straks storme Christiansborg sammen med et par kammesjukker.
I sidste ende ligger filmens problem udenfor biografen. Indenfor det seneste årti har diverse TV-stationer nemlig fattet, at dokumentarer fænger folk meget bedre, når de er dramatiserede. Det er så godt som umuligt at finde en nyere dokumentar, hvor større eller mindre dele af historien ikke er dramatiseret af B-skuespillere på et minimalt budget. Det skaber et problem for biograf-film, når de i bund og grund gør det samme. Sidder man og ser Soderbergs seneste mesterværk, eller er det ugens doku-drama på Discovery?
Med al denne kritik kunne man forfalde til at tro, at Filmnørden ikke var underholdt af Che - Argentineren, men tag ikke fejl: den er ganske underholdende. Benicio Del Toro er en tryllebindende skuespiller og Soderbergh kan sit kram bag kameraet (og i klippe-rummet). Stemningen er tyk af revolution og cigarrøg og man får masser at tænke over gennem filmen. Det er bare synd, at den ikke kommer længere om bag Che's facade end den gør.
Filmnørdens karakter:
Flot, actionmættet og informativ, men hvor er dybden?
Instruktør: Stephen Soderbergh
Premiere: 7. maj '09
Er det bare Filmnørden eller er der gået uheldig mode i, at lave fluekneppe-detaljerede biografiske film? Både Bader Meinhof Komplekset og Public Enemy No 1 fortæller historier om ekstremt spændende mennesker, men desværre ved hjælp af alt for lange film, der er så tunge på faktuelle oplysninger, at selve filmoplevelsen bliver tynget ned. Che - Argentineren er endnu en af denne slags film. Soderbergh fortæller historien om Ernesto "Che" Guevara i to film. Den første beskriver hans transformation fra ordinær argentinsk læge til revolutionær cubansk frihedskæmper og den anden fortæller om hans mindre vellykkede forsøg på, at gentage revolutions-succesen i Bolivia. Filmnørden anmelder her den første.
Che - Argentineren tager ikke alt for store chancer i den måde hvorpå den fortæller sin historie. En kronologisk gennemgang af hans aktiviteter, lige fra hans første møde med Fidel Castro i 1956 ved et middagsselskab, til hans blodige jungle-strabadser på Cuba i 1959, kydsklippes med klip og kommentarer fra hans besøg og tale i FN's hovedkvarter i New York i 1964. Man kan stadig mærke at det er en Soderbergh-film, men det er som om hans kreative fingeraftryk er sat lidt i baggrunden.Det er jo en spændende historie og bag scenerne er især Benicio Del Toro gået til ekstreme længder i sin research og sit skuespil, for at nå indtil kernen af Guevara, hvis historie ellers så let drukner i symbolværdi. Det betyder dog ikke, at der bliver givet ved dørene, når det kommer til
hans personlige udvikling. Som tilskuer skal man selv grave lidt i det billede man her får af den revolutionære leder, for at få indblik i hans personlighed og motiver. Det giver en både tilfredsstillende og mangelfuld oplevelse for tilskueren, for på sin vis er det rart ikke at få stoppet filmens budskaber ned i halsen, men samtidig virker det også lidt som om, at man bliver ladt i stikken. De meget håndgribelige historiske begivenheder og militære handlinger glider over lærredet med robust tempo og action, men de virker afhægtede fra det indblik bag facaden på Guevara, som filmen samtidig forsøger at give. Ærgerligt.Faktisk er ovenstående problem nok den største udfordring for en biografisk film. Kunsten er jo med afsæt i virkelige, historiske hændelser, at skabe indblik i hovedpersonens karakter. Det lykkes ikke for Baader Meinhof Komplekset, det lykkes ikke for Public Enemy No 1 og det lykkes ikke for Che - Argentineren. Det lykkes tilgengæld for Nicolas Winding Refns Bronson, filmen om den balestyriske engelske fængsels-vildbasse Michael Gordon Peterson, men den anmeldelse må du vente med at læse, til filmen får dansk premiere senere på sommeren. Filmnørden tager den bare med her, for at vise at det altså kan lade sig gøre.
Når dette er sagt, så er Che - Argentineren interessant på mange andre måder, for når den ikke opnår dybere indsigt i Guevaras personlighed, giver den til gengæld indsigt i kunsten at føre guerillakrig. Filmen er næsten en instruktionsvideo i hvordan man organiserer og fører sin egen krig. Opmærksomme tilskuere vil føle sig vel rustet til, at gå ud af biografens mørke og straks storme Christiansborg sammen med et par kammesjukker.I sidste ende ligger filmens problem udenfor biografen. Indenfor det seneste årti har diverse TV-stationer nemlig fattet, at dokumentarer fænger folk meget bedre, når de er dramatiserede. Det er så godt som umuligt at finde en nyere dokumentar, hvor større eller mindre dele af historien ikke er dramatiseret af B-skuespillere på et minimalt budget. Det skaber et problem for biograf-film, når de i bund og grund gør det samme. Sidder man og ser Soderbergs seneste mesterværk, eller er det ugens doku-drama på Discovery?
Med al denne kritik kunne man forfalde til at tro, at Filmnørden ikke var underholdt af Che - Argentineren, men tag ikke fejl: den er ganske underholdende. Benicio Del Toro er en tryllebindende skuespiller og Soderbergh kan sit kram bag kameraet (og i klippe-rummet). Stemningen er tyk af revolution og cigarrøg og man får masser at tænke over gennem filmen. Det er bare synd, at den ikke kommer længere om bag Che's facade end den gør.
Filmnørdens karakter:Flot, actionmættet og informativ, men hvor er dybden?
Trailer for filmen:
Gå til forsiden - klik her!
0 comments:
Send en kommentar