Anmeldelse: Somewhere

• Film: Somewhere

• Medvirkende: Stephen Dorff, Elle Fanning, Chris Pontius

• Instruktion: Sofia Coppola (Lost In Translation, The Virgin Suicides, Marie Antoinette)

• Premiere: 28. oktober 2010

Anmeldt af Casper K. I. Christensen

Der er altid nogle små detaljer vedrørende castingen i Sofia Coppolas film, der vækker min nysgerrighed og det er måske ikke med vilje. I The Virgin Suicides var det Danny DeVito i rollen som psykologen, der prøver at finde ud af hvad der er galt med en af pigerne. I Lost In Translation var det Anna Faris i rollen som actionstjernen. Og her i Somewhere er det Chris Pontius (en af Jackass-drengene) i rollen som hovedkarakterens bror. Hvorfor er det lige præcis disse skuespillere i disse roller? Umiddelbart har jeg ingen gloriøs pointe med dette...

Somewhere handler kort fortalt om den store filmstjerne fra Hollywood, Johnny Marco, der er ret træt af sit stjerneliv og som får en følelsesmæssig vækkelse, da han i en uges tid bliver nød til at passe sin 12-årige datter Cleo, som han ikke helt synes han ser nok til, selvom de faktisk ses ganske ofte.

Vi har her med en film at gøre, som man nok skal være lidt forberedt på inden man ser, for egentlig sker der ikke noget i Somewhere og det der sker, sker meget langsomt. Du introduceres for Johnny i en række hvilepuls-scener, hvor han lever sit stjerneliv med samme joie de vivre som en skilteholder på Strøget. Han har for vane at hyre tvillinge-strippere og falde i søvn under deres optræden på hans hotelværelse. Han keder sig med andre ord bravt. Så dukker Cloe op og han fylder sin faderrolle ud for en stund: kører hende til skøjte-træning og hyggesnakker lidt. Og så tilbage til det drøvtyggende stjerneliv. Han er ikke sammen med Cloes mor, men de snakker godt sammen, så da hun må rejse væk i nogle dage, bliver Cloe nød til at blive passet af sin far. Han er midt i markedsføringen af hans seneste action-basker, men tager glædeligt Cloe med til alle de forskellige arrangementer, inklusiv et bizart awards-show i Italien, hvor han skal have overrakt en pris. De spiller Wii, hænger ud og småsnakker om stort og småt. Og så er filmen færdig.

Der er scener i denne film, der ikke består i andet end at se Johnny ryge en hel cigaret i sin sofa. Sådan noget vil den gængse biografgænger nok blive skræmt væk af, men stop en halv, for det her er en ganske unik filmoplevelse, som du ikke bør feje af vejen så nonchalant. Filmen lever i sit tempo og sin stemning og det er den du skal opleve - ikke decideret handlingen. Netop fordi Sofie Coppola tager sig så god tid og lader sine karakterer smelte deres facade uden nogen form for drama, glider du uværgeligt helt ind i deres personligheder. Oplevelsen er meget intim og har en følelse af ægthed, som man skal lede længe efter i biografen i dag. Som tilskuer bliver du ubevidst opslugt af omgivelserne, til en sådan grad at du næsten kan mærke hvordan tæppet føles i det hotelværelse Johnny bor på. Det er en dejlig fornemmelse og når Somewhere er slut, har man ikke rigtig lyst til at forlade dens verden.

Somewhere er altså ikke en film for alle og enhver. Det kan sagtens være, at du vil finde den hysterisk uinteressant og gabende kedsommelig og det vil være forståeligt. Alligevel bør du unde dig selv at prøve den af, for hvis du bliver grebet af dens "slice of life", er det en ganske unik oplevelse.

En sidste ting: personligt mener jeg at Stephen Dorff fortjener din opmærksomhed, for han er muligvis en af de mest misbrugte stjerner i Hollywood i dag. Han har et nærvær der er fængende, men som han sjældnet har fået lov at vise i sine film, ofte grundet dårlige karrierevalg. Jeg har et spinkelt håb om, at den etablerede filmverden får øjnene op for ham i Somewhere og at han for fremtiden vælger sine projekter med større omhu end hidtil, for han er altså en skide god skuespiller.

Om du tager denne anmeldelse som en anbefaling eller en advarsel er helt op til dig selv, men du skal vide, at Somewhere byder på en filmoplevelse ud over det sædvanlige. Så må det komme an på en prøve, om den er noget for dig. Den var i hvert fald noget for mig.

Filmnørdens karakter:
Et dragende og fascinerende hvilepuls-drama