fredag den 1. august 2008

The Joker Show

THE DARK KNIGHT - Så fik Filmnørden OMSIDER "lov" til at se The Dark Knight - en fuldstændig misvisende titel, for om nogen er dette hr. Joker's show, men en titel som Den Lilla Hofnar har vel ikke den samme pragt over sig. Filmnørden skal være den første til at indrømme at alverden har hørt nok om denne film. Derfor skal jeg forsøge at gøre det kort... eller originalt.

Ja, Heath Ledger som Jokeren ÉR virkelig så fantastisk og Oscar-værdig som alle siger. Det er et utroligt flot stykke håndværk/kunst han leverer på det store lærred og det er umuligt at se filmen, uden at blive bare en lille smule deprimeret over, at han ikke findes mere. Han stjæler fuldstændig showet fra alle de andre i filmen, selvom alle uden undtagelse spiller røven ud af bukserne.

Når man har sundet sig lidt, lykkedes det dog at se forbi ham og rent faktisk se filmen, for han er trods alt en del af en større helhed - en MEGET større og kompleks helhed. En helhed der både via historien, skuespillerne, billederne og musikken virker tung, alvorlig og ond! Blandt andet fordi filmen har så mange forskellige sideløbende historier og karakterforløb, kan det være lidt svært at holde styr på den, men netop disse sideløbende handlinger, udnytter instruktøren Christopher Nolan genialt (men det kommer vi tilbage til om lidt). For Nolans mest imponerende bedrift er, at han gennem filmen opbygger et univers, der er spækket med etiske og moralske tanker og dilemmaer og som på en og samme tid virker som om det ligger enormt tæt på vores virkelige verden, samtidig med at det er næsten mytologisk - som et gammelt sagn. Den lette stemning man får i andre superhelte-film såsom Ironman eller Superman er fuldstændig væk, selvom alle disse superhelte-film i bund og grund handler om det samme. Resultatet er, efter man har set filmen, at det kan føles lidt underligt, at tage denne tegneseriehelt så alvorligt. Og det er da lidt af en bedrift.

Christopher Nolan er på mange andre måder den egentlige stjerne i denne film, for går man lidt mere i detaljer med hans arbejde og filmkundskaber, dukker der flere genialiteter op. Som for eksempel hans evne til at opbygge spænding. I hvert fald i tre nerveflænsende scener i filmen, skruer Nolan ved hjælp af perfekt krydsklipning mellem de mange sideløbende handlinger, op for temperaturen og spændingen, indtil den næsten bliver uudholdelig. Og så er han endda så fræk, at han i en af disse scener ikke engang lader spændingen blive forløst. Det er fuldstændig genial filmteknik, der ligger i samme luftlag som tidlig Spielberg og enkelte scener i den første Ringenes Herre-film.

"Men er der da slet ikke noget negativt at sige om filmen?", tænker du. Og jo, det er der da, men ikke meget. Filmnørden synes stadig den største kamel der skal sluges, er Batman selv. Christian Bale passer perfekt til rollen som Bruce Wayne, men passer måske ikke helt lige så godt til rollen som Batman. Det er nok mest hans besynderligt buldrende stemme, der er et skår i billedet - omend et meget lille skår. Filmens halv-åbne slutning giver også en lidt besynderlig smag i munden. Når det så er sagt, så er The Dark Knight altså en utroligt flot film. Den har uden tvivl fået mere omtale og ros end den fortjener, men hvis der endelig var en film der skulle stjæle billedet (og pengene) fra alle de andre, så gør det absolut ikke noget at det er denne.



Filmnørden kunne blive ved med at ævle om denne film, men I har uden tvivl andet at lave end at dvæle over en sommer-blockbuster... imodsætning til Filmnørden.

GOD FORNØJELSE!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Gå til forsiden - klik her!

0 comments:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...