Filmnørden genser Godfather-trilogien

Første gang Filmnørden så Godfather, var han så gammel, at han kun ventede på, at de skulle skyde lidt mere på hinanden. Det gør Filmnørden for så vidt stadigvæk, men oven i dette, har han efterhånden fået forståelse for disse tre film. For egentlig er der ret meget, at holde styr på i disse film. Især Godfather II har været lidt svært for Filmnørden helt at forstå, men inden for den seneste uge genså han alle tre film med sin kæreste, der aldrig havde set dem før. Nye tanker dukkede op...

Det er let at glemme hvad og hvor gode Godfather-filmene egentlig er. Man kan ikke skimme en Top 10-liste igennem over Bedste Film Nogensinde, uden at nr. I og II er med - ofte helt i toppen af listen. Filmenes detaljer går tabt i kategoriseringen som "verdens bedste film", som man uundgåeligt laver. At gense de tre film, sammen med en der ikke havde set dem før, gav virkelig Filmnørden en på opleveren, så tillad Filmnørden at uddybe.

Det umiddelbart mest imponerende ved I'eren og II'eren, er hvordan disse film formidler en stemning af "episk film". At de formår at kombinere denne episke egenskab med ekstrem intimitet, er kun mere imponerende.

Som filmene skrider frem, bliver det mere og mere klart, at det absolut mest interessante ved historien, er Michael Corleone og hans uundvigelige skæbne. Han er egentlig et godt mennesker, men for at beskytte det han elsker mest - sin familie - og samtidig leve op til de principper han har for sit liv, må han foretage grusomme og utilgivelige handlinger. Fra starten af I'eren til slutningen af II'eren følger man med ham, på hans nedtur, med fuld forståelse for hver eneste forfærdelige handling han fortager sig, efter den næste. Alt i mens tager filmen dig gennem den italienske mafia-kulturs mentalitet og regler, krydret med uforglemmelige scener og brand godt skuespil. Det er fantastisk.

Men ingen trilogi uden en III'er og den har folk mange meninger om. Filmnørden har altid synes det var en fin film, så længe man vurderer den for sig selv, for Filmnørden har aldrig set III'eren lige efter I'eren og II'eren. Det gjorde han denne gang og set i så tæt rækkefølge, bliver III'erens problemer tydelige.

Den absolut mest spændende fejl ved III'eren, er Sofia Coppola. Guderne skal vide at hun er sej bag kameraet (The Virgin Suicides, Lost In Translation), men hun spiller værre skuespil end Keanu Reeves - og det er slemt! Hvis ikke man kan se det direkte på hende, så se på de folk hun skal spille op imod. Andy Garcia deler flest og mest intime scener med hende. I sådanne intime scener, er det generelt uhyre vigtigt, at skuespillerne får en dynamik og kemi igang mellem hinanden. De kan så "spille hinanden op" til de følelser, der virkelig vil få scenen til at slå gnister. Men når man ser på Garcia i scenerne med Sofia, er det uhyggeligt tydeligt, at han INTET får kastet tilbage fra hende. Han spiller op ad en mur, hvilket igen er grunden til, at når han skal udtrykke dybe, alvorlige følelser, så ser han væk fra hende - kigger op i loftet og kniber en tåre, eller lignende.

Men Sofias håbløst talentløse skuespil afslører noget meget mere alvorligt, om Godfather III: manuskriptets dialog er fuldstændigt dødt. Hun reciterer højst sandsynligt ordret hvad der står i manus, hvilket afslører hvor tamt manus er. Det afslører også, hvor stort et arbejde Andy Garcia og Al Pacino personligt lægger i udarbejdelsen af deres roller og replikker. Især i en scene bliver det tydeligt, at Pacino lader sig rive med af scenen og mere eller mindre improviserer egne sætninger ind i sine replikker, for hvorfor skulle hans replikker være så flotte, når Sofias er så fesne? Ja, det afslører Pacinos og Garcias talent, men også at Francis Ford Coppola (og tildels Mario Puzo) har mistet deres magiske touch, siden de lavede II'eren.

Filmnørdens kæreste gjorde opmærksom på andre kritiske punkter ved Godfather III. Det der gør I'eren og II'eren spændende, er som sagt Michael Corleones uudngåelige tur ned i helvede. Grundlæggende ændrer han sig ikke, men hans handlemåde ændrer sig totalt. Han forbliver altså den samme person, men tvinges af sine omgivelser til at blive "ond". Rejsen fra "god" til "ond" er altså det essentielle i disse to film. Denne essentielle rygrad i historien, er mere eller mindre blevet forladt i III'eren, til dels fordi der går så lang tid mellem historien i II'eren og III'eren. II'eren slutter i starten af 1950'erne og III'eren starter i 1979. Der er altså godt og vel 25 år i mellem de to sidste dele af hele Godfather-historien. Når III'eren begynder er Michael Corleone så godt som tilbage til sit gode gamle selv. Sidst man så ham var han pakket ind i lag på lag af kynisme og koldblodighed, men da III'eren starter, er han kommet ud af denne kynisme og blevet "god" igen. Hvad er der dog sket i mellem tiden? Dette får man aldrig svaret på i III'eren, der hellere vil udforske Michaels dårlige samvittighed, hvilket unægteligt er mindre interessant. Det er også grunden til at III'eren føles afhægtet fra I'eren og II'eren - den er en helt anden film. Om den er dårligere? Ja, set i forhold til og sammenhæng med I'eren og II'eren, så er det en dårligere film.

Anyway, det var hvad Filmnørden lige havde at sige om Godfather-trilogien, men lad ham afsluttende understrege, at det ikke er ufortjent, at Godfather I & II ofte betegnes som "verdens bedste film".

Filmnørdens karakter (I & II):
I'eren er Sonny, II'eren er Michael...

Filmnørdens karakter (III):
... og III'eren er Fredo!

God fornøjelse!