Komediefilm! - en håbløst mangelfuld guide

Det er så godt som umuligt, at skrive en komplet guide over komediefilm, for man kan blive ved med at dissekere filmene ned i deres egne nicher. Alligevel er der naturligvis visse træk der gør sig gældende for de forskellige komedier, som vi her prøver at kortlægge. Det skal dog siges at vi ikke har de historiske briller på, men i stedet fokuserer på de komedier der bliver lavet netop i disse tider. Lad os komme i gang…

Den Romantiske Komedie
Er man filmnørd bruger man stolt udtrykket "rom-com" når man omtaler denne genre, der har vist sig at være noget nær tidløs. Et af de absolut bedste eksempler på en rom-com er Da Harry Mødte Sally ('89). Kort fortalt er det en kærlighedsfilm, der er morsom på en sådan måde, at både piger og drenge føler sig underholdt - den perfekte date-movie. Dreng og pige mødes, men ser skævt til hinanden af forskellige årsager. De skilles og tror ikke de skal se hinanden igen. Pludselig begynder den ene person at få følelser for den anden, fatter at de er det perfekte par og gør alt for at få den anden person til at fatte det samme. De to mødes igen, bliver forelskede og filmen ender lykkeligt, med et rart pop-nummer kørende i baggrunden. Meg Ryan og Julia Roberts er dronninger af denne genre, mens kongerne er Hugh Grant og Tom Hanks. Alle har utallige rom-coms på deres cv: Søvnløs I Seattle ('93), Notting Hill ('99), Fire Bryllupper Og En Begravelse ('94), Min Bedste Vens Bryllup ('97).

Den Klamme Komedie
En god klam komedie får dig til at grine af noget, der er så ulækkert og pinligt, at det absolut ikke bør være morsomt. De handler gerne om sex, sex eller sex, hvilket illustreres perfekt i film som American Pie ('99), Deuce Bigalow: Male Gigolo ('99) og There's Something About Mary ('98). Instruktørerne af sidstnævnte film, Bobby og Peter Farrelly, er faktisk gået hen og blevet klamheds-eksperter og har forsøgt at overgå sig selv i film som Dum Og Dummere ('94), Kingpin ('96) og Stuck On You ('03). Der findes dog også enkelte klamme komedier, der ikke kun har sex på menuen, hvilket Austin Powers-filmene er et eksempel på. Til trods for deres enorme popularitet, laves der ikke så mange af disse film mere. Genren har faktisk udviklet sig så vidt, at man fuldstændig har droppet at fortælle en historie, og bare viser klamme ting. Var der nogen der sagde Jackass ('02)?

Den Parodiske Komedie
En klassisk parodi-komedie tager pis på andre film, men det ved den godt ikke er vildt genialt. Derfor bliver den nød til, at fyre jokes af hurtigere og oftere end et maskingevær, så man faktisk holder op med at tænke og bare griner, uden at vide hvorfor. Genren har været populær i årtier. Vi nævner i flæng Airplane! ('80), Top Secret ('84) og Hot Shots! ('91). Joke-orkanerne ser ud til at løje lidt af, set i lyset af at Scary Movie 5 kun udkom på DVD. Og så alligevel, Epic Movie var sidste år en skræmmende stor dansk biograf-succes.

Den Dramatiske Komedie
Faktisk er denne form for komedie ikke en komedie. Det kan være alt fra en tragedie til en kærlighedshistorie, men fælles for dem alle er, at det dramatiske bliver taget alvorligt. Komikken er "bare" krydderi. Tag for eksempel Little Miss Sunshine ('06) der for nogle år siden vandt en håndfuld Oscars. Den handler om en familie, hvis medlemmer gennemgår hver deres dybe kriser - der er sågar en af dem der dør. Uden filmens komiske elementer, havde det været en ekstremt alvorlig film, men fordi der sker så mange sjove ting i mellem og under de dramatiske hændelser, bliver filmen et vældigt behageligt bekendtskab. Andre film der mere eller mindre passer ind i denne genre er The Devil Wears Prada ('06), Big Fish ('03), Orkidé-tyven ('02), The Royal Tenenbaums ('01), osv.

Den Anarkistiske Komedie
En anarkistisk komedie er med andre ord absurd eller surrealistisk. De ukronede konger af denne genre er stadig Monty Python-drengene. De erobrede genren med film som Monty Python Og De Skøre Riddere ('75), The Meaning Of Life ('83) og Life Of Brian ('79). Humoren giver ikke altid mening, bærer præg af at være improviseret og er ofte båret af visuelle jokes, der ikke altid har nogen sammenhæng med selve historien. For eksempel da de franske riddere i M. P. Og De Skøre Riddere bruger dyr som kasteskyts i stedet for sten. Der laves ikke rigtigt anarkistiske komedier mere, muligvis fordi folk ikke mener Monty Python kan overgås.

Rolle-bytnings komedien
Et af de ældste tricks i komediefilms-bogen er at tvinge en hovedperson ud i en uvant situation og så bare lade tingene ske. Mænd der skal være damer (Mrs. Doubtfire ('93)), børn der bliver voksne (Big ('88)), frie individer der skal opføre sig pænt (Crocodile Dundee ('86)), pæne individer der skal opføre sig frit (City Slickers ('91)), uerfaren faderfigur der skal passe børn (Daddy Day Care ('03)) og så videre. Disse komedier kan variere i tone og stil, men fælles for dem er, at historien drives af rollebytningen.

Det var alt for nu fra Filmnørden.

God komisk fornøjelse!