mandag den 16. februar 2009

Stjernernes B-film - del 1

Filmnørden har gravet i arkiverne og fundet et par film som følgende Hollywood-stjerner nok helst så glemt. Men vi husker - oh, vi husker...

ARNOLD SCHWARZENEGGER
Nu: Den dårligst talende amerikanske politiker, med en fortid som robot.
Før: De fleste kender jo nok til den noget svingende kvalitet af Arnolds film, men den mest B'ede af B-film han har lavet var hans allerførste: Herkules I New York (1970). Hans engelskudtale var så gebrokken, at hans dialog blev dubbet, så han i denne film taler ærke-amerikansk. Derudover var producerne bange for at hans efternavn skulle skræmme folk væk, så han er krediteret under navnet Arnold Strong. Nåja, det er da bedre end Arnold Weak.
Citat: "Ha, ha, ha. You have strucked Hercules." - Herkules (Arnold)

NICOLE KIDMAN
Nu: Skinny, høj Hollywood-dronning, der pudser sin Oscar- eller sine Golden Globe-statuetter.
Før: Inden Nicky blev fire meter høj og scorede sin Scientology-galning og blev en af verdens rigeste skuespillerinder, havde hun hovedrollen i den australske BMX Bandits (1983). Filmen var et vellykket forsøg på at snylte på 80'ernes verdensomspændende BMX-epidemi og viser BMX-kyndige Nicky med så skræmmende krøller, at hun uden problemer kunne ha' været en af dukkerne i Muppet Show.
Citat: "And they all turned into Zombies!" - Judy (Nicole)

JOHN TRAVOLTA
Nu: Fly-gal Scientology-celeb, der til dels stadig nyder godt af sin Pulp Fiction-genoplivning
Før: Travolta har efterhånden opbrugt sin bæ-film-kvote og graver man dybt nok i mandens CV finder man The Boy In The Plastic Bubble (1976). Den handler om en dreng, der lever sit liv i en plastik-boble… og nej, det er ikke en komedie. Desværre fandt Travolta lynlåsen, slap ud af boblen og lavede Det Er Os Der Snakker 1+2+3.
Citat: "My son is NOT at freak!" - Johnny Lubitch (Travoltas "far")

ANGELINA JOLIE
Nu: Enhver sund teenagedrengs våde Hollwyood-drøm, der bestiller adoptivbørn som vi andre skifter sokker.
Før: I Cyborg 2 (1992) er der i år 2074 verdenskrig mellem to gigantiske robotfirmaer. Direktøren for det ene firma designer den dødbringende smukke robot Cash (Jolie), der skal forføre direktøren for det andet firma, for når hun får en orgasme EKSPLODERE HUN! Desværre har han også givet hende følelser og fri tankekraft (dumme mand), så Cash beslutter at flygte til Mombasa hvor alle robotter kan leve fredeligt… Vi lader billedet stå et øjeblik…
Citat: "Don't get dead" - Cash (Jolie)

TIM ROBBINS
Nu: Højtrespekteret skuespiller der har vist sit tydelige talent i film som Mystic River og En Verden Udenfor.
Før: Telefonbesked på Tims telefonsvarer lige inden indspilningen af Howard The Duck (1986) - "Hej, Tim. Din agent her. Jeg har fået et manuskript. Det er genialt. Du spiller en fjumret videnskabsmand, der skal hjælpe en rum-and tilbage til sin planet, inden den onde amerikanske regering får fingre i ham. Det er E.T. - men med en AND! Er det ikke genialt?! EN AND! Ring når du får tid. Jeg dufter en Oscar, min ven!" *klik*
Citat: "DUCK!" - Phil (Robbins)

Mere B-films-spas fra Filmnørden snart...

0 comments:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...