En kritisk Watchmen-kommentar fra en Watchmen-fan

Ja, ok, så Filmnørden vader ret meget i Watchmen-suppen, men et sidste indlæg om filmen, må der lige gøres plads til. Det kommer fra Filmnørdens kumpan Strangedog, der har været fan af tegneserien Watchmen i årevis og som imodsætning til mange af hans slags, IKKE bryder sig om filmen. Her er hvorfor...

ADVARSEL: Høj nørd-faktor og plotspoilers!

Alan Moore (forfatteren til tegneserien) er en knold. Hvorfor? Han ville ikke have Watchmen filmatiseret, på grund af pointen om, at tegneserien kunne andet og mere, end filmen. Så da projektet var i hænderne på Terry Gilliam (Brazil, 12 Monkeys), talte han ham personligt fra at fortsætte projektet. Så endte den hos Zack Snyder. KNOLD!

Nu spørger du: ville Strangedog, som den Watchmen-afficionado-spasser han tydeligvis er, ikke være blevet skuffet, selv over Gilliams filmatisering? Ville nogen nogensinde kunne stille en detaljeknepper som Strangedog tilfreds? Mit svar er et rungende "måske!". Hvem ved? Det jeg ved er, at Gilliam forstår og formår dystre fortællinger og fortolkninger, på et helt helt andet niveau end Snyder. Sidstnævnte må siges, at være bedst til at lave flotte billeder, fyldt med fine effekter, der helst skal indeholde en masse folk, som får noget hugget af, brækket midt over eller åbnet blodigt op. Gilliam ville måske have forstået, at han skulle tage originalen og så lave en ny. En ny original altså. Det betyder ikke at kopiere, det betyder at ændre. Drastisk!

Nu siger du så: "Det har Snyder da også gjort. Han har skåret sidehistorier og karakterbeskrivelser væk og væk og væk. Han har ændret selve historien". Og jeg vil naturligvis svare: "Ja. På alle de forkerte steder og på den forkerte måde". Lad os tage et par eksempler...

Ting som absolut ikke skulle være blevet ændret 1 - Rorscharchs fødsel.

Rorscharch, den trenchcoat, hat og hvid/sort maskeklædte hævner, opklarer en sag om en kidnappet pige. Han finder dog kun resterne af pigen, for kidnapperen har skåret hende i stumper og fodret noget til sine hunde og resten har han brændt. Nasty fucker. Så Rorscharch lænker ham fast til en ovn med håndjern. Så langt følger de to historier hinanden. Men så går det galt. I tegneserien giver Rorscharch manden en nedstryger, hælder benzin ud over det hele og siger til manden (som det eneste i hele scenen!) at han ikke skal spilde tid med, at prøve at save i håndjernene, det når han ikke. Så sætter han ild til rummet og går. Manden er altså efterladt med valget om at dø eller at save sin egen hånd af med en nedstryger, ellers bliver han fortærret i flammerne. Ligesom den lille pige han savede i stykker og brændte. Rorscharch går udenfor og venter. Ingen kommer ud. Poetisk retfærdighed. Smukt, simpelt... I filmen nakker Rorschach en kødøkse i skallen på manden, mens han beder om at komme i behandling for sin sindslidelse. Poetisk retfærdighed, forpurret af Zack Snyders lidenskab for blankvåben, der meget grafisk gennemtrænger diverse menneskelemmer. Og sådan er det, næsten, hele vejen.

Ting som ikke skulle være ændret 2 - konteksten og forståelsen af slutningen.

I tegneserien er Adrian Veidt besat af Alexander den Store. Det siger han også i filmen, men det forklares aldrig hvorfor. Adrian er særligt fascineret af Alexanders løsning af den Gordiske knude. Den Gordiske knude var en legendarisk gåde, en pind med en masse snore á la moderne puzzles, hvor man skal lirke et lille træstykke af et stykke snor. Du ved de der små tingester, som man efter et par forsøg, mest af alt har lyst til at rive i stumper og stykker, for så kan man i det mindste få træstykket af. Det var også omtrent hvad Alexander gjorde. Præsenteret for knuden, trak han sit sværd og huggede den midt over. Hvor svært kan det være? Det er det samme Adrian vil gøre med hele verden. I en verden hvor to sider bare VIL bekrige hinanden, må problemet hugges midt over for at blive løst. Dette ACCEPTERER de andre helte. De fatter at hvad Adrian har gjort, har reddet verden. Ikke noget af det der misforståede fis med "du har forkrøblet menneskeheden og nu vil jeg slå dig". Fuck det, menneskeheden haltede seriøst i forvejen. Næh, den her mand, han gjorde hvad ingen andre kunne. Kun Rorscharch accepterer ikke og bliver blæst til atomer af Dr. Manhattan. Og lykkeligvis akkompagneres denne udslettelse i tegneserien ikke med, at Natuglen falder patetisk på knæ og råber; "Noooooooooooooooo"!

Og sådan kunne jeg blive ved, men jeg skal nok stoppe her. Jeg elsker Watchmen, har læst den mange gange og guderne må vide om Gilliam kunne have gjort mig tilfreds. Jeg vil dog sige dette positive om filmen. Den er en visuel lækkerbisken og jeg kedede mig ikke, de 155 minutter taget i betragtning.

Men jo, Alan Moore er en knold som fik ret. Hans tegneserie kan andet og meget mere end Zack Snyders film. Men så kunne han bare have ladet være med, at forpurre at en dygtigere mand tog et skud. Den som ikke tager ansvar, har ikke ret til at brokke sig.

Og en sidste detalje, der om noget demonstrerer, at Snyder ikke fatter forskellen på tegneserie og film. Dr. Manhattan er temmelig tit nøgen i tegneserien. Man kan se hans gren, fair nok, den optager ikke megen opmærksomhed. Dette overfører Snyder også til filmen, hvilket gør at der i temmelig mange billeder, hænger en stor blå tisser med tilhørende kugler og dingler rundt, når Dr. Manhattan bevæger sig. At Snyder ikke fatter hvor meget det her distraherer opmærksomheden fra en kompakt moder af en fortælling, viser hvor lidt han forstår historiefortælling.

Karakter: 3 ud af 6. Jeg kedede mig ikke, men den fungerer ikke som dyster ragnarok fortælling. Og ja, gu’ er jeg partisk!

Gå til forsiden - klik her!