mandag den 9. marts 2009

Stjernernes B-film - del 4

MEG RYAN
Nu: Har ligget stille i nogle år, men er stadig hende man ringer til når man vil skrue op for cuteness-faktoren i en film.
Før: Inden Meg blev de romantiske komediers ukronede dronning (eller diktator om man vil), var krøltoppen ikke så kræsen. Se bare Amityville 3-D (1983). Eller rettere, lad for Guds skyld være! Meg har to funktioner i filmen: at fortælle lidt om spøgelseshuset og at dø. Filmen får et ekstra lag af fesen, fordi de prøver at udnytte 3-D-effekten ved at lade alt "komme ud" af skærmen.
Citat: "He probably has some sex-starved ghost stashed away with boobs out to here" - Lisa (Ryan)

MEL GIBSON
Nu: En moderne Howard Hughes, der laver gode, store film, men har lidt for mange Jägermeister indenbords.
Før: Inden Mel gik fra at være Hollywood-helt til Hollywood-præst til Hollywood-fulderik, var han slet ikke i Hollywood. Han spankulerede rundt på en australsk strand med et surfboard i Summer City (1977) og, ja… mere sker der faktisk ikke i denne film. Efter 20 minutter sidder man og håber at Jesus dukker op. Efter 40 minutter sidder man og håber at Danny Glover dukker op. Efter 60 minutter er man faldet i søvn.
Citat: (Ugenkendelig australsk surferslang) - Scollop (Gibson)

KATE WINSLET
Nu: Hende den talentfulde der lige har scoret en Oscar for The Reader.
Før: Havde en rolle i A Kid In King Arthur's Court (1995). Kate Winslet spiller en psykopatisk øksemorder der rejse tilbage i tiden, i jagten på zombier fra det ydre rum, men bliver forelsket i en kæmpe-skildpadde og… nej, ok, det sker ikke. Dette er en über-kedelig børnefilm, der tager det gamle engelske sagn om Kong Arthur og prøver at pifte det op med "gade-smart" amerikansk teen-spas. Utroligt Kates karriere overlevede…
Citat: "Wrong again, dweeb!" - Princess Katey (Winlsets "storesøster")

RENÉE ZELLWEGER
Nu: Pæn og talentfuld pige, der misser mistænkeligt meget med øjnene.
Før: Bare to år inden gennembrudsrollen i Jerry Maguire, sagde Renée ja til hovedrollen i The Return Of The Texas Chainsaw Massacre (1994). Filmen udmærker sig ved det faktum, at INGEN af filmens skræmte teenagere så meget som bliver snittet af en motorsav, hvilket er lidt som at lave Transformers uden Transformers. Check Matthew McConaughey med mekaniske ben!
Citat: "YOU SIT THE FUCK DOWN AND SHUT UP!" - Jenny (Zellweger)

SANDRA BULLOCK
Nu: Talentløs skuespillerinde, der underligt nok konstant er med i Oscar-værdige film som Crash og, øh… Miss Congeniality 2.
Før: Talentløs skuespillerinde, der fortjent nok var med i direkte-på-video-værdige film som Love Potion Nr. 9 (1992), som Filmnørden faktisk har set! En nørdet fyr får en elskovs-eleksir (flydende Viagra?) af en sigøjnerdame og han og hans nørdede veninde (Bullock) beslutter sig for at prøve den af. Den virker og giver plads til romantiske forviklinger og tå-krummende pinligt skuespil. Men den er stadig bedre end Miss Congeniality 2!
Citat: "I mean, Paul, this is like a dream come true. I could be a princess." - Diane (Bullock)

Instruktørerne kan også!
James Cameron - Du elsker ham for Terminator, IKKE for Piranha II: Flying Killers (1981).
John McTiernan - Du elsker ham for Die Hard, IKKE for Den 13. Kriger (1999).
Tim Burton - Du elsker ham for Ed Wood, IKKE for Stalk Of The Celery Monster (1979).
Francis Ford Coppola - Du elsker ham for The Godfather 1+2, IKKE for Jack (1996)… eller Godfather 3 for den sags skyld.
Kevin Costner - Du elsker ham for… nåja, i hvert fald IKKE for Waterworld (1995).

0 comments:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...