tirsdag den 7. april 2009

Der var engang en splatterfilm… - Nazistisk voldsporno, boremaskiner i hjerner og maste øjne

Der er gået sport i at genindspille horror- og splatter-klassikere som Fredag D. 13. og Halloween, men der var engang hvor verden ikke kunne få nok af original vold. Her er et lille udpluk af de bedste (eller værste) splatterfilm nogensinde.

Tilbage i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne skyllede en blodig flodbølge af groteske produktioner ind over det spirende videomarked. Censorerne fik travlt med at sakse, for målet med disse film var ikke at lave gode eller flotte produktioner, men at vise det klammeste og mest ulækre vold, den menneskelige hjerne kunne finde på. Dette er med andre ord filmverdenens version af, at køre langsomt forbi en trafikulykke: selvom publikum vidste det var klamt, kunne de ikke få nok.

CANNIBAL HOLOCAUST (1980)
Et filmhold på jagt efter rigtige kannibaler forsvinder i en Sydamerikansk jungle, hvorefter et redningshold drager ud for at finde dem. De finder kun filmholdets optagelser og ved at se disse, opdager de langsomt hvad der er sket.
Her serveres ekstrem voldtægt, tortur og kannibalisme i en fin lille pakke, der er så realistisk lavet, at instruktøren Ruggero Deodato måtte i retten for at bevise, at skuespillerne faktisk ikke var døde under optagelserne. Filmen ses som værende en af de bedste indenfor genren.



MOTORSAVSMASSAKREN (1974)
Tobe Hoopers klassiker bliver ved med at være en af de mest ubehagelige film nogensinde, på trods af at den er 30 år gammel. "Mand går amok med motorsav" er jo underholdende til enhver tid, men det sjove er, at filmen ikke er ligeså grafisk som andre af samme genre. Ja, blodet sprøjter lidt her og der, men det er filmens konstante skrækstemning, der gør den næsten uudholdelig. Kan du se denne film uden at få lyst til at kigge væk eller få svedige hænder, vil vi råde dig til at gå til psykolog.



THE DRILLER KILLER (1979)
Forestil dig at det slår klik for Jørgen Leth og at han pludselig får lyst til at bore i mennesker i stedet for krydsfiner, og du er i nærheden af Driller Killer. En kunstner glider længere og længere ind i sin psykose og ender med at lave huller i folk med sin boremaskine. På nær den scene hvor han åbner hjernen på et af sine ofre, er filmen faktisk ret rolig… men gennemsyret af klam stemning.



SS EXPERIMENT CAMP (1976)
En lang række film om psykotiske nazister kom frem i 70'erne og dette er en af det værste (eller bedste). Ung smuk kvinde tages til fange i en kz-lejr af nazister, der torturerer hende i en uendelighed. Hun bliver blandt andet korsfæstet på hovedet og voldtaget gang på gang. Filmen når kvalmende højder da den misbrugte hovedperson sidder og spiser marmelade og siger "Jeg har ikke fået marmelade i årevis… Hvis de bliver ved med at forkæle os sådan, så stemmer jeg klart på dem!". Filmen er heldigvis ligeså dårligt lavet som dens "handling" er usmagelig, og hardcore filmnørder ser den mest for at grine af den dårlige produktion.



MANIAC (1980)
Scorsese's Taxi Driver på speed! En psyko-seriemorder går amok i New York og skalperer sine kvindelige ofre, kun for at nagle deres hår fast på mannequin-dukker (noget med at han savner/hader sin afdøde mor). Voldsporno af bedste kvalitet, især da hovedpersonen penetrerer et af sine kvindelige ofres underliv med en kniv. Mums!



De fleste af disse film finder du ikke på hylderne hos Blockbuster, men vil du gerne eje et stykke splat-blodig filmhistorie, så hop ind på www.laserdisken.dk. De kan skaffe de fleste.

Gå til forsiden - klik her!

3 comments:

Dennis sagde ...

Cannibal Holocaust er, ganske rigtigt, en alvorligt syg film, helt igennem alvorligt syg, og som beskrevet uhyggeligt realistisk lavet, vi diskuterede længe om hvorvidt enkelte scener, faktisk var ægte... Vi var dog utroligt skæve, hvilket måske ikke var det klogeste...

Morten Holmstrup sagde ...

nogle døds-scener i filmen ER ægte - dog involverer de dyr og ikke slet-betalte skuespillere. Det gik der skam sport i dengang i Italien, fordi det var helt lovligt at lemlæste dyr på film. Hovedpersonen i filmen har senere taget afstand fra filmen netop pga. dette. For de nørdede skal det desuden nævnes, at den filmbølge som Cannibal var med til at starte blandt fans kaldes "Mondo".

Lasse sagde ...

Det ville selvfølgelig være endnu mere aparte om filmmanden og digteren Jørgen Leth gik amok med en boremaskine, men jeg går ud fra, at der tænkes på den decimerede gør-det-selv-mand flemming leth.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...