Filmnørden interviewer Luc Besson

Så er det blevet søndag og dermed tid til, at læse en god lang artikel. Derfor har Filmnørden pustet støvet af et interview han lavede med Luc Besson for nogle år siden og hermed hængt det op på hjørnet. Ok, så Arthur Og Minimoyserne er ikke ligefrem hans største mesterværk, men det blev stadig til en god snak om hans forhold til hans film. God fornøjelse!

Luc Besson er klar med sin tiende film, Arthur & Minimoyserne. I den forbindelse drog Filmnørden til hans luksuriøse gods i Normandiet. Her mødte vi Luc til en snak om Arthur, hans tidligere film og hvorfor du aldrig kan få så fede film-oplevelser, som når du er teenager.

Da Luc Besson var en ung, ny filmmager, besøgte han George Lucas' produktionsstudie Skywalker Ranch i USA. En kæmpe ranch hvor Lucas har samlet alle dele af hans filmproduktion på samme sted. Siden har Luc ønsket sig sådan et sted og nu har han det. Et godt stykke udenfor Paris ligger Digital Factory - et restaureret gods, med en masse forskellige bygninger spredt udover den tilhørende ejendom på landet. Her møder vi en afslappet Luc Besson, der lukker lidt op for hvorfor Arthur & Minimoyserne er en af hans mest personlige film og hvorfor han grundlæggende ikke har lyst til at andre skal se den.

Arthur & Minimoyserne her taget lidt over fem år at færdiggøre, ikke mindst på grund af al computergrafikken. Hvor overrasket blev du over at det tog så lang tid?
- Først og fremmest, så anede vi ikke hvordan vi skulle lave den. Vi satte ting i gang, hvor vi udmærket vidste, at vi ikke havde værktøjerne til at få det til at lade sig gøre. Computerne var ganske enkelt ikke kraftige nok, men vi vidste at de ville være to år senere. Så egentlig begyndte jeg på en film, der ikke kunne laves. Ha! Det lyder sindssygt når jeg siger det højt, men sådan var det.

Hvem er du mest nervøs over at vise en ny film for?
- Jeg har ikke nogle specifikke personer, jeg er nervøse over skal se en ny film. Jeg har det mere som en far der er på vej til kirke med sin datter. Det er min film, men jeg bliver nød til at give slip på den. Det er den følelse der er størst, lige inden filmen skal ud til publikum. Det er ikke KUN min film mere… nu er det også alle andres. Men det kan jeg også få noget godt ud af. Jeg kan huske at jeg engang snakkede med en fyr om Leon, der efter to minutter glemte, at jeg havde lavet filmen. Han fortalte mig om filmen med sådan en glæde og indlevelse, at han glemte hvem jeg var. Jeg stod bare og lyttede til ham og han endte faktisk med at give mig lyst til at se filmen igen… Det var ret underligt.

Arthur & Minimoyserne er for det meste en computeranimeret film. Føles den en lille smule mindre personlig for dig end dine forrige film?
- Nej, nej. Tværtimod. Arthur er en enlig tiårig dreng - fuldstændig som mig, da jeg var ti. Hans forhold til sine forældre og bedsteforældre, er nøjagtigt som mit var. De historier han har i hovedet og hans ønske om at være nyttig og hjælpsom, er også noget jeg husker tydeligt fra mig selv, da jeg var barn. Og så er der filmens generelle temaer omkring racisme og social sammenhørighed - det er virkelig temaer der er meget vigtige og personlige for mig.

Måske er Arthur så endnu mere personlig end nogle af de andre film?
- Ja. Altså, jeg elsker Leon, men jeg har aldrig slået nogen ihjel. He, he… også selvom jeg måske godt kunne tænke mig det, en gang i mellem.

Nu nævner du Leon. Hvad synes du er den tydeligste fællesnævner for dine film?
- Hmm… For det meste er hovedpersonen ensom. Fred i Subway er ret ensom, Mayol i Le Grand Bleu er ensom, Leon er ensom, Jean d'Arc er ensom. Selv Angel-A er ensom. De er alle sammen på det forkerte sted, i forhold til hvordan de føler. Tag som eksempel Mayol fra Le Grand Bleu. Han vil gerne være en delfin, men han er et menneske. Sådan er mine hovedpersoner tit. Leon er meget simpel og genert, men befinder sig i en beskidt, ubehagelig verden, hvor han er tvunget til at gøre grimme ting, for at overleve. Det er lidt det samme med Arthur. Han er også ensom. Så det er i hvert fald et fællespunkt i mine film. Hvilken en kan du bedst li'?

Det må være Leon.
- Og hvor gammel var du da du så den første gang?

Hmm… 16-17 år.
- Det sjove er, at den måde en film gør indtryk på dig, har meget at gøre med hvor gammel du er når du ser den. De største lussinger jeg har fået af at se en film, fik jeg da jeg var mellem 16 og 20 år gammel.

Og netop den følelse leder du efter hver gang du ser en film…
- Men du kan aldrig få den igen. For du bliver voksen, du får viden, du ser flere film og du får større distance til dem. Da jeg var 16 år gammel, så jeg Elefantmanden… Jeg… Jeg kunne ikke tale i en uge. Jeg var helt "argh-gak-gak". Jeg så den igen for nogle få år siden, og jeg kunne ikke finde den samme følelse. Men jeg bliver ved med at lede…

Gå til forsiden - klik her!