Medvirkende: Kate Winslet, David Kross, Ralph Fiennes
Instruktør: Stephen Daldry
Premiere: 8. april '09



Samlet set stiller The Reader det enormt gode spørgsmål, "hvordan kan det tyske folk nogensinde tilgive og forstå de grufulde handlinger de foretog sig under 2. verdenskrig?" - et problem efterkrigstidens tyskere har bokset med, men som de færreste danskere nok render og tænker over i dag. Nazismen var og er for de fleste mennesker, synonymt med ondskab. The Reader tvinger dig til, at tænke forbi denne naive definition af begrebet.
Michael er til at begynde med af samme opfattelse, som stort set alle andre - at tyskernes handlinger under 2. verdenskrig var forfærdelige og utilgivelige, men hans kærlighed til en direkte medskyldig, tvinger ham (og dermed os) til at prøve at forstå. Du tvinges til at prøve at finde forståelse for, hvordan en helt almindelig kvinde, der er et enormt rart menneske, kan tro at det er rigtigt, at slå massevis af uskyldige voksne og børn ihjel. Det føles på en gang dybt provokerende og dybt fascinerende som tilskuer, at blive stillet i denne situation.
Hanna Schmitz er personen vi skal forstå. Hun repræsenterer hele den nazistiske mentalitet, unægteligt pænt pakket ind i Kate Winslet. Fra hun første gang møder Michael, kan man mærke på hende, at hun gemmer på noget. Man fornemmer på hendes fysik, hendes bevægelser, hendes handlinger, hendes udtale, at hun bærer rundt på noget, der ikke skal deles med andre. Alt hvad hun foretager sig, ligefra strygning til gulvvask, er handlinger hun resolut gennemfører, uden at tænke videre over dem. Hun hverken nyder eller hader det. Det skal bare gøres! Denne resolutte mentalitet, kommer virkelig for dagen, da hun under retssagen skal forklare, hvordan hun dog kunne slå så mange mennesker ihjel. Hendes svar,sætter dig i en moralsk og følelsesmæssig gråzone.

Men The Reader stopper ikke her, for når så man befinder sig i denne moralske og følelsesmæssige gråzone, hvor godt og ondt mødes på et og samme sted, hvad gør man så? Det er jo så godt som umuligt, at tage nogle retfærdige og rigtige beslutninger, på denne baggrund. På et tidspunkt kommer Michaels professor (fint spillet af tyske Bruno Ganz) med en tale til sine elever, der understreger hvordan samfundet ikke er indrettet efter hvad der er rigtig og forkert, men hvad der er lovligt og ulovligt. En vigtig observation, der som et par magiske briller kan tages på og som sætter tingene i fokus, hver gang du ikke forstår hvad The Reader prøver at fortæller dig.

Guld og grønne skove bør også gå til unge tyske David Kross, for hans rolle som unge Michael, Ralph Fiennes for hans rolle som gamle Michael, til Bruno Ganz for rollen som Michaels professor og til Lena Olin, der har en meget lille, men meget vigtig rolle. Sidst men ikke mindst må Filmnørden hylde instruktøren Stephen Daldry, der her har skabt intet mindre end et mesterværk.
Kan det virkelig passe, at Filmnørden, der ellers er så kritisk, ikke kan finde en eneste negativ ting ved The Reader? Nej, selvfølgelig ikke. For filmen virker ikke, hvis du ikke bliver "forført" af Kate Winslet og det er ikke sikkert du bliver det, bare fordi Filmnørden gjorde. Hvis ikke du kan li' Hannah Schmitz, så falder filmen til jorden. Om du kan li' hende kan Filmnørden ikke svare på, men han vil meget gerne høre fra dig, hvis du ikke kan.
Derfor får The Reader fem klaptræer ud af seks. Den er knald god, men der er en lille chance for, at du ikke køber den.
Hvad der også er interessant er, at The Reader generelt har fået en blandet modtagelse, blandt andre anmeldere. De fleste synes den er for tvetydig (er det ikke pointen?) og at den mangler følelsesmæssig indlevelse. Korrekt, filmen fik ikke Filmnørden til at sidde og græde snot, hvilket nogle åbenbart mener man skal under en holocuast-film. Personligt synes Filmnørden at det var rart, at man ikke endnu engang skulle ha' banket ind med syvtommersøm, at "nazismen er ond!". Den form for følelsesmæssig manipulation, havde efter Filmnørdens mening indtåget filmens egentlige tema.

Ganske genial!
Trailer for filmen:
1 comments:
Jeg er bevæget, betaget, bjergtaget, rystet, rørt over denne smukke film, for det er den også. Jeg kan ikke mindes at have set en film der rummer: skam, straf, bod, moral og tilgivelse. Og jo, filmnørd, mine øjne var meget våde, meget længe, men sikke dog en dejlig film.
Send en kommentar