lørdag den 11. april 2009

Top 10: De bedste døds-scener (del 1)

Enhver idiot kan dø, men det kræver en helt særlig kombination af fantasi, vilje og ikke mindst æstetik, at producere en mindeværdig film-død. Filmnørden gør honnør for de fine folk der har gjort en uforglemmelig exit på det store lærred. Vi kondolerer...

---

10. Hudsucker Proxy ('94) - Waring Hudsuckers tur mod fortorvet

Under et bestyrelsesmøde med alle hans spytslikkere, sidder direktøren for Hudsucker Industries med et smil på læben og venter på at klokken bliver præcis 12. Da den er få sekunder i, stiller den store mand sig op på det laaange mødebord, foran hans måbende bestyrelsesmedlemmer. Så tager han et meget langsomt tilløb (han er ret overvægtig) og knalder præcis kl. 12 ud gennem vinduet på tusinde etage af hans hovedkvarter i New York. Det tager ham så lang tid at ramme jorden, at man ser ham tørre øjnene, fordi de er løbet i vand på grund af vindmodstanden. Smukt!

Bestyrelsesmedlem 1: - Han kunne godt ta' og ha' åbnet vinduet…

---

9. American Psycho ('00) - Huey Lewis og en økse i fjæset

Patrick Bateman har drukket Paul Allen fuld og lokket ham hjem i sin lejlighed, hvor der er spredt aviser ud på gulvet. Han skænker Paul en whiskey, sætter Huey Lewis's "Hip To Be Square" på anlægget og begynder at forklare bandets sociale kommentar om vigtigheden af trends. Paul fatter intet. Patrick går roligt ud og tager en regnfrakke på og snupper en økse. Han kommer tilbage i stuen og danser lidt rundt, da Paul spørger: - Hey, er det en regnfrakke? Patrick svarer ja, og gør sin monolog om Huey Lewis færdig, inden han solidt planter øksen midt i fjæset på Paul. Inspireret!

Patrick Bateman: - PRØV AT FÅ EN RESERVATION PÅ DORSIAS NU, DIT DUMME FUCKING SVIN!

---

8. Fargo ('96) - Alternativ udnyttelse af brændehugger

Det lykkedes rent faktisk Gaear Grimsrud og Carl Showalter at få de penge de har bedt om, for at slippe den dame fri de har kidnappet. Problemer opstår da det af uvisse årsager slår klik for Grimsrud og han vælger ikke bare at slå damen ihjel, men også sin kompagnon. Da den højgravide politidame, Marge, finder Grimsrud, hører hun en maskine brummer bag det hus de to kidnappere har opholdt sig i. Hun bevæger sig nervøst derom og finder Grimsrud iført lange underbukser og bjørneskindshue, i gang med at pulverisere sin kompagnon i en brændehugger. Skønt!

Marge: - Og jeg går ud fra det var din ven i brændehuggeren…

---

7. Pulp Fiction ('94) - Whoops…

Jules og Vincent er på vej hjem med deres unge ven, Marvin, da Vincent vender sig om i bilen og halvvejs når at spørge ham, om han tror Gud stoppede de kugler Jules og Vincent undgik, få minutter inden. Men ingen Gud stopper den kugle der ved et tilfælde affyres fra Vincents pistol og spraymaler HELE bilen med Marvins hjerne. For første gang i filmen bliver Jules og Vincent lidt overraskede, og Vincent bemærker spidsfindigt at han skød Marvin i ansigtet. Malerisk!

Vincent: - Jeg mener, tror du Gud kom ned fra himmelem og stoppede… (BANG!)

---

6. Alien ('79) - Dårlig mave og smådyr

Kane er lige vågnet op, efter at ha' haft en nuttet, lille facehugger siddende på fjæset i en dags tid. Alle besætningsmedlemmerne er lettede og vil spise en sidste middag, inden de sætter kurs mod Jorden. Men midt under middagen går Kane i krampe og efter lidt vriden rundt på middagsbordet eksploderer hans mave og ud kommer en lille skrigende monster-skabning. Skuespillerne anede ikke hvad der skulle ske under optagelserne, så deres ekstremt chokerede reaktioner er ægte nok. Mættende!

Kane: - Jeg føler mig død.

Anden del af denne makabre top 10 kommer i morgen... (og du kan læse den HER!)

Gå til forsiden - klik her!

2 comments:

Anonym sagde ...

fed fed blog du har gang i, loving it

Anonym sagde ...

Det er ikke en "brændehugger" som Grimsrud bruger i Fargo. Maskinen kaldes en grenfræser. Benyttes til hurtigt og effektivt at forvandle grene og stubbe til flis.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...